Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim fra Orimiyeh, Vest Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet det kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de iranske myndigheder har opsøgt ansøgerens familie, og at de iranske myndigheder muligvis har fundet ud af, at han har hjulpet PJAK ved at holde øje med et hus, hvor der opholdt sig et medlem af PJAK. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at dette er årsagen til, at han i Iran er blevet stoppet i sin bil og skudt efter. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet til døde af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han konverterede til kristendommen efter sin udrejse fra hjemlandet, og at han frygter at blive stenet til døde, hvis de iranske myndigheder finder ud af dette. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgerens forklaring om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af tilknytning til og hændelser i forbindelse med sin bistand til PJAK ikke har fremstået troværdig og må tilsidesættes. Hertil bemærker Flygtningenævnet endvidere, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren i Grækenland alene påberåbte sig sin religiøse overbevisning som asylgrundlag. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at der i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder i den anledning grundlag for at fremhæve, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at ansøgerens [familiemedlem] tidligere havde opnået asyl i Italien som følge af konvertering til kristendommen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner om baggrunden for og konsekvenserne af konversionen. Det fremgår af dokumenter fra ansøgerens asylsag i Grækenland, at han den [i efteråret] 2019 påberåbte sig sin kristne religiøse overbevisning som asylgrundlag, selv om han på det tidspunkt alene havde været i Grækenland i 35 dage. Nævnet har i den forbindelse yderligere tillagt det betydning, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring valgte at blive døbt efter få ugers ophold i Grækenland og enkelte besøg i en kirke. Hertil kommer, at ansøgeren ikke havde læst i biblen, inden han blev døbt. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at han fik udleveret et dåbsbevis, som han tabte på vejen, for påfaldende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det samme er tilfældet for de fremlagte udtalelser fra en præst i Grækenland dateret november 2019 og fra sognepræsten i [kirke] i [by]. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2022/29/SELS]
