stat20222

Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med Alge/2022/2/imbs og Alge/2022/3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror [B]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i [sommeren] 2013 lærte en mand ved navn [C] at kende. De arbejdede i […]forretninger i den samme bygning. Efter omkring seks måneder havde de første gang et seksuelt forhold. [C] sagde, at han ville gifte sig med hende. I 2015 fortalte ansøgerens bror [B], at han havde fundet en mand ved navn [D], som ansøgeren skulle giftes med. Hun drøftede på ny muligheden for ægteskab med [C], der imidlertid oplyste, at hans familie ikke kunne acceptere, at han blev gift med ansøgeren. [I efteråret] 2015 overhørte ansøgeren en samtale mellem [B] og ansøgerens morbrødre, hvor [B] sagde, at ansøgeren skulle giftes med [D]. Han sagde også, at hvis ansøgeren havde et problem, ville han tage hende til lægen, og hvis hun ikke var jomfru, ville han slå hende ihjel offentligt. Ansøgeren besluttede sig samme dag for at flygte. [I efteråret] 2015 tog hun hen til sin veninde [E] og derfra videre til [E’s] veninde [F], der boede i Beirut, hvorefter ansøgeren udrejste af Libanon [i vinteren 2015/2016]. Ansøgeren har i Danmark indgået et ægteskab med en algerisk mand og fået to børn med denne mand. Det ene barn er født, inden parret indgik ægteskab i Danmark. Det er oplyst, at ansøgerens ægtefælle er udrejst af Danmark efter at have fået afslag på asyl. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, hvorfor der skal foretages en vurdering af, om hun er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om hun for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er ansøgeren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse ophører udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, og ansøgeren anses automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre ansøgeren af andre grunde er udelukket mv. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den statsløse palæstinenser enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hun tidligere har været registreret hos UNRWA, og at hun og hendes familie har modtaget støtte fra UNRWA, herunder skolegang, madvarer, økonomisk støtte og lægehjælp. Ansøgeren er allerede af denne grund omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremgår af UNRWAs høringssvar [fra sommeren] 2021, at ansøgeren fortsat er registeret hos UNRWA. Det forhold, at ansøgeren fejlagtigt er registreret som single, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder rapporten ”Palestinian Refugees Acces to registration and UNRWA, documents and entry to Jordan” fra juni 2019, at det i dag er således, at selv om en kvindelig palæstinensisk flygtning bliver gift med en non-refugee, vil den kvindelige palæstinensiske flygtning fortsat have ret til at modtage ydelser. Ansøgerens ægteskab kan således ikke føre til, at det må antages, at ansøgeren ikke længere vil kunne modtage hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker på den baggrund, at det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke har foretaget en fornyet høring hos UNRWA, eller at ansøgeren ikke har været indkaldt til en samtale eller er blevet hørt over høringssvaret [fra sommeren] 2021 fra UNRWA, ikke kan føre til, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på, at ansøgerens advokat forud for mødet i Flygtningenævnet har forholdt sig til høringssvaret og registreringen af ansøgeren hos UNRWA, ligesom ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har haft lejlighed til at udtale sig herom. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 bl.a. følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, automatisk vil være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin bror [B]. Ansøgeren er som følge heraf ikke afskåret fra at vende tilbage på grund af en personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse herom og begrundelsen herfor, som den fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2018/2019], og som der henvises til i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren yderligere har divergeret i sine forklaringer – herunder under møderne i Flygtningenævnet – om hvor ofte hun så [C], hvor mange af hendes morbrødre, der angiveligt var til stede ved hendes brors samtale om ansøgeren, og hvor mange penge hun havde med sig til Beirut. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at ansøgeren vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse ansøgeren er omfattet af, at sikre hende levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at hun ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet hun ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor hun har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Stat/2022/2/imbs