Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med syri/2022/82 og syri/2022/83. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har i forbindelse med sin sag om inddragelse af opholdstilladelse oplyst, at han har været politisk aktiv ved at have arrangeret og deltaget i en række demonstrationer i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, da Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse af opholdstilladelse henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder på baggrund af sin deltagelse i demonstrationer i Syrien i 2011-2012. Han har til støtte herfor oplyst, at han har været medarrangør og deltager i demonstrationer i [by] og [by] i 2011-2012, og at myndighederne i den forbindelse har opsøgt hans bopæl for at lede efter ham, hvorefter hans børn blev truet. Derudover har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter konsekvenser for sig selv som følge af sine sønners militærunddragelse. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans sønner, [A] og [B], vil blive indkaldt til militæret, og at han selv vil blive indkaldt til militæret. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til [by], Rif Damaskus, hvor han har boet, siden han var 10 år gammel og frem til 2011. Nævnet lægger herved vægt på klagerens egen forklaring herom under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 samt klagerens fraskilte ægtefælles forklaring om, at hun flyttede sammen med klageren i [by], da de blev gift i 1996, og boede der, indtil borgerkrigen udbrød. Endelig lægger nævnet vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 forklarede, at han ved udrejsen fra Syrien i 2013 rejste fra hjemadressen i [by], hvorfra han blev kørt af en mand, der bragte ham til Damaskus Lufthavn. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller private. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har været medarrangør og deltaget i demonstrationer i Syrien i 2011-2012, at myndighederne i [efteråret] 2014, efter hans udrejse af Syrien, har opsøgt hans bopæl med henblik på at lede efter ham i den forbindelse, og at hans børn herunder blev truet, samt klagerens forklaring på nævnsmødet om, at han cirka 10 dage forinden sin udrejse af Syrien blev kontaktet af en person, der samarbejdede med efterretningstjenesten, der oplyste, at ”at han var i fare”, kan ikke lægges til grund. Forklaringerne er dels udbyggende, dels fremstår de konstrueret til lejligheden og ikke troværdige. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 ikke oplyste noget herom, men tværtimod oplyste, at han forlod Syrien, fordi der er krig i landet, at hvis ikke der var krig i landet, ville han ikke være rejst, at han ikke har yderligere konflikter, end de konflikter, han har oplyst om, at han på intet tidspunkt har haft problemer eller konflikter med de syriske myndigheder, og at han ikke er blevet kontaktet af sikkerhedstjenesten eller andre myndigheder. Dertil kommer, at klageren udrejste af Syrien ved forevisning af sit eget originale pas og Id-kort, at han havde udrejsetilladelse fra myndighederne, og at han ikke havde nogen problemer med at komme igennem paskontrollen i lufthavnen i forbindelse med sin udrejse. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens sønner, [A] og [B], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hans to sønner eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, da er udrejst illegalt af Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at han betalte bestikkelse i forbindelse med udrejsen gennem Damaskus Lufthavn. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han er udrejst på sit eget originale pas og havde udrejsetilladelse og havde ikke nogen problemer med at komme igennem paskontrollen i lufthavnen, fordi han havde udrejsetilladelsen. Klageren oplyste under denne samtale tillige, at han betalte 200 syriske lira, hvilket var til frimærker i forbindelse med udrejsen. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at han frygter de syriske myndigheder som følge af hans søn, [A’s] politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [nationalitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens tidligere ægtefælles [et socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [mellem 50-60 år], indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i landet i 7 1/2 år. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole i 6 år og har arbejdet som [beskæftigelse]. Han boede i Syrien indtil sin udrejse, da han var [mellem 44-52] år gammel. Han kan ikke tale, læse eller skrive dansk og har ikke afsluttet en uddannelse i Danmark eller haft et arbejde. I [en kort periode] har han været i praktik i kommunalt regi. Han har ikke nogen fritidsinteresser i Danmark. Han har [en række helbredsproblemer]. Han har sin tidligere ægtefælle, som han blev skilt fra i [et årstal], boende i Danmark. Klagernes umyndige datter, [C], der er [13-16] år gammel, bor også i Danmark. Hun er fortsat hjemmeboende og bor hos klagerens tidligere ægtefælle, der har bopælen og forældremyndigheden over hende alene. C] var [7-12] år ved indrejsen til Danmark i [foråret] 2016, hvor hun blev familiesammenført med klageren. Hun har et ikke nærmere fastsat samvær med klageren. Hun har gået i [flere klasser i indskoling, mellemskoling og udskoling i en skole] i Danmark. Klageren har også sin myndige datter, [D], der er [20-30] år gammel, der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [D] var [17-25] år gammel ved udrejsen af Syrien. Herudover har han sine 2 myndige sønner, [A] og [B], der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [B] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da de er i den militærpligtige alder. [A] har netop fået et barn. [B] har for kort tid siden søgt asyl i Danmark. Klageren har herudover sin fætter i Danmark, en bror i henholdsvis Tyrkiet og i Tyskland samt [flere søskende] i Libanon. Derudover har han en onkel og hans familie i Sverige og [flere fætre og kusiner] i Tyskland. Han har ikke nogen familiemedlemmer i Syrien. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om inddragelse af hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til sine myndige børn, [A, B og D], og det nyfødte barnebarn, der alle bor på selvstændig bopæl, ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der ses heller ikke omstændigheder af et afhængighedsforhold mellem de myndige børn og klageren. Forholdet mellem klageren, sønnerne, barnebarnet og hans myndige datter, findes derimod at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans umyndige datter, som han har samvær med, finder Flygtningenævnet, at der er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og at han i Danmark hverken har arbejde eller har færdiggjort en uddannelse. Han taler og skriver heller ikke dansk og har ikke deltaget i eller bestået nogen danskprøver. Heroverfor står klageren stærke tilknytning til Syrien, hvor han har boet i [42-53 år], ligesom han taler hjemlandets sprog. Klagernes bånd til Syrien er derfor stærke. Nævnet lægger imidlertid betydelig vægt på, at klagerens umyndige datter, [C], har tilbragt en betydelig del af sine formative år i Danmark, fra hun har været [5-9 år] til nu, hvor hun er [11-15 år]. Det fremgår blandt andet af Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 29:”…Børns selvstændige tilknytning. For flygtningebørnefamilier vil et ophold her i landet af en vis varighed alt andet lige betyde, at barnet i kraft af et børneliv i Danmark med alt, hvad dertil hører, herunder skolegang, god og grundig læring af det danske sprog, deltagelse i fritidsaktiviteter, knytning af kammeratskaber etc., opnår en vis tilknytning her til landet... Praksis viser, at et barns erhvervede tilknytning i kraft af et børneliv her i landet i visse sager i sig selv kan tale for, at en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende for barnet – med den konsekvens, at de resterende familiemedlemmer i kraft heraf får lov til fortsat at blive i Danmark, selvom det klare udgangspunkt er, at deres opholdstilladelser er af midlertidig karakter, og at disse opholdstilladelser isoleret set kunne inddrages… I praksis tillægges barnets alder væsentlig betydning. Hvis barnet f.eks. har opholdt sig her i landet fra sit 1. til 5. leveår, har gået i en dansk daginstitution og kun kan tale dansk lægges der i almindelighed ikke vægt på barnets tilknytning til Danmark. Det lægges der ikke op til at ændre på med dette lovforslag for så vidt angår andre børn end flygtningebørn og børn, der er familiesammenført til flygtninge… Det er imidlertid ministeriets vurdering, at hensynet til flygtningebørn og børn familiesammenført til en flygtnings selvstændige tilknytning til Danmark kan vurderes anderledes, end tilfældet er i dag… I forhold til børns selvstændige tilknytning har EMD således i sagen Salija mod Schweiz vurderet, at to børn, der var 4-5 og 8-9 år gamle, og som gik i børnehave og skole, let kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur (var i en ”adaptable age”), hvilket havde betydning for alvorligheden af de vanskeligheder, som barnet med sandsynlighed ville blive mødt med… På den baggrund vurderes det, at der, i al fald indtil barnet fylder 8 år, kan lægges yderligere vægt på, at barnet let vil kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur med den konsekvens, at barnet som udgangspunkt ikke kan anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, før barnet fylder 8 år. Det vil betyde, at den tilknytning, som barnet har opnået til Danmark i en situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i udgangspunktet skal indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse af opholdstilladelsen for barnet og medlemmerne af barnets familie. Det bemærkes i den forbindelse, at den ændrede vægt på barnets tilknytning i disse situationer ikke ændrer på, at der kan være andre forhold, f.eks. handikap eller helbredstilstand, som fortsat vil skulle inddrages som en del af vurderingen… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark...” Da [C] har haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark med lidt over [5-7 års] skolegang, ligesom hun taler flydende dansk, har fritidsarbejde og fritidsinteresse, ligesom hun i øvrigt fremstår velintegreret, findes hun at have opnået en væsentlig selvstændig tilknytning til det danske samfund. Under disse omstændigheder findes det at stride mod Danmarks internationale forpligtigelser i henhold til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, såfremt [C’s] opholdstilladelse nægtes forlænget. Under hensyn til [C’s] ret til et familieliv vil det derfor også stride mod Danmarks internationale forpligtigelser, såfremt klagerens opholdstilladelse inddrages. På den baggrund findes en inddragelse af klagerens opholdstilladelse at virke særligt indgribende i klagerens og datterens ret til respekt for familieliv. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022], således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2022/81/ehd
