iran202234

Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by A], Vest-Aserbajdsjan, Iran, og har fra [2010’erne] frem til sin udrejse boet i Teheran, Iran. Hun har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, idet han tidligere har forsøgt at slå hende ihjel, og fordi hun er udrejst af Iran. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle til en bryllupsfest, og at de blev gift, da de havde kendt hinanden i syv til otte måneder. Hendes forældre var imod indgåelsen af ægteskabet, men de accepterede det, fordi ansøgeren ønskede det. Da ansøgeren og hendes ægtefælle havde boet i Teheran, hvor de flyttede til efter indgåelsen af ægteskabet, i fire til fem måneder begyndte deres problemer. Hendes ægtefælle ville have, at ansøgeren gik i moske under ramadanen, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Hendes ægtefælles adfærd ændrede sig, og han begyndte at tale grimt til ansøgeren og være voldelig. Han har desuden flere gange taget kvælertag på ansøgeren og voldtaget hende. En aften bankede en nabo på døren, mens ansøgerens ægtefælle tog kvælertag på ansøgeren. De var derefter inde hos naboen, som forsøgte at hjælpe dem med deres problemer. Da de kom hjem, efter at have været inde hos naboen, sagde ansøgerens ægtefælle, at han ville slå hendes ihjel. Han forlod derefter hjemmet efter et telefonopkald, og ansøgeren ringede til sin far, der sagde, at hun skulle komme til Orumieh. Hendes far hentede hende i Orumieh, hvorefter de overnattede hos hans ven, inden hendes far dagen efter kørte hende til grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Ved grænsen fik hun frataget sit nationalitetspas, idet der var udstedt et udrejseforbud mod hende. Ansøgerens far arrangerede herefter hendes illegale udrejse af Iran, som fandt sted samme dag. Ansøgerens ægtefælle har flere gange opsøgt hendes forældre telefonisk og personligt, ligesom domstolen har ringet til hendes forældre. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun lærte lidt om kristendommen i skolen, og at der var mange kristne armenere i det område, hun boede i. På asylcentret i [by B i Danmark] boede der kristne iranere, som var meget venlige mod hende. Da hun begyndte i skolen, var der også kristne asylansøgere. En af dem tog ansøgeren med til et arrangement i kirken og efterfølgende til et kursus. Ansøgeren fik [arbejde] i kirken, mens hun deltog i kurset. Hun gik også i kirke om søndagen. Det har hjulpet hende meget. Hun har fundet lys i livet, og det har hjulpet hende med at blive glad. Hun blev døbt i [efteråret]. Hun prøver at få andre til at blive kristne. Hendes forældre har ikke noget i mod, at hun er blevet kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med sin ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv, at der er tale om et relativt simpelt asylmotiv, og at forklaringen fremstår overfladisk og på nogle punkter usandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hun besluttede sig for at udrejse af Iran, herunder om hun besluttede at udrejse, efter at hendes bror var udrejst to måneder tidligere, eller om hun først besluttede at udrejse, efter at hendes ægtefælle havde forsøgt at kvæle hende, som hun senere har forklaret. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens forældre blev kontaktet af hendes ægtefælle eller også blev kontaktet af myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere på samme måde som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle først kontaktede ansøgerens forældre ni måneder efter hendes udrejse, særligt henset til at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens forklaring skulle have nedlagt et udrejseforbud mod hende. Ansøgerens forklaring om, at hendes forældre ikke har fortalt hende om de angivelige opsøgninger på et tidligere tidspunkt, forekommer utroværdig navnlig henset til den tætte kontakt mellem ansøgeren og hendes forældre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunne forklare nærmere om sin ægtefælles angivelige tilknytning til de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection no. 6: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit første asylmotiv, og at ansøgerens interesse for og konversionen til kristendommen er opstået i nær tidsmæssig tilknytning til Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, [i sommeren] 2021. Ansøgeren oplyste til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2020/2021], at hun ikke troede på nogen religion overhovedet, og at hun ikke var kristen, og hun har ikke under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 oplyst, at hun var i gang med kristendomsundervisning eller anså sig som kristen. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2021. Under mødet i nævnet har hun bl.a. forklaret, at hun i begyndelsen af kristendomsundervisningen var skeptisk og havde mange spørgsmål, men at hun efterhånden i løbet af sommeren 2021 følte Jesus og følte sig som kristen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke var troende i hjemlandet, men blev døbt efter ca. seks til syv måneders kristendomsundervisning. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for hende og hendes bevæggrunde for at konvertere, herunder hendes indre overbevisning, fremstår usikker og tillært. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et bredt kendskab til kristendommen kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra blandt andet [forening A] og bekræftelse af ansøgerens dåb i [kirke A] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl og derfor ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt forskellige Facebookopslag kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/34/imbs