Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra [A], [B]-provinsen i Iran. Ansøgeren er tidligere shiamuslim af trosretning, men har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han praktiserede islam indtil sine sene teenageår. Herefter var ansøgeren alene muslim af navn, og han bekendte sig ikke længere til nogen religion, selv om han fortsat troede på, at der fandtes en gud. Ansøgeren blev for tre år siden interesseret i kristendommen. Ansøgeren begyndte at diskutere religion med sin kollega, [C], som ansøgeren havde kendt i syv år. [C] begyndte at nævne kristendommen for ansøgeren i begyndelsen af 2019. De diskuterede religionerne kristendom og islam. [C] anbefalede ansøgeren at læse om kristendommen, så ansøgeren kunne få bedre indsigt i religionen. Herefter begyndte ansøgeren at søge information om kristendommen på internettet på sin computer. Ansøgeren gjorde dette i seks til syv måneder, og i denne periode voksede ansøgerens interesse for kristendommen. I [slutningen af] 2019 inviterede [C] ansøgeren med til et møde i en huskirke i [B]. Ansøgeren blev introduceret til [D], der var konverteret til kristendommen. [D] fungerede som en slags gruppeleder under møderne. De var i alt seks til syv personer inklusiv ansøgeren til møderne. Der blev bedt bønner og læst op fra Biblen til møderne. Det første møde fandt sted på [B’s] bopæl. Efterfølgende deltog ansøgeren i 10-12 møder i huskirker, der blev afholdt forskellige steder. Møderne blev altid afholdt om fredagen. Der blev afholdt to møder på ansøgerens bopæl med en uges mellemrum. Ansøgeren var ved kristendommen tiltrukket af medmenneskeligheden, næstekærligheden og Jesus Kristus opofrelse. I en periode var de nødt til at stoppe med at holde møder på grund af Covid-19-situationen, men møderne blev genoptaget igen. Det sidste møde blev afholdt [i foråret] 2020. Ansøgeren tog hjem efter mødet, hvor [C] ringede til ham sent på aftenen. [C] oplyste til ansøgeren, at han havde fundet ud af, at der havde været nogle agenter på [D’s] bopæl. Agenterne havde anholdt [D] og hans hustru. [C] fortalte ansøgeren, at dette også kunne ske for ham, og at det var bedst, hvis de opholdt sig et andet sted end på deres bopæl. Ansøgeren formoder, at [D] blev anholdt, fordi han havde deltaget i møderne i huskirkerne. Ansøgeren udrejste af Iran kort tid herefter via en menneskesmugler. To dage efter anholdelsen af [D] opsøgte tre civilklædte mænd ansøgerens og hans forældres bopæl, hvor de foretog en ransagning af hele ejendommen. De spurgte, hvor ansøgeren befandt sig, hvilke aktiviteter ansøgeren havde udøvet, samt hvilke grupper ansøgeren var tilknyttet. De civilklædte mænd var på bopælen i en time. De tog ansøgerens tablet og computer med. Ansøgeren havde ikke bøger eller andre skrifter vedrørende kristendommen på sit værelse. Ansøgeren havde materiale vedrørende kristendommen på sin computer, herunder ansøgerens søgehistorik og pdf-filer. Derudover tog mændene ansøgerens pas og et chartek med ansøgerens personlige dokumenter. De civilklædte mænd sagde til ansøgerens forældre, at hvis de fik kontakt til ansøgeren, skulle de kontakte dem. Ansøgeren ved ikke, hvem de civilklædte personer var, eller hvor de kom fra. Efter sin ankomst til Danmark fik ansøgeren af sin far oplyst, at forældrenes bopæl var blevet opsøgt igen, formentligt i sommeren 2020. Forældrene blev spurgt, hvor ansøgeren befandt sig, og om der var noget nyt vedrørende ansøgeren, ligesom de blev bedt om at sige til ansøgeren, at han skulle rette henvendelse til efterretningstjenesten i [A]. Ansøgeren har videre oplyst, at han ti dage efter sin ankomst var i kirke for første gang i Danmark. Det var i […] Kirke. Ansøgeren beder bønner hver dag, herunder Fadervor, og han opfatter sig selv som kristen. Ansøgeren oplever en indre ro, efter han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren bekender sig til den protestantiske retning inden for kristendommen. Ansøgeren synes især godt om bibelfortællingen ”Den fortabte søn”. Ansøgeren har ved sin konversion til kristendommen fundet en gud, som han har kontakt til. Ansøgeren blev frelst den dag, hvor han bekendte sig fuldt ud til den kristne tro. Ansøgeren er [i sommeren] 2021 blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke er troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvad der nærmere var udslagsgivende for, at han anså sig som kristen, forekommer overfladisk, ligesom nævnet ikke finder, at ansøgerens kendskab til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgerens kollega, som han ikke talte med om personlige ting, opfordrede ham til at læse om kristendommen, hvilket ansøgeren herefter gjorde ved søgning af oplysninger på internettet, selv om det kunne være farligt at undersøge kristendommen, fordi det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det må ikke mindst på den baggrund kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at forklare, hvordan han blev overbevist om at konvertere og foretage handlinger, som er ulovlige i Iran, henset til den fare, som han derved udsætter sig selv for. Ansøgeren boede indtil sin udrejse hos sine forældre, hvor nogle af huskirkemøderne angiveligt blev afholdt. Nævnet har ved ansøgerens forklaring lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans forældre var hjemme i forbindelse med, at to af kirkemøderne blev afholdt hos ham. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2020 oplyst, at begge hans forældre var hjemme, når møderne blev afholdt hos ham, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2021 har oplyst, at hans forældre kun var hjemme den ene gang. Under nævnsmødet har han forklaret, at han ikke havde fortalt sin mor om sin konversion, fordi hun ville blive ked af det, hvorfor han alene har fortalt det til sin far. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at nogle af huskirkemøderne blev afholdt hjemme hos ham, ikke er overbevisende. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren allerede en måned efter sit første møde i huskirken afholdt et møde hjemme hos sig selv, når henses til den risiko for forfølgelse af myndighederne, som han derved udsatte sig selv og sine forældre for. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljeret om, hvorledes møderne i huskirken nærmere foregik, herunder om indholdet af møderne. Ansøgerens forklaring om, at han efter at være blevet ringet op af [C], som fortalte, at lederen af kirkegruppen og dennes ægtefælle var blevet tilbageholdt af myndighederne efter et møde i huskirken, forlod sin bopæl uden at medbringe sin computer og tablet, som indeholdt oplysninger, der kunne belyse hans konversion, herunder søgehistorik fra internettet, forekommer heller ikke overbevisende. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han var til stede på sin bopæl, da myndighederne opsøgte ham. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han forlod sin bopæl om morgenen, hvor hans bror kom og kørte ham til sin svogers sommerhus, hvortil han ankom kl. 15, og hvor han om aftenen kl. 21 skulle mødes med en menneskesmugler. Senere til samtalen har han derimod oplyst, at han havde forladt sin bopæl to dage, før myndighederne kom for at opsøge ham, og at han herefter opholdt sig 3-5 dage i sin svogers sommerhus, inden han udrejste. Til sin asylsamtale og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter at være blevet advaret af [C], overnattede hos sin fætter, der også boede i [A], hvor han overnattede indtil næste dag, hvor hans bror kørte ham til sin svogers sommerhus. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at medlemmerne af huskirken angiveligt ikke tog nogen forholdsregler i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysninger, herunder Update on the Situation for Christian Converts in Iran, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, ikke troværdig, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, fordi hans kollega - som han ikke tidligere havde talt med om personlige forhold - stolede på ham. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner og opslag på sociale medier, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Det er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Hertil kommer, at det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Report: House churches and Converts og DFAT Country Information Report: Iran, at hjemvendte asylansøgere, som ikke udfører aktiviteter i Iran i relation til kristendommen, ikke vil have de iranske myndigheders interesse. Det fremgår heraf, at kristne aktiviteter på Facebook, herunder en erklæring om konvertering, ikke vil føre til forfølgelse. Endelig fremgår det, at de iranske myndigheder er bevidste om, at iranske asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt i Iran af den grund. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er et udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter, og at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/35/anjv
