Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at klageren var i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien. Det havde sin baggrund i, at klageren under den oprindelige asylsag oplyste, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien og henviste som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter, at politiet vil anholde ham, fordi klageren før sin udrejse fra Libanon var sammen med en ven, der under en slåskamp stak en anden person ned med en kniv, hvorefter politiet på et tidspunkt opsøgte klagerens bopæl. Endvidere har klageren henvist til, at hans forældre er afgået ved døden, og at han ved en tilbagevenden til Libanon ikke ville kunne forsørge sin familie. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Libanon, og at klageren ikke har arbejde eller bolig i Libanon. Om retsgrundlaget: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens sag skal behandles efter de tidligere gældende regler i udlændingeloven, jf. herom lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Det fulgte af den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 2, at en tidsbegrænset opholdstilladelse forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. I § 19, stk. 2, nr. 1, anføres det, at en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid kan inddrages, når udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Det samme gælder i øvrigt nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, som følge af at udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Endvidere fulgte det af de dagældende regler, at der i en sag som den foreliggende skal tages hensyn til, om nægtelsen af forlængelsen må antages at virke særligt belastende for den pågældende udlænding, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det anførte betyder, at sagen ikke skal bedømmes efter udlændingelovens § 19 a, som blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, og som indebærer en udvidet adgang til at inddrage en opholdstilladelse eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt til blandt andet flygtninge, når betingelserne i § 19 er opfyldt. Om opholdstilladelsen er opnået ved svig samt hvilket land klageren asylretligt skal vurderes i forhold til: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, idet klageren urigtigt under den oprindelige asylsag oplyste, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien, på hvilket grundlag Udlændingestyrelsen meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at såfremt Udlændingestyrelsen på tidspunktet for styrelsens oprindelige afgørelse, havde været bekendt med sagens rette omstændigheder, ville styrelsen ikke have meddelt klageren asyl (opholdstilladelse) på det tildelte grundlag. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet – under henvisning til det, der er anført i den påklagede afgørelse – at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Om udlændingelovens § 31 og flygtningekonventionens artikel 1D, herunder knivepisoden: Flygtningenævnet skal tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Da klageren er statsløs palæstinenser, har flygtningekonventionens artikel 1 D betydning ved denne stillingtagen. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om klageren som statsløs palæstinenser for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er klageren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse som følge af, at UNRWAs beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, hvorved udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark ophører, anses klageren automatisk for omfattet af flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. På baggrund af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., da klageren (og dennes familie) er registreret hos UNRWA i Libanon, og da klageren har gået i en UNRWA-drevet skole, ligesom han har modtaget sundhedsbehandling af UNRWA. Klageren er derfor udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, kan der henvises til EU-domstolens dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20 (NB og AB mod Secretary of State for the Home Department, C-349-20). Af dommen, der angik en statsløs palæstinensisk familie fra Al-Bass-flygtningelejren i Libanon, følger det af dommens præmis 50 og 56-58 om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller (nu) er afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, vil den pågældende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal i den foreliggende sag herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet skal herefter bemærke, at nævnet ikke finder at kunne lægge klagerens forklaring af knivepisoden til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende. I den forbindelse kan der henvises til, at klageren for nævnet har forklaret, at han efter knivepisoden opholdt sig hjemme i 6 uger, hvorefter han udrejste uden på noget tidspunkt at have været i kontakt med politiet. Derimod har klageren under samtalen [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter, at hans ven havde været oppe at slås, blev anholdt en dag af politiet, men løsladt igen uden betingelser, fordi klageren oplyste politiet, at han ikke havde slået nogen. Hertil kommer, at han for nævnet har forklaret, at han frygter politiet på grund af knivepisoden ved en tilbagevenden til Libanon, mens han under samtalen [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ved en tilbagevenden til Libanon ikke frygter andet end, at han ikke kan forsøge sin familie, og at der er skyderier i Libanon, der i øvrigt er i kaos. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere at befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og således ikke vil være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Herefter tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31 på grund af klagerens individuelle forhold ikke er til hinder for, at han udsendes til Libanon. Om de generelle forhold for palæstinensere i Libanon mv. samt klagerens mulighed for at indrejse i Libanon: For så vidt angår klagerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at klageren – når også henses til, at de libanesiske myndigheder tidligere har udstedt rejsedokument for statsløse palæstinensere til klageren – vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at klageren, der er en sund og rask ung mand, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, jf. blandt andet Dansk Flygtningehjælps Temarapport om palæstinensiske flygtninge i Libanon og adgangen til UNRWAs ydelser (marts 2022), ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse klageren er omfattet af, at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet tiltræder således, at udlændingelovens § 31 heller ikke på grund af de nævnte mere generelle forhold er til hinder for, at han udsendes til Libanon. Om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren som sådan, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1: Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den af klageren udviste svig i forhold til navnlig hensynene, der er angivet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det følger af den nævnte bestemmelse, at der blandt andet skal tages hensyn til (1) udlændingens tilknytning til det danske samfund, (2) udlændingens alder og helbredstilstand, (3) udlændingens tilknytning til herboende personer, (4) konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder hensynet til familiens enhed og (5) udlændingens tilknytning til hjemlandet. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klageren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i [næsten 7 år], at klageren i en overvejende del af det tidsrum, han har opholdt sig i Danmark, har været i beskæftigelse, og at han læser og skriver lidt dansk samt taler et fint dansk, hvilket nævnet har kunnet konstatere under klagerens forklaring for nævnet om sine personlige forhold. Hertil kommer, at klageren i [foråret] 2020 indgik ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ægteparret fik en søn i [sommeren] 2020, der også er dansk statsborger. Herover står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af klagerens ophold i Danmark må tillægges vægt, at det relativt langvarige ophold alene skyldes klagerens urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Der kan også henvises til forarbejderne til § 26, stk. 1, nr. 1, hvor det anføres, at ”Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades […]”, jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Endvidere kan der i forhold til klagerens danskkundskaber ikke ses bort fra, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt delvist at anvende tolk, jf. herom også lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Heller ikke klagerens alder og helbredstilstand taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. For så vidt angår klagerens forhold til og ægteskab med en herboende dansk statsborger samt fødslen af ægteparrets søn, bemærkes, at der må lægges vægt på, at de anførte omstændigheder først forelå på et tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen havde indledt i første omgang en inddragelsessag ([sommeren] 2018) og i øvrigt efter, at klageren i [efteråret] 2018 havde været til en samtale med styrelsen, hvor det skulle afklares, om klageren havde opnået sin opholdstilladelse på grund af svig. I forbindelse med samtalen blev klageren orienteret om, at styrelsen havde modtaget nye oplysninger, og at de ”nye oplysninger vedrører, at [initialer] [klageren] muligvis har oplyst urigtigt om sin identitet og asylmotiv”. Hertil kommer, at ægteskabet på nuværende tidspunkt alene har varet ca. 2 år. Endelig må der lægges vægt på, at klageren, der er født i Libanon, har gået i skole til 8. eller 9. klasse i Libanon, at klageren senest har opholdt sig i Libanon i hvert fald fra 2011 og frem til sin udrejse i 2015, hvor han udrejste som 20-årig, at fem af hans søskende er bosat i Libanon, som han dagligt er i kontakt med, og at han taler og forstår arabisk. Klageren har således en væsentlig tilknytning til Libanon. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og isoleret afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Om hensynet til familiens enhed: Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse skal undlades af hensyn til klagerens ægtefælle og barn (hensynet til familiens enhed). I den forbindelse bemærkes, at klagerens ægtefælle og barn må anses for at have et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand, uanset at klageren på grund af den udviste svig ikke på noget tidspunkt har haft lovligt ophold i Danmark, og uanset at familielivet er etableret på et tidspunkt, hvor klageren og ægtefællen var bekendt med, at der var indledt en inddragelsessag vedrørende hans opholdstilladelse, jf. blandt andet forudsætningvist EMD’s dom af 31. juli 2008 i sag nr. 265/07 (Darren Omoregie m.fl. mod Norge) samt dom af 14. februar 2012 i sag nr. 26940/10 (Antwi m.fl. mod Norge).En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse – med den konsekvens, at han vil skulle tvangsudsendes af Danmark til Libanon – vil således indebære et indgreb i klagerens ægtefælles og søns familieliv med klageren, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens ægtefælles og søns privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen klagerens opholdstilladelse har hjemmel i de bestemmelser i udlændingeloven, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse. Endvidere finder Flygtningenævnet, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager et legitimt hensyn som angivet i EMRK artikel 8, stk. 2, hvorved bemærkes, at de nævnte bestemmelser i udlændingeloven blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens ægtefælles og søns rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. I den forbindelse bemærkes, at EMD ved vurderingen af, om det kan kræves, at en udvist (udsendt) udlændings ægtefælle og deres barn skal tage til udlændingens hjemland for dér at udøve deres familieliv skal lægges vægt på følgende, jf. f.eks. EMDs dom af 31. juli 2008 i sag nr. 265/07 (Darren Omoregie m.fl. mod Norge), hvor det i præmis 57 anføres blandt andet: “Factors to be taken into account in this context are the extent to which family life is effectively ruptured, the extent of the ties in the Contracting State, whether there are insurmountable obstacles in the way of the family living in the country of origin of one or more of them and whether there are factors of immigration control (for example, a history of breaches of immigration law) or considerations of public order weighing in favour of exclusion […] Another important consideration is whether family life was created at a time when the persons involved were aware that the immigration status of one of them was such that the persistence of that family life within the host State would from the outset be precarious […] Where this is the case the removal of the non-national family member would be incompatible with Article 8 only in exceptional circumstances […].” Det skal samtidig bemærkes, at EMD har udtalt, at ”the Court will also consider the seriousness of the difficulties which the spouse is likely to encounter in the country of origin, though the mere fact that a person might face certain difficulties in accompanying her or his spouse cannot in itself exclude an expulsion”, jf. præmis 35 i EMDs dom af 11. juli 2002 i sag nr. 56811/00 (Amrollahi mod Danmark). Henset til, at klagerens ægtefælle kort inde i deres forhold af klageren blev oplyst om hans inddragelsessag, og at familielivet således blev etableret på et tidspunkt, hvor de begge var bekendt med inddragelsessagen, er spørgsmålet således, om foreligger sådanne uoverstigelige hindringer for, at klageren og dennes ægtefælle samt søn kan udøve familielivet i Libanon, at der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Flygtningenævnet skal mere generelt bemærke, at der vil foreligge uoverstigelige hindringer blandt andet, hvis klagerens ægtefælle og/eller barn ikke lovligt kan indrejse og opholde sig i klagerens hjemland, hvis der foreligger alvorlige kulturelle hindringer i forbindelse med en flytning til klagerens hjemland, hvis klagerens ægtefælle og/eller barn har særlige psykiske eller fysiske helbredsmæssige udfordringer, eller hvis den sikkerhedsmæssige situation i klagerens hjemland er alvorligt forværret. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at klagerens ægtefælle og søn vil kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvorfor der ikke af denne grund foreligger en uoverstigelig hindring for, at klageren og dennes ægtefælle samt søn kan udøve familielivet i Libanon. Allerede derfor er der ikke tale om ekstraordinære omstændigheder. Endvidere finder Flygtningenævnet heller ikke, at den sikkerhedsmæssige situation i Libanon på nuværende tidspunkt – uanset de kriser af blandt andet økonomisk, finansiel og social karakter, som Libanon har været udsat for – er af en sådan alvorlig karakter, at dette udgør en uoverstigelig hindring for, at klageren og dennes ægtefælle samt søn kan udøve familielivet i Libanon. Allerede derfor er der ikke tale om ekstraordinære omstændigheder i denne henseende. Til støtte for, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, kan der imidlertid peges på, at klagerens ægtefælle og søn er danske statsborgere, at de aldrig har været i Libanon, og at de ikke taler arabisk. Klagerens ægtefælles og søns eneste tilknytning til Libanon er således forholdet til klageren, jf. herved de momenter, som EMD lagde vægt på i præmis 41 i dommen af 11. juli 2002 i sag nr. 56811/00 (Amrollahi mod Danmark), og hvor EMD fandt, at det ville udgøre en krænkelse af retten til at fortsætte med at udøve familielivet, hvis Amrollahi blev udsendt til Iran som følge af en straffedom om udvisning, da det ikke kunne kræves/forventes, at Amrollahis ægtefælle og Amrollahis datter fra et tidligere forhold, skulle flytte til Iran sammen med Amrollahi. Endvidere kan der peges på, at klagerens ægtefælle og søn må forventes at skulle tage ophold i en flygtningelejr. Heroverfor kan der imidlertid peges på, at klagerens ægtefælle og søn vil kunne besøge klageren i Libanon og opholde sig der i perioder, hvis de ikke ønsker at flytte permanent med ham til Libanon, jf. præmis 66 i EMD’s dom af 31. juli 2008 i sag nr. 265/07 (Darren Omoregie m.fl. mod Norge). Hertil kommer, at det må tages i betragtning, at klagerens ægtefælle vil kunne passe sønnen alene i Danmark, idet der ikke foreligger oplysninger om, at sønnen har særlige plejebehov, jf. præmis 99 i EMDs dom af 14. februar 2012 i sag nr. 26940/10 (Antwi m.fl. mod Norge). Der må også lægges vægt på, at klagerens søn på grund af sin alder ([1-2 år]) vil kunne tilpasse sig forholdene i Libanon. Endvidere må der lægges vægt på, at der i en situation som den foreliggende, hvor klageren på intet tidspunkt har haft lovligt ophold i Danmark, og hvor klagerens ægtefælle forud for familielivets etablering var bekendt med inddragelsessagen, er behov for at sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Herudover skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke kan lægges nogen betydelig vægt i proportionalitetsafvejningen på, at klagerens ægtefælle ikke taler arabisk, idet familielivet isoleret set kan videreføres, da klageren og dennes ægtefælle kan kommunikere med hinanden, og at klagerens ægtefælle, ligesom andre personer, der flytter til et andet land, kan lære arabisk. Hertil kommer, at den foreliggende sag adskiller sig fra Amrollahi-sagen blandt andet ved, at klagerens ægtefælle er konverteret til islam, at (sted)datteren i Amrollahi-sagen var betydeligt ældre end klagerens søn, og at forholdene for klagerens ægtefælle i Libanon ikke kan sammenlignes med en ikke-muslimsk kvindes forhold i Iran som i Amrollahi-sagen, der er et konservativt muslimsk land, mens det samme ikke er tilfældet for Libanon. Efter en samlet afvejning af sagens faktiske omstændigheder finder Flygtningenævnet, at der ikke i forhold til klagerens ægtefælle og søn vil foreligge en krænkelse af EMRK artikel 8 eller hensynet til familiens enhed, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Om Danmarks EU-retlige forpligtelser som følge af barnets danske statsborgerskab: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at EU-domstolens dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09 (Zambrano) og dom af 10. maj 2017 i sag C-133/15 (Chavez-Vilchez) samt forholdet til unionsstatsborgerskabsbestemmelsen i TEUF artikel 20 ikke kan føre til en anden vurdering i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse kan nægtes forlænget. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: [Stat/2022/4/Sels]
