29b-rum20223

Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde fra Syrien. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien [i foråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de rumænske myndigheder [i sommeren] 2021 har oplyst, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at klageren, der som nævnt har opnået [beskyttelse] i Rumænien, vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Rumænien, og at hun i Rumænien vil være beskyttet mod videresendelse til Syrien eller til et land, hvor hun ikke vil være beskyttet mod en sådan videresendelse (refoulement). Forholdene for personer med [beskyttelsesstatus] i Rumænien er blandt andet behandlet i U.S. Department of State, Romania 2021, Human Rights Report, afsnit 2, pkt. f, og AIDA, Country Report Romania, 2020 update. Sidstnævnte rapport indeholder på s. 146-176 en nærmere redegørelse for de rettigheder, som er tillagt indehavere af international beskyttelse i Rumænien i forhold til fri bevægelighed, bolig, arbejde og uddannelse, sociale ydelser og adgang til sundhedsvæsenet mv. Uanset at forholdene i Rumænien for flygtninge fremstår vanskelige, er der med udgangspunkt i disse baggrundsoplysninger ikke grundlag for at fastslå, at flygtninge i Rumænien generelt ikke bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens individuelle forhold, der kan danne grundlag for en anden vurdering af, at betingelserne er opfyldt for at anse Rumænien som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun ikke vil tilbage til Rumænien, idet hun ingen kender i landet, men at der herudover ikke gør sig øvrige forhold gældende, herunder personlige konflikter, således at klageren ikke ville kunne tage tilbage til Rumænien. Nævnet har videre lagt vægt på klagerens oplysninger om, at hun på asylcentret i Rumænien, hvor hun var indlogeret, modtog mad og økonomisk hjælp, samt at hun havde adgang til sundhedsbehandling. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har haft ubehagelige oplevelser med de rumænske myndigheder, herunder blandt andet at hun og andre asylansøgere blev truet med vold og frihedsberøvelse, såfremt de ikke afgav deres fingeraftryk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hvis klageren i forbindelse med tilbagevenden til Rumænien måtte blive udsat for trusler eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede rumænske myndigheder, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren, der er en [20-25-årig] kvinde med et cirka [0-3 år] gammelt barn, kan betragtes som værende ganske særligt sårbar, således at Rumænien ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at klageren [i sommeren] 2020, hvor hun fortsat opholdt sig i Syrien, er blevet religiøst viet med en herboende syrisk mand, der tidligere har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse i udlændingeloven], og som hun har fået et barn [på et tidspunkt mellem 2020-2022], kan heller ikke føre til, at hun nu kan anses som ganske særligt sårbar og skal have skal have adgang til at få sin asylsag behandlet her i landet. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [sommeren] 2022 om blandt andet hensynet til klagerens herboende barn og børnekonventionens artikel 3 og artikel 9, stk. 3, samt at klagerens ægtefælle efter DRC Dansk Flygtningehjælps opfattelse på ny vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse], kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klageren må henvises til at gå frem efter familiesammenføringsreglerne i enten Danmark eller Rumænien. Nævnet finder herunder ikke, at det med udgangspunkt i det anførte i AIDA, Country Report Romania, 2020 update, s. 157 (pkt. B), kan fastslås, at der ikke vil være adgang til at opnå familiesammenføring i Rumænien. Det forhold, at Rumænien med baggrund i krigen i Ukraine midlertidigt har suspenderet Dublinoverførsler, kan ikke føre til en anden afgørelse. Nævnet har lagt vægt på, at klageren allerede har opnået international beskyttelse i Rumænien og derfor har ret til at indrejse i og opholde sig i landet.” Løbenummer: §29b-Rum/2022/3/anfi