Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigshandlingerne, herunder at blive slået ihjel eller tilbageholdt. Klageren henviste til støtte herfor til, at hendes ægtefælle blev slået ihjel [nogle] år forinden, efter at være blevet tilbageholdt og udsat for tortur af det syriske regime. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at hun og hendes sønner bliver tilbageholdt og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes forældres bopæl, hvor klageren forud for udrejsen boede, blev opsøgt ofte, og at en person ved den ene hændelse rettede et gevær mod klagerens hoved, og at pågældende truede med at slå hende og hendes børn ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at hendes afdøde ægtefælles forældre er blevet opsøgt siden klagerens udrejse, og at de efterspørger klagerens sønner. Klageren har ydermere henvist til, at hendes svigerinde blev anholdt af de syriske myndigheder, og at hendes ægtefælle ligeledes var blevet slået ihjel, på samme vis som klagerens ægtefælle. Klageren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at hendes søn, [A’s], helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter, at det falder under anvendelsesområdet for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn lider af [en sjælden sygdom] som indebærer en risiko for [..] blindhed og [..] anfald. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter Flygtningenævnets afgørelse af 14. april 2021 om, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2021, at klageren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2015 og har således opholdt sig her i landet i omkring seks et halvt år. Klager har to herboende mindreårige børn på nu [12-15] år og [10-12] år, som er omfattet af den påklagede afgørelse. Herudover bor klagerens forældre og [øvrig familie] i Danmark. Klageren er i gang med at tage 9. klasse, men har indstillet sin uddannelse, da hendes opholdstilladelse blev nægtet forlænget. Hun har ikke haft ordinært arbejde under sit ophold i Danmark. Hun taler dansk i et vist omfang, men mødet i Flygtningenævnet er gennemført med tolkebistand. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse, da hun var [i slutningen af 20’erne]. Hun har forsat sin søster med familie og andre fjernere slægtninge i Damaskus. [B] var [5-8] år ved indrejsen i Danmark og er nu [12-15] år gammel. Han har gået i institution og almindelig folkeskole, og han går nu i [udskoling]. Han spiller fodbold flere gange ugentligt og har kammerater, han omgås. Han taler og skriver dansk. Han har alene gået i [indskoling] i Syrien og taler arabisk, men kan ikke skrive eller læse arabisk. Han fremstod for nævnet som velintegreret i det danske samfund, herunder med hensyn til beherskelse af det danske sprog. Han bor med sin mor og bror i Danmark, og han har ikke nær familie i Syrien. [A] var [tre til fem] år ved indrejsen i Danmark og er nu [10-12] år gammel. Han har gået i institution og almindelig folkeskole, og han går nu i [mellemtrin]. Han taler og skriver dansk. Han har ikke gået i skole i Syrien. Han taler arabisk, men kan ikke skrive eller læse arabisk. Han fremstod for nævnet som fuldt integreret i det danske samfund, herunder med hensyn til beherskelse af det danske sprog. Han bor med sin mor og bror i Danmark, og han har ikke nær familie i Syrien. Han lider af [en sjælden sygdom], som han modtager behandling for, og som led i behandlingen går han jævnligt til kontrol. Henset til varigheden af klagernes ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagernes forhold til sønnerne [B] og [A] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klager og hendes forældre og [øvrige familie i Danmark], finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem dem. Forholdet mellem klageren og hendes forældre og søster findes derfor at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd, idet udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en meget stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagernes ophold i Danmark, samt det forhold, at hun ikke har haft ordinært arbejde eller afsluttet en uddannelse under sit ophold i Danmark. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at børnene [B] og [A], der nu er [12-15] år og [10-12] år gamle, har tilbragt en væsentlig af de formative år af deres barndom og ungdom i Danmark, og at de i seks et halvt år har gået i skole og daginstitution i Danmark. Efter det oplyste klarer de sig godt i skolen. [B] spiller fodbold i den lokale fodboldklub, har danske venner og taler dansk. Børnene fremstår på alle måder velintegrerede i det danske samfund. Heroverfor står, at [B] har [haft begrænset skolegang i] Syrien, mens [A] ikke har gået i skole i Syrien. De taler sproget i hjemlandet, man kan hverken læse eller skrive arabisk. De har ingen nær familie i Syrien. Børnenes bånd til Syrien derfor er svage. Klager født i Syrien, hvor hun har haft sin opvækst og skolegang, hun taler arabisk og har familie i hjemlandet. Klagerens bånd til Syrien derfor er relativt stærke. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse at virke særdeles indgribende i klagerens og navnlig hendes børns, [B’s] og [A’s], ret til respekt for privatliv og familieliv, da en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil have den konsekvens, at børnene skal afslutte deres nuværende tilværelse i Danmark. Over for disse tungtvejende hensyn til klagerens børns fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges mindre vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren og hendes medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. ” Løbenummer: Syri/2022/66/mima
