Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et barn med en herboende person, som er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at klagerens barn har en særlig tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren er religiøst viet og har fået et barn med en person, der har haft opholdstilladelse i Danmark i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og klagerens partner ikke er viet efter dansk ret, men at de er religiøst viet, og at de dermed er ugifte partnere i et fast forhold. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har oplyst til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 20/21], at hun opholdt sig i [EU-land A] med sin partner, og at det fremgår af anmodningerne fra [myndighederne i EU-land B og de] franske myndigheder, at klagerens ægtefælle har været sammen med klageren i henholdsvis [EU-land B] og Frankrig. Flygtningenævnet bemærker, at familien ikke eksisterede i hjemlandet, hvorfor klagerens partner ikke er omfattet af definitionen af et familiemedlem i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det fremgår imidlertid af forordningens artikel 9, at hvis klageren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Det fremgår af sagen, at klagerens partner har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at opholdstilladelsen er udløbet, og at han har en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, hvorfor artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om ej bortfald i klagerens partners sag, vil klageren kunne søge om genoptagelse af sin sag. For så vidt angår det forhold, at klageren har fået et barn med en person, der har haft opholdstilladelse i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at barnets far ikke længere har gyldig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor familielivet ikke vil kunne udleves i Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af sagens akter, at barnets far har opholdt sig sammen med klageren og barnet i henholdsvis [EU-land A], [EU-land B] og Frankrig siden barnets fødsel i 2019, hvorfor barnet ikke har nogen tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren blev gravid i [EU-land A] på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark eller nogen berettiget forventning om at opnå dette, idet klageren havde modtaget endeligt afslag på asyl [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Fran/2022/2/EDO
