Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ikke-troende fra Shiraz, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse som medfølgende barn til moren efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive efterstræbt af de iranske myndigheder, fordi hun havde ejet og været i besiddelse af den i Iran forbudte bog [navn på bog], som myndighederne konfiskerede under en ransagning i hendes hjem. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har foretaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Iran, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelsesovergreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt og voldtaget, hvis de iranske myndigheder bliver klar over, hvem hendes mor er. Hun har som yderligere asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han: (1) påny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller, (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt påny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122 blandt andet, at hvis en flygtning ansøger om og får et nationalitetspas eller får det fornyet, kan det i fraværet af bevis for det modsatte antages, at vedkommende har til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Opnåelse af nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Det fremgår af sagen, at klageren har søgt og fået iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i København inden for de seneste fem år, og at passet har været benyttet ved ind- og udrejse af Iran. Som anført af Udlændingestyrelsen fremgår det endvidere af fotokopier optaget i [et nordisk land] af klagerens iranske nationalitetspas, som hun ødelagde i forbindelse med opstarten af nærværende sag, at hun har opholdt sig i Iran i fem perioder fra ultimo 2017 til 2019 i henholdsvis ca. 20 dage, 13 dage, 54 dage, 28 dage og 51 dage. Endvidere fremgår det af referatet af klagerens samtale med Udlændingestyrelsen, at klageren har oplyst, at hun ved indrejsen i [et nordisk land] i [sommeren] 2021 havde været bortrejst i omkring fem måneder, hvor hun havde besøgt sin ægtefælle i Iran. Henset til ovennævnte oplysninger - herunder om klagerens ansøgning om pas hos de iranske myndigheder i Danmark og om hendes rejsemønster og længerevarende ophold i Iran - finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om, at ægtefællens [familiemedlem] har været garant for deres sikkerhed i Iran, til grund. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren ifølge sin egen forklaring ikke har oplevet problemer i forbindelse med ind- og udrejserne af Iran og har kunnet færdes frit i landet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren, der har søgt og fået iransk nationalitetspas af hjemlandets myndigheder, i overensstemmelse med ovennævnte udgangspunkt har haft til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Hertil kommer, at passet er opnået med henblik på indrejse i Iran. Flygtningenævnet tiltræder herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført – herunder om klagerens mors asylsag – at klageren ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring om ægtefællens angivelige konflikt med de iranske myndigheder kan ikke føre til en anden vurdering. Det tiltrædes således, at betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren er gift, men ægtefællen, der er iransk statsborger, opholder sig ikke i Danmark. Hun har ikke børn. Der foreligger ikke oplysninger om, at der er et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes mor samt [nære familiemedlem] i Danmark. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at inddrage hendes opholdstilladelse herefter at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og udgør et anerkendelsesværdigt formål, jf. artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, som en inddragelse vil indebære i klagerens ret til respekt for privatlivet. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens oprindelsesland, Iran. Flygtningenævnet finder, at klageren, der nu er [23-26 år], har opnået en stor tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, som hun kom til, da hun var [12-15 år]. Klageren taler og skriver dansk. Klageren har sin mor og [nære familiemedlem] i Danmark, som begge har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun har afsluttet 10. klasse og HF i Danmark og har påbegyndt [sundhedsfaglig uddannelse], hvor hun har afsluttet 5. semester. Hun har endvidere arbejdet blandt andet som vikar på et hospital. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Iran, hvor hun har gået i skole til og med [udskoling], og hvor hun taler og skriver sproget. Klageren har således haft flere af sine formative år i Iran. Klageren er gift med en iransk statsborger, som hun har besøgt i Iran flere gange de seneste år, og hun har siden ultimo 2017/primo 2018 ifølge de foreliggende oplysninger opholdt sig i Iran i – i hvert fald – 10,5 måneder, hvor hun har boet hos sin svigerfamilie. Endvidere bor [to af klagerens bedsteforældre] i Iran. Klagerens personlige og kulturelle bånd til Iran må derfor betegnes som stærke. Efter en samlet afvejning af de anførte forhold vedrørende navnlig klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens oprindelsesland, Iran, sammenholdt med statens ovenfor anførte interesser, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, herunder vedrørende udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/36/anhk
