iran202215

Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra Karaj, Iran. Ansøgeren tror på en gud, men bekender sig ikke til en bestemt religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i en demonstration i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren er blevet dømt i forbindelse med deltagelse i demonstrationer og politiske protester i Iran. Ansøgeren udrejste endvidere illegalt af Iran inden domsafsigelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har deltaget i en demonstration, der fandt sted på ansøgerens universitet på en mindedag i den 10. måned 1392 (omregnet til [vinteren] 2013). Ansøgeren råbte slagord, og der var kampe under demonstrationen. Ansøgeren forlod demonstrationen sammen med nogle venner. De tog hjem til en ven. Politiet kom herefter hjem til vennen og stormede boligen. Ansøgeren og hendes venner blev slået og anholdt. Ansøgeren blev herefter ført til politistationen. Hjemmet blev ransaget, og der blev fundet alkohol og andre genstande. Ansøgeren var på politistationen i en uge, og hun blev afhørt i denne periode. En dommer besluttede, at de skulle varetægtsfængsles. Ansøgeren og en veninde blev herefter tilbageholdt i 40 dage. De blev anklaget for at have deltaget i demonstrationer. Der blev kautioneret for ansøgeren. Ansøgeren blev bortvist fra sit universitet. Ansøgeren modtog en dom halvandet år efter, hvor hun blev idømt en bøde på [beløb] tomani, [antal] piskeslag og [antal] års betinget fængsel. Ansøgeren blev pisket af en mandlig fængselsbetjent i en kælder omkring starten af 1394 (omregnet til [foråret] 2015) på samme politistation, som ansøgeren tidligere var blevet ført til. Ansøgeren har ingen ar efter piskeslagene. Ansøgeren er tidligere blevet idømt en bøde for at holde en fest sammen med nogle andre. Ansøgeren blev i forbindelse med denne dom opsøgt omkring tre gange af myndighederne, idet de kontrollede ansøgerens efterlevelse af dommen. Tre år efter hændelsen i 1392 (omregnet til 2013), blev ansøgeren dømt igen i forbindelse med nogle uroligheder under en protest, hvor ansøgeren blev filmet. Ansøgeren var taget til et supermarked ved navn [navn] i Karaj for at handle ind til [begivenhed], da der opstod nogle optøjer på gaden. Dette skete i sommeren i starten af fjerde måned i 1397 (omregnet til [sommeren] 2017). Ansøgeren deltog ikke selv i protesterne. I supermarkedet begyndte folk at deltage i optøjerne ved at ødelægge og brænde genstande. Politiet ankom ude foran supermarkedet og førte et gitter ned, så alle blev lukket inde. Politiet kom på motorcykler og smed granater med tåregas ind i butikken. Ansøgeren kom ud af butikken efter fire timer, idet det lykkedes hende at flygte. Ansøgeren tog herefter en taxa hjem til sine forældre. Ansøgeren var ikke direkte i kontakt med politiet. Ansøgeren blev filmet på butikkens overvågningskamera under hændelsen. Ansøgeren blev to dage efter hændelsen kontaktet af to personer, en kvinde og en mand, da hun var ved at stige ind i sin bil, som holdt ved ansøgerens forældre. Ansøgeren tror, at disse personer var fra efterretningstjenesten, selvom de ikke fortalte, hvor de var fra. Kvinden sagde, at ansøgeren skulle tage med dem. Ansøgeren blev taget med til nogle bygninger med billeder af Khomeini hængende indenfor. Ansøgeren blev afhørt i fire-fem timer. De ville vide hvilken gruppe, ansøgeren tilhørte, og om hun havde planlagt optøjerne. Ansøgeren benægtede at have kendskab til stifterne af optøjerne. Ansøgeren blev anklaget for at lyve og for at invitere folk til at deltage i uroen. Ansøgeren fik efterfølgende lov til at gå. De oplyste hende, at hvis de ringede, skulle hun tage telefonen og møde op på den angivne adresse. Ansøgeren fik endvidere et rejseforbud. De ringede to gange. Første gang var tre dage efter afhøringen. De bad hende møde op på [navn] politistation i Karaj. Ansøgeren blev anklaget for at have deltaget i optøjer og for at have ydet assistance til anti-religiøse grupper. Ansøgeren blev på et tidspunkt bedt om at klæde sig af. Ansøger blev bundet op, og hendes overtøj blev taget af. Afhøreren fik øje på en tatovering på ansøgerens krop, der lignede [motiv]. Ansøgeren benægtede [forhold]. Ansøgeren blev herefter udsat for psykisk tortur, ansøgerens [kropsdel] blev brækket, og hun fik sprøjtet vand på sig. Ansøgeren blev herefter løsladt men fik at vide, at det ville blive værre næste gang. Ansøgeren flygtede fra Iran inden domsafsigelsen i syvende måned i 1397 (omregnet til [efteråret] 2018) sammen med sin daværende kæreste, [K], til Nordiran. Ansøgerens far blev indkaldt tre-fire måneder efter ansøgerens udrejse i 2018. Han blev spurgt til, hvor ansøgeren befandt sig. Der foreligger ingen skriftlig eller officiel indkaldelse. Familien flyttede herefter til en ny adresse. Ansøgeren har fået oplyst af sin søster, at ansøgerens far er blevet indkaldt af efterretningstjenesten, og at ansøgeren har fået en dom. Ansøgeren ved ikke, hvad hun er blevet idømt, idet man skal møde op for at modtage dommen. Ansøgeren har alene modtaget dommene mundtligt. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes daværende kæreste, [K], var ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] engang har været anholdt grundet sin ateisme. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin daværende kæreste [K’s] far, samt det iranske politi, som har været involveret i sagen omkring [K’s] forsvinden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K var udsat for en hændelse], og at han ikke er blevet fundet siden. [K’s] far har indgivet en klage til [myndighed], hvori han påstår, at ansøgeren har slået [K] ihjel. [K’s] far arbejder i den iranske efterretningstjeneste. [K] er efterfølgende blevet eftersøgt af det græske politi. Ansøgeren har modtaget trusler fra svigerfamilien på sin gamle telefon, som ansøgeren ikke længere har. Familien har truet med, at de vil sørge for at hævne [K’s] død. Ansøgerens [familiemedlem] har også modtaget trusler fra svigerfamilien om, at hun vil blive anholdt i lufthavnen i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgerens daværende kæreste [K’s] ekskone. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] var gift, mens de havde et forhold, og at ansøgeren ikke havde kendskab hertil. [K’s] familie har oplyst, at [K] havde en verserende skilsmissesag i retten, som trak ud i tre år. [K] lagde nogle billeder ud på [medie] af ham og ansøgeren, mens skilsmissesagen verserede. Ekskonen indgav en klage, hvori hun anklagede [K] for at have et forhold uden for ægteskabet, hvilket er strafbart efter iransk sharia-lov. Ekskonen fandt ansøgeren på [medie]. Ansøgeren blev indkaldt til familieretten to gange, men mødte ikke op. Første gang var i 1396 (omregnet til [vinteren] 2018). To måneder efter fik hun endnu en indkaldelse. Ansøgeren har modtaget trusler fra ekskonen via sociale medier, mens hun boede i Iran. Efter ansøgeren har lukket sin profil på [medie], har hun ikke modtaget yderligere trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af hendes aktiviteter i Iran, fremstår ikke troværdig, men konstrueret til lejligheden og dermed ikke selvoplevet. Hendes forklaring er således præget af flere divergenser på centrale punkter. Nævnet har ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring også noteret sig, at ansøgeren under den første politiafhøring [i sommeren] 2020 forklarede, at hun og hendes mand flygtede fra Iran, fordi de var kristne, og at afhørtes mand var politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til på hvilket tidspunkt og under hvilke omstændigheder, hun brækkede sin [kropdsdel]. Ansøgeren oplyste således i sit asylansøgningsskema, at hun på rejsen til Europa havde fået dårlige sygdomme: “[lidelse], [lidelse], [lidelse], min [kropdsdel] er brudt og fare for livet og seksuelle farer”. Ansøgeren har imidlertid - ret detaljeret - under nævnsmødet forklaret, at det var under den sidste afhøring forud for udrejsen, at hun fik brækket sin [kropdsdel]. Herom forklarede hun ikke til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 - selv om der er tale om en meget væsentlig og central oplysning - men først til asylsamtalen [i foråret] 2021. Under nævnsmødet har ansøgeren fastholdt, at det var under den sidste afhøring, at hun blev udsat for fysisk og psykisk tortur, hvorunder hun fik brækket sin [kropsdel]. Hun har videre forklaret, at grunden til, at hun skrev, som hun gjorde, i asylansøgningsskemaet, var, at hun var psykisk presset på dette tidspunkt, herunder da hun var [helbredsmæssige forhold]. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, hvem, der førte gitteret ned i det supermarked, hun var på indkøb, og hvor hun blev holdt indespærret. Under nævnsmødet har hun forklaret, at det var forretningens vagt, der kørte gitteret ned. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har hun imidlertid forklaret, at det var politiet, der førte gitteret ned. Ansøgeren har også forklaret divergerende og på flere punkter usammenhængende med hensyn antallet af domme, hun er blevet idømt. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 forklarede ansøgeren således, at hun har fået syv-otte domme. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren imidlertid først, at hun havde fået to domme i form af en bøde og en betinget dom på fire års fængsel. Senere efter forehold af hendes forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] om, at hun har fået syv-otte domme, forklarede ansøgeren derefter, at den betingede dom på fire års fængsel var hendes tredje dom. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der ikke var tale om syv-otte domme, men syv-otte klager, som hun forklarede om til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har imidlertid ikke for nævnet kunne give en mere konkret forklaring på, hvorledes hun kommer frem til syv-otte klager mod hende. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at myndighederne under hendes ophold i det nordlige Iran kort før hendes udrejse, skulle have henvendt sig telefonisk to gange til henholdsvis hendes mor og far med opfordring til, at hun skulle melde sig hos myndighederne. Herom har ansøgeren ikke tidligere forklaret. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en privat konflikt med [K’s] familie. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at beskeden fra [K’s] mor fra formentlig 2019 eller 2020 snarere må anses for at have karakter af en bebrejdelse for [K’s] død – og ikke en trussel på ansøgerens liv eller helbred. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der via [medie] er fremkommet en besked fra profilen ”[profilnavn]”, da det alene beror på ansøgerens formodning, at beskeden stammer fra [K’s] familie, og beskeden findes derfor ikke at kunne tillægges nogen bevismæssig betydning. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med [K’s] ægtefælle eller med den iranske familieret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren med [K’s] families accept i en længere periode har boet sammen med [K], at [K] efter det oplyste havde været separeret i årevis fra sin ekskone, og at den eneste grund til, at han og ekskonen ikke var endelig skilt, var en civilretlig konflikt vedrørende betaling af medgift. De generelle forhold i Iran er heller ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er i en asylbegrundende situation, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Iran/2022/15/anfi