Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [flygtningelejr], Libanon. Ansøgeren blev som [12-15-årig] medlem af The Popular Front for the Liberation of Palestine – General Command (PFLP-GC) i Libanon. Ansøgeren var medlem af PFLP-GC frem til [årstal]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af PFLP-GC og andre ekstremistiske grupper. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt i cirka [antal] dage og udsat for fysiske overgreb af PFLP-GC, idet han nægtede at adlyde en ordre fra sin overordnede om at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur, og han fik blandt andet overhældt sin krop med brandfarlig væske, som efterfølgende blev antændt. Ansøgeren undslap ved at bestikke et medlem af PFLP-GC, og ansøgeren blev umiddelbart herefter indlagt på et hospital i en måned. Ansøgeren udrejste herefter til [land]. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af andre ekstremistiske grupper, herunder grupperne Jund Alsham og Osbat Alansar, idet ansøgeren har været medlem af PFLP-GC. Det lægges til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at han er fra UNRWA mandat-området. Da ansøgeren har haft UNRWA beskyttelse eller bistand, er han som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNWRA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på helt centrale punkter overfor de svenske og danske myndigheder, ligesom han har forklaret afglidende på helt centrale spørgsmål ved nævnsmødet. Ansøgeren har forklaret, at der var tolkeproblemer ved samtalerne med de svenske myndigheder. Men gengivelsen af hans forklaring overfor de svenske myndigheder fremstår med gentagelser og specifikationer i et sådant omfang, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens divergerende forklaringer på centrale punkter skyldes problemer med tolkningen overfor de svenske myndigheder. Ansøgeren har således f.eks. flere gange under sin samtale med de svenske myndigheder forklaret, at PFLP-GC tog ham til Syrien, hvor de tog ham til et lille mørkt rum, hvor han blev tortureret, fordi han ikke ville i krig. Ansøgeren har derimod til de danske myndigheder og overfor Flygtningenævnet forklaret, at han aldrig har været i Syrien. Ansøgeren har ligeledes overfor Flygtningenævnet forklaret, at han ikke vidste, hvilken organisation PFLP-GC var, men da han blev foreholdt, at han overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans mor ikke ville have, at han skulle blive en del af PFLP-GC, fordi hun gik ind for fred og var bange for, at der skulle ske ansøgeren noget, svarede ansøgeren afglidende på dette overfor Flygtningenævnet. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han har været udsat for tortur, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig, og at forklaringen ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedssituation. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgerens livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at ansøgeren ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Stat/2022/13/MLVT.
