Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1997.Klageren er etnisk kosovo-albaner og muslim fra [By], Kosovo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [foråret] 2005 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygtede at blive likvideret af borgerne i [By], der vidste, at hans far havde været formand for [politisk parti]. Udlændingestyrelsen har den [efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygter, at Kosovos Befrielseshær (UCK) vil slå ham og hans familie ihjel på grund af hans afdøde fars politiske aktiviteter i Kosovo for [politisk parti] i perioden [perioden]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far blandt andet var formand for det [politiske parti]. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygter, at politiet i Kosovo vil dræbe ham. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Kosovo, som omhandlede frihed og uafhængighed og i den forbindelse blevet tilbageholdt af politiet og udsat for vold på en politistation. Om klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede Om retsgrundlaget på området skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden forud for den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, var den, at en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, blev meddelt ”med mulighed for varigt ophold”. Denne retstilstand blev ændret med den nævnte lovændring, således at en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, (nu) meddeles ”med henblik på midlertidigt ophold”. Det følger af den nævnte lovændrings ikrafttrædelsesbestemmelse (§ 14, stk. 7), at ”Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, som affattet ved denne lov […] har virkning fra den 1. juli 2019 for udlændinge, der allerede er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden”. Dette indebærer, at også opholdstilladelser efter § 7, stk. 1 og 2, der er meddelt tidligere, er meddelt ”med henblik på midlertidigt ophold”. Det fremgår af sagen, at klageren den [efteråret] 2005 er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, med henvisning til klagerens nu afdøde fars politiske konflikter i Kosovo. I opholdstilladelsen var det anført, at ”Opholdstilladelsen er givet med mulighed for varigt ophold, og gælder til den [vinteren] 2008”. Flygtningenævnet kan af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse af [efteråret] 2021, tiltræde, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af klagerens afdøde fars politiske aktiviteter og dertil hørende konflikter. Det samme gælder klagerens forklaring om, at han i Kosovo har deltaget i demonstrationer og i den forbindelse blev tilbageholdt af politiet og udsat for vold på en politistation. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at grundlaget for den opholdstilladelse, som klageren blev meddelt den [foråret] 2005, ikke længere er til stede, hvorfor det isoleret set er i overensstemmelse med udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at nægte af forlænge klagerens opholdstilladelse. Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (retsgrundlaget) Da Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 7 ikke kan begrunde, at det nægtes at forlænge klagerens opholdstilladelse, skal nævnet herefter vurdere navnlig, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Om retsgrundlaget vedrørende nægtelse af forlængelse af en flygtnings opholdstilladelse skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden på området med den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, er den, at udlændingelovens § 26, stk. 1, eller § 19 a ikke finder anvendelse på afgørelser om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt flygtninge, jf. pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019. Endvidere kan der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), i det nævnte lovforslag. Af lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 fremgår dog samtidig af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), at ”Ved en nægtelse af forlængelse skal Udlændingemyndighederne dog fortsat vurdere, om udlændingen som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal have ret til ophold i Danmark”, og at denne vurdering skal foretages under inddragelse af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf. det nævnte lovforslags pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger. I l lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 er der vedrørende Danmarks internationale forpligtelser mere generelt anført følgende i de almindelige bemærkninger:”2.3.2.1. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser Som anført ovenfor er inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge undergivet den begrænsning, at inddragelse og nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I praksis er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særligt relevant.[…]2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention[…] Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.[…] 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold […] Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse.” Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (vurdering) Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i den påklagede afgørelse om, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, at dette indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Kosovo). Flygtningenævnet kan herefter pege på følgende forhold, der taler imod, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren]1997, hvor han var [24-26] år, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at han i Kosovo har gået i folkeskole. Klageren har således opholdt sig i Kosovo under sine formative år. Hertil kommer, at klageren først i [efteråret] 2005 fik lovligt ophold i Danmark, idet klageren inden da alene havde processuelt ophold. I kraft af sin fødsel og opvækst i Kosovo må klageren have kendskab til de kulturelle og sociale normer i Kosovo, ligesom han behersker sproget. Klageren vil derfor for en isoleret betragtning ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Kosovo. Endvidere kan der peges på, at klageren under samtalen den [vinteren] 2021 med Udlændingestyrelsen samt i dag for Flygtningenævnet har været nødsaget til at anvende albansk tolk, hvorfor det må lægges til grund, at klageren ikke behersker det danske sprog særligt godt. Herudover kan der peges på, at klageren kun i begrænset omfang har været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark (sammenlagt ca. 2 år), og at denne tilknytning til arbejdsmarkedet fandt sted for mange år siden. Hertil kommer, at klageren ikke har taget en uddannelse i Danmark, dog har han bestået prøve i Dansk 2. Endelig kan der peges på, at klageren ikke har en samlever eller ægtefælle i Danmark, ligesom han heller ikke har børn her i landet. Heroverfor kan der imidlertid peges på følgende forhold, der taler for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren, der i dag er næsten [46-49] år, har opholdt sig i Danmark i næsten 25 år, hvis der tages udgangspunkt i indrejsetidspunktet i [sommeren] 1997, og at klageren i øvrigt har haft lovligt ophold i Danmark i over 17 år (fra [efteråret] 2005). I forlængelse heraf kan der peges på, at pkt. 2.3.2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 må læses således, at det vil kunne være i strid med EMRK artikel 8, hvis der er tale om en situation, hvor en udlænding, der er kommet til Danmark efter sit fyldte 18. år, har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 15 år og samtidig har andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Der kan peges på, at det princip, der her kommer til udtryk i forhold til længden af det lovlige ophold, i et vist omfang også må gælde for klageren, uanset hans begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet i Danmark, når henses til klagerens helbredsmæssige forhold, jf. herom nedenfor. Endvidere har klageren sin mor og to brødre i Danmark, idet en tredje broder er afgået ved døden. Moderen indrejste i Danmark i 1999, mens de nulevende brødre indrejste i Danmark i 1997. Herudover må det efter sagens oplysninger lægges til grund, at det – på grund af klagerens helbredsmæssige forhold – er klagerens brødre, der bistår klageren i dagligdagen, således at det oftest er brødrene, der foretager indkøb, laver mad, gør rent samt hjælper klageren med de øvrige praktiske opgaver. Det er således også brødrene, der transporterer klageren, når denne skal besøge sin moder i Danmark. Klageren er således afhængig af hjælp fra sine nære familiemedlemmer i Danmark for at kunne fungere og tage vare på sig selv. Herudover kan der peges på klagerens helbredsmæssige forhold, der efter EMD’s praksis skal tillægges betydning i proportionalitetsafvejningen, jf. blandt andet præmis 184 i EMD’s dom af 7. december 2021 i sagen Savran mod Danmark (sagsnr. 57467/15), samt præmis 64 i EMD ’s dom af 11. juni 2013 i sagen Hasanbasic mod Schweiz (sagsnr. 52166/09). Af en speciallægeerklæring af [vinteren] 2013 fremgår blandt andet, at klageren lider af PTSD og paranoid psykose, at medicineringen har begrænset virkning på klagerens symptomer, og at ”øget psykisk sårbarhed udgør […] en vedvarende risiko for symptomforværring ved fremtidige belastninger. Af samme årsag finder jeg [klagerens navn] uegnet til at indgå i fx arbejdsfremmende og afklarende aktiviteter uanset skånehensyn. Jeg vurderer funktionsevnen som varigt nedsat til det ubetydelige.” Af en lægeattest af [efteråret] 2014 fremgår blandt andet, at det vurderes, at klageren er paranoid skizofren, og at ”Det er det samlede indtryk, at [klagerens navn] aldrig vil kunne indplaceres på arbejdsmarkedet under normale omstændigheder, og at graden af hans sygdom synes ganske svær, også set i lyset af, at han på trods af en høj antipsykotisk medicin med to antipsykotika, fortsat er særdeles dårligt fungerende”. Af en speciallægeerklæring af [efteråret] 2021 fremgår blandt andet, at klagerens ”psykiske helbredstilstand er af en sådan sværhedsgrad, at hans funktionsniveau er meget meget lavt. Han er at sammenligne med en tetraplegisk patient (lam på alle 4 lemmer, når man ser på WHO’s disability scores) … ”. I tilknytning hertil kan der peges på, at der ikke kan lægges vægt på, at klageren ikke længere (regelmæssigt) modtager medicinsk behandling for sin psykiske sygdom, da det må lægges til grund, at dette er begrundet i, at klageren, da han dagligt tog medicin var så kraftigt sederet, at han for det meste var ukontaktbar og slet ikke kunne motiveres til at komme ud af sin lejlighed, jf. speciallægeerklæringen af [efteråret] 2021. I forlængelse af klagerens helbredsmæssige forhold kan der peges på, at klagerens begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet og ganske begrænsede uddannelse i Danmark ikke kan tillægges samme betydning i proportionalitetsafvejningen, som i forhold til en person, der ikke har de nævnte helbredsmæssige udfordringer, og som i øvrigt har haft den betydning, at klageren ikke har venner eller bekendte i Danmark, men kun har kontakt til sine nære familiemedlemmer. I forhold til den manglende kontakt til arbejdsmarkedet bemærkes, at klageren i 2016 fik tilkendt førtidspension, hvilket efter det oplyste skyldtes klagerens funktionsniveau, der var forårsaget af svær psykisk sygdom. På denne baggrund kan der peges på, at der i proportionalitetsafvejningen må lægges vægt på, at en hjemsendelse til Kosovo vil have en destabiliserende indvirkning på klagerens helbred, jf. herved også præmis 64 i EMD ’s dom af 11. juni 2013 i sagen Hasanbasic mod Schweiz (sagsnr. 52166/09). Foruden det anførte kan der peges på, at klageren ikke har været i Kosovo siden 1997, og at han i Kosovo ikke har nære familiemedlemmer, ligesom han ikke i øvrigt er i kontakt med nogen i Kosovo og i Kosovo ikke har noget familiært/socialt netværk, jf. herved også præmis 83 i EMD’s dom af 22. maj 2008 i sagen Emre mod Schweiz (sagsnr. 42034/04), hvor EMD fremhæver dette i forhold til en udlænding, der var psykisk syg. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at klageren i Danmark – som anført ovenfor – er afhængig af hjælp fra sine nære familiemedlemmer i Danmark, og at han uden et familiært/socialt netværk i Kosovo, der vil kunne yde klageren den fornødne støtte i dagligdagen, vil have vanskeligt ved at tage vare på sig selv i Kosovo. Endelig kan der peges på, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er begrundet i, at klageren har begået kriminalitet eller lignende i Danmark, men derimod i, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shevanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Kosovo/2022/1/sch
