Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og hendes medfølgende barn, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Sagen er sambehandlet med syri/2022/81 og syri/2022/83. Indrejst i 2019 og 2016.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har oplyst, at hun har støttet oprørerne i Syrien gennem medicinsk nødhjælp, og at hun har været politisk aktiv på sociale medier, idet hun har delt flere opslag med politisk indhold. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2018/2019] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hun i forbindelse med urolighederne i [by] bistod med førstehjælp i tre dage i 2013. Hun oplyste i den forbindelse, at hun var efterlyst af de syriske myndigheder. Hun oplyste også, at hun havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder i et år omkring 2015, hvor hun var frihedsberøvet i forskellige fængsler og udsat for tortur. Hun blev senere løsladt og fik at vide, at hun skulle fortælle folk, at hun var blevet behandlet med respekt. Under den oprindelige asylsag kunne Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om hendes individuelle konflikt med de syriske myndigheder til grund. Udlændingestyrelsen meddelte derfor klageren opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, under henvisning til, at personer der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder, da hun har udført førstehjælpsarbejde i Syrien. Hun har herudover som asylmotiv henvist til, at hun, forud for sin fængsling i 2015, har udført førstehjælpsarbejde i [by], og at hun sammen med en gruppe på hospitalet i [by] har hjulpet med økonomisk støtte til medicinsk udstyr til oprørene i Homs. Derudover har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været politisk aktiv i Danmark ved at dele regeringskritiske opslag på sociale medier. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun har delt og kommenteret på flere opslag vedrørende de syriske myndigheders overgreb på civilbefolkningen. Hun har ligeledes delt flere opslag vedrørende Cesar-afsløringen, som vedrører en højtstående syrisk officer, der har afsløret, hvordan de syriske myndigheder behandler sine fanger. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af sin søn, [A’s], politiske aktiviteter. Til støtte herfor har hun oplyst, at [A] har været politisk aktiv, herunder deltaget i en demonstration i Danmark samt deltaget i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik. Yderligere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes tidligere ægtefælle, [B], politiske aktiviteter. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har deltaget i demonstrationer imod de syriske myndigheder, og at de syriske myndigheder har opsøgt klageren flere gange på bopælen frem til hendes udrejse, hvor de har efterspurgt den tidligere ægtefælle. Ydermere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af sin mindreårige datter frygter, at de vil voldtage hende, enten fordi klageren selv er efterlyst, eller på grund af den generelle situation for kvinder i Syrien. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien, og at hun hverken har bolig eller netværk i Syrien. Klageren har nedlagt en subsidiær påstand om udsættelse med henblik på torturundersøgelse. Hun har endelig nedlagt en mere subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til [by], Rif Damaskus, hvor hun har boet siden hun i 1996 blev gift og frem til klagerens udrejse i 2017, kun afbrudt af et ophold på cirka 1 ½ år i [by] omkring 2011-2012. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller private. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hun er efterlyst af de syriske myndigheder, fordi hun i 2015 i et år har været fængslet og herunder har været udsat for tortur, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Det bemærkes herved, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om hendes asylmotiv, og først under nævnsmødet har hun forklaret, at hun blev idømt en fængselsstraf af flere måneders varighed af en syrisk domstol. Hendes forklaring om, at hun blev tilbageholdt ved en militær kontrolpost, da hun var alene, er endvidere i direkte modstrid med datteren, [C’s] forklaring under hendes oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2018 om, at klageren blev kidnappet under husransagninger cirka kl 22, hvor 6 soldater trængte ind i deres hjem og tog klageren med. Dertil kommer, at efter klagerens egne oplysninger fløj hun fra Damaskus lufthavn til Qamishli ved forevisning af hendes eget nationalitetspas, hvor hun på intet tidspunkt blev tilbageholdt eller anholdt af de syriske myndigheder i lufthavnen. Klagerens asylmotiv om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi hun har været del af en gruppe førstehjælpsarbejdere, som inden 2015 bidrog økonomisk til at sende medicinsk udstyr til oprørerne i Homs, fremstår ligeledes konstrueret til lejligheden, og kan ikke lægges til grund. Det bemærkes herved, at der er tale om en udbyggende forklaring i forhold til klagerens oplysninger i forbindelse med hendes oprindelige asylsag. Angående klagerens asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes eksmands deltagelse i demonstrationer og opsøgning af klageren i den forbindelse fra myndighedernes side, kan klagerens forklaring heller ikke lægges til grund, hvorved henvises til Flygtningenævnets tilsidesættelse af eksmandens forklaring for nævnet i forbindelse med behandlingen af hans sag. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hendes sønner, [D] og [A], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hendes to sønner eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Med hensyn til klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes deling af regeringskritiske opslag på de sociale medier, idet hun har delt og kommenteret på flere opslag om de syriske myndigheders overgreb på civilbefolkningen, herunder har delt flere opslag vedrørende ”Cesar-afsløringen” om de syriske myndigheders behandling af fanger, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at dette er asylbegrundende. Herved lægger Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at klageren har forklaret, at hendes nuværende [profil på sociale medier, X], dels ikke er oprettet i klagerens eget navn, dels at det er en lukket profil, samt at hendes tidligere [profil på sociale medier, X], heller ikke var oprettet i klagerens eget navn. Det fremstår desuden helt udokumenteret, at klageren skulle have modtaget trusler i anledning af opslag og delinger, og klagerens forklaring herom findes ikke troværdig. Med hensyn til artiklen i dagbladet [X] er der tale om en generel artikel om EU’s ydre grænse og behandlingen af asylsøgere her med dette som fokus. Klageren udtaler ikke i artiklen kritik af de syriske myndigheder, men udtaler sig alene om, at hun har afsonet en fængselsstraf, fordi hun “er [x] og hjalp sårede oprørere i omegnen af Damaskus”. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes søn, [A] politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens [socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Med hensyn til påstanden om udsættelse af sagen med henblik på gennemførelse af en torturundersøgelse af klageren finder nævnet ikke, at der er noget grundlag herfor, jf. herunder ovenfor, hvor nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om fængsling og tortur til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Klageren har ikke andre konflikter i Syrien, herunder med kriminelle, politiske eller religiøse organisationer eller grupper eller andre, Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [over 30 år], indrejste i Danmark [i foråret] 2019 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 3 år. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2017, da hun var [over 30 år] gammel. Hun har i Syrien gået i skole i 9 år og har været i praktik på et hospital i Syrien [i en kortere periode]. Hun har bestået danskprøve 1 modul 1. Hun har ikke arbejde og har heller ikke påbegyndt eller afsluttet en uddannelse i Danmark. Hun har ikke nogen fritidsinteresser i Danmark. Hun har sin eksmand i Danmark. Klagernes umyndige datter, [E], der er [12-18 år] gammel, bor også i Danmark. Hun bor hos klageren, der har bopælen og forældremyndigheden over hende alene. [E] var [7-11 år] ved indrejsen til Danmark i [foråret] 2016, hvor hun blev familiesammenført med klagerens eksmand. [E] har et ikke nærmere fastsat samvær med klagerens eksmand. Hun har gået i [indskoling, mellemskoling og udskoling] i skole i Danmark. Hun arbejder [flere timer] om ugen i køkkenet hos [X] og i [en butik] som pakker [flere timer] ugentligt. Hun går nu i [udskoling] på [X] med [flere timers sport] og går til [en sportsgren]. Klageren har også sin myndige datter, [C], der er [mellem 22-28 år gammel], som bor på selvstændig bopæl i Danmark. [C] var [18-24 år gammel] ved udrejsen af Syrien. Herudover har hun sine 2 myndige sønner, [A] og [D], der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [A] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han er i den militærpligtige alder. [A] har netop fået et barn. [D] har for kort tid siden søgt asyl i Danmark. Klageren er på et ukendt tidspunkt blevet religiøst viet til en ny ægtefælle, der nu opholder sig [i udlandet]. Hun har sine 3 brødre, 2 af sine søstre samt sine forældre i Libanon. Derudover har hun en søster i Ægypten. Hun lider af [en psykisk lidelse] og har fået behandling på et hospital [i Jylland]. Som en del af behandlingen går hun på et kreativt værksted, hvor hun går til læge [ugentligt]. Hun lider endvidere af dårlig hukommelse. Hun tager [x] medicin. Henset til varigheden af klagernes ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes og hendes umyndige datters ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til sine myndige børn, [A, C og D], der alle bor på selvstændig bopæl, ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der ses heller ikke omstændigheder af et afhængighedsforhold mellem de myndige børn og klageren. Forholdet mellem klageren, sønnerne, barnebarnet og hendes myndige datter, findes derimod at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hendes umyndige datter, der bor hos hende, og som hun har forældremyndigheden over, finder Flygtningenævnet, at der er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Nævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og at hun ikke i Danmark har arbejde eller har påbegyndt eller færdiggjort en uddannelse. Heroverfor står klageren stærke tilknytning til Syrien, hvor hun har boet i [35-41 år], ligesom hun taler hjemlandets sprog. Klagernes bånd til Syrien derfor er stærke. Nævnet lægger imidlertid betydelig vægt på, at klagerens umyndige datter, [E], har tilbragt en betydelig del af sine formative år i Danmark, fra hun har været [7-12 år] til nu, hvor hun er [13-17 år]. Det fremgår blandt andet af Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 29:”… Børns selvstændige tilknytning. For flygtningebørnefamilier vil et ophold her i landet af en vis varighed alt andet lige betyde, at barnet i kraft af et børneliv i Danmark med alt, hvad dertil hører, herunder skolegang, god og grundig læring af det danske sprog, deltagelse i fritidsaktiviteter, knytning af kammeratskaber etc., opnår en vis tilknytning her til landet. Praksis viser, at et barns erhvervede tilknytning i kraft af et børneliv her i landet i visse sager i sig selv kan tale for, at en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende for barnet – med den konsekvens, at de resterende familiemedlemmer i kraft heraf får lov til fortsat at blive i Danmark, selvom det klare udgangspunkt er, at deres opholdstilladelser er af midlertidig karakter, og at disse opholdstilladelser isoleret set kunne inddrages. I praksis tillægges barnets alder væsentlig betydning. Hvis barnet f.eks. har opholdt sig her i landet fra sit 1. til 5. leveår, har gået i en dansk daginstitution og kun kan tale dansk lægges der i almindelighed ikke vægt på barnets tilknytning til Danmark. Det lægges der ikke op til at ændre på med dette lovforslag for så vidt angår andre børn end flygtningebørn og børn, der er familiesammenført til flygtninge. Det er imidlertid ministeriets vurdering, at hensynet til flygtningebørn og børn familiesammenført til en flygtnings selvstændige tilknytning til Danmark kan vurderes anderledes, end tilfældet er i dag. I forhold til børns selvstændige tilknytning har EMD således i sagen Salija mod Schweiz vurderet, at to børn, der var 4-5 og 8-9 år gamle, og som gik i børnehave og skole, let kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur (var i en ”adaptable age”), hvilket havde betydning for alvorligheden af de vanskeligheder, som barnet med sandsynlighed ville blive mødt med. På den baggrund vurderes det, at der, i al fald indtil barnet fylder 8 år, kan lægges yderligere vægt på, at barnet let vil kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur med den konsekvens, at barnet som udgangspunkt ikke kan anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, før barnet fylder 8 år. Det vil betyde, at den tilknytning, som barnet har opnået til Danmark i en situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i udgangspunktet skal indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse af opholdstilladelsen for barnet og medlemmerne af barnets familie. Det bemærkes i den forbindelse, at den ændrede vægt på barnets tilknytning i disse situationer ikke ændrer på, at der kan være andre forhold, f.eks. handikap eller helbredstilstand, som fortsat vil skulle inddrages som en del af vurderingen. Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark.…” Da [E] har haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark med lidt over [5-7 års] skolegang, ligesom hun taler flydende dansk, har fritidsarbejde og fritidsinteresse, ligesom hun i øvrigt fremstår velintegreret, findes hun at have opnået en væsentlig selvstændig tilknytning til det danske samfund. Under disse omstændigheder findes det at stride mod Danmarks internationale forpligtigelser i henhold til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, såfremt [E’s] opholdstilladelse nægtes forlænget. Under hensyn til [E’s] ret til et familieliv vil det derfor også stride mod Danmarks internationale forpligtigelser, såfremt klagerens opholdstilladelser nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022], således at klageren og hendes datter [E] har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Syri 2022/82/ehd
