Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Han henviste endvidere til, at han frygtede sit liv, idet folk fra [by] og Rif Damaskus ikke var velanset hos regimet, idet byen og området var besat af Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange, idet de havde kendskab til, at han havde hjulpet sårede i [by]. Klageren har videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at have støttet den interne og eksterne opposition i Syrien. Endelig har han henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive sigtet og beskyldt for gerninger, som han ikke har gjort. Endelig har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor han har boet, siden han blev født og frem til udrejsen af Syrien i [i efteråret] 2012. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”…Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.…” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: “…Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates……” Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste alene i Danmark [i efteråret] 2014 og har dermed opholdt sig her i landet i 7 1/2 år. Klageren har tre myndige børn i Danmark. Hans 18-årige søn har siden [vinteren] 2022 boet på et skolehjem i [by] i hverdagene i forbindelse med sit studie. I weekenden besøger han sin far, hvor han sover i stuen. Sønnen, der [i efteråret] 2016 blev familiesammenført med klageren, har ikke skiftet sin folkeregisteradresse. Sønnen har for kort tid siden ansøgt om asyl iht udlændingelovens § 7, stk. 1, da han er i den militærpligtige alder. Klagerens 2 døtre på henholdsvis 20 og 21 år har i perioden fra [efteråret] 2020 – [vinteren] 2022 boet på selvstændig bopæl i [by]. [I vinteren] 2022 er de flyttet tilbage til klageren. Døtrene læser [uddannelse] under eller til brug for en [gymnasial uddannelse]. Endelig har klageren 2 brødre, der bor i henholdsvis [land] og [land], og 2 søstre, der bor i henholdsvis [land] og [land]. Klageren var 43 år ved indrejsen i Danmark og er nu 50 år gammel. Han har bestået Prøve i Dansk 1 og en række modultest i dansk. Han har haft forskellige jobs og har siden [vinteren] 2020 drevet selvstændig virksomhed som [erhverv] via [virksomhed]. I sin fritid dyrker han fitness. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klagerens forhold til hans døtre på henholdsvis 20 år og 21 år - der har haft selvstændig bopæl i perioden [efteråret] 2020 – [vinteren] 2022, således i samlet 1 år og 4 måneder - udgør et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans myndige søn finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, uanset at sønnen efter det oplyste er hjemme hos faren i weekenderne. Flertallet lægger således vægt på, at sønnen må betragtes som reelt udeboende, uanset at han fortsat står registreret med folkeregisteradresse hos sin far. Flygtningenævnets flertal finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelse af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnets flertal har herunder henset til særligt varigheden af opholdet i Danmark samt at klageren ikke fremstår integreret særligt i det danske samfund. For så vidt angår klagerens udeboende 18-årige søn og to døtre på henholdsvis 20 år og 21 år, findes der ikke at være oplysninger om et afhængighedsforhold mellem klageren og dem. Heroverfor fremstår klagerens bånd til Syrien stærke, hvor han har boet i 41 år, indtil udrejsen i 2012. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Over for disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte at forlænge den pågældendes opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnets flertal herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give klageren fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Klagerens asylmotiv om, at han er efterlyst af de syriske myndigheder som følge af, at han har hjulpet sårede mennesker efter uroligheder i Ghouta, findes at være udbyggende og ikke troværdig. Klagerens forklaring om, at han to gange er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder, og at hans ekskone og søn efter klagerens udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder flere gange, findes ligeledes at være udbyggende og ikke troværdig. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 henviste klageren således alene til, at han forlod Syrien på grund af de generelle forhold, at han ønsker at kunne forsørge sin familie og give dem et bedre liv samt at folk fra [by] ikke er så velanset hos regimet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har forklaret, at han under oplysnings- og motivsamtalen ikke turde at oplyse, at han var eftersøgt, fordi han frygtede for sine børns sikkerhed, da de den gang stadig var i Syrien, og at han frygtede, at oplysningerne ville blive videregivet til de syriske myndigheder. Af referatet af samtalen fremgår således, at klageren blev vejledt om, at Udlændingestyrelsen havde tavshedspligt, og at alt, hvad klageren oplyste, ville blive behandlet fortroligt. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at klageren udrejste af Syrien legalt og problemfrit via Damaskus lufthavn i 2012 ved brug af sit eget pas, der blev stemplet af myndighederne. Klagernes forklaring om, at der er udstedt en arrestordre (”stævning”) dateret [foråret] 2018, som han har fremlagt et screenshot af, hvori han er beskyldt for ”at støtte den eksterne og interne opposition”, findes konstrueret til lejligheden. Det må anses for usandsynligt, at klageren, der udrejste legalt af Syrien i 2012 ved brug af sit eget pas, og som er helt uprofileret, omkring seks år senere skulle blive efterlyst af de syriske myndigheder. Dertil kommer, at klagerens forklaring om, at hans nieces svigerinde har bestukket de syriske myndigheder, som mod betaling af bestikkelse lod hende tage et foto af stævningen, og som hun sendte til klagerens niece, vurderes at være helt usandsynlig. Dette bestyrkes yderligere af, at det fremstår påfaldende, at niecen først i 2019 - selv om hun modtog et screenshot af stævningen i 2018 - skulle have fortalt klageren om stævningen. Dertil kommer det påfaldende i, at klageren har slettet WhatsApp-beskeden fra 2019, hvori han modtog et screenshot af stævningen fra niecen. Klagerens asylmotiv om, at alle i Syrien risikerer at blive sigtet og beskyldt for gerninger, de ikke har gjort, findes at bero på hans egen subjektive vurdering, der ikke har støtte i baggrundsoplysningerne. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien af disse grunde vil være i risiko for individuel forfølgelse, straf eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I relation til klagernes asylmotiv om, at han risikerer straf eller overgreb som følge af, at hans nu 18-årige søn har uddraget sig militærtjeneste, er spørgsmålet, hvorvidt klageren af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved hans tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at militærundragereres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., fremgår det af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f. blandt andet: ”…4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or re-quired to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas.…". Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, der anført i den citerede rapport fra april 2021. Da hverken klageren eller sønnen, der forlod Syrien som 13-årig, er særlig profilerede, finder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien af denne grund vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2021.” Syri/2022/39
