Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke i Bulgarien har opnået den nødvendige beskyttelse, ikke kunne tilgå basal hjælp fra myndighederne, og da klageren er særlig sårbar og derfor vil ende på gaden, hvor han skal klare sig selv. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren i 2015 blev meddelt konventionsstatus i Bulgarien, og at hans bulgarske konventionspas og opholdskort er gyldigt frem til 15. juli 2026. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014 vedrørende udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der, som medlem af EU, er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Nævnet finder ligeledes, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale som sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Bulgaria, 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere. De har ligeledes samme adgang til lægebehandling, og dermed også samme udfordringer som bulgarske statsborgere på baggrund af de generelle forringelser i sundhedssystemet. Endvidere har flygtninge i Bulgarien adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser, inklusive arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer. Flygtningenævnet skal bemærke, at den omstændighed, at klageren ikke mener, at han har mulighed for at få hjælp til bolig, sociale ydelser, sprogundervisning og lægebehandling med henvisning til hans tidligere oplevelser, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de oplysninger, som klageren har afgivet til oplysnings- og motivsamtalen om disse forhold. Han har blandt andet oplyst, at han ikke har søgt om sociale ydelser, fordi han mener, at man ikke kan modtage sådanne, når man har en opholdstilladelse, og fordi han forsørgede sig selv ved hjælp af lidt [en type arbejde] og penge fra sin søster og ven. Han har derudover oplyst, at han ikke har søgt om et arbejde, fordi han ikke kan sproget. Videre har han oplyst, at han ikke har opsøgt sprogundervisning efter overførslen fra [andet Dublin-land], fordi det er et svært sprog, og Bulgarien ikke er hans land. Klageren har endelig oplyst, at han ikke opsøgte en læge, da han var forkølet, idet man skal betale for at komme til læge. Derudover har nævnet lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at de bulgarske myndigheder tilbød ham sprogundervisning, da han fik opholdstilladelse, som han valgte at afslå, og at de bulgarske myndigheder udstedte nye dokumenter til ham, efter at disse var blevet stjålet fra ham på gaden, efter han var kommet fra [andet Dublin-land]. I relation til bolig, bemærkes det, at klageren netop har fået udstedt og er i besiddelse af ID-dokumenter, nemlig et gyldigt konventionspas og opholdskort, som ifølge baggrundsoplysningerne er en betingelse for at indgå en lejekontakt på en bolig. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at klageren, herunder efter han vendte tilbage til Bulgarien fra [andet Dublin-land], ikke selv aktivt har opsøgt hjælp til bolig, ydelser, sprogundervisning og lægebehandling, og at de bulgarske myndigheder i øvrigt har udvist vilje og evne til at hjælpe ham, herunder når han har henvendt sig til myndighederne. I forhold til klagerens frygt for en gruppe [angivet ved nationalitet], der opholder sig i Bulgarien, skal Flygtningenævnet henvise klageren til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse, såfremt han måtte have behov herfor. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: §29b-Bulg/2022/1/DH
