Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle havde en konflikt med myndighederne, fordi han var flygtet fra militæret. Til støtte herfor oplyste klageren, at hendes ægtefælle aftjente værnepligt som 18-årig, og at han senere ignorerede en genindkaldelse. Myndighederne kom derefter hjem til klageren og hendes ægtefælle og tog ægtefællen med væk fra bopælen og med til en militær kaserne i Damaskus, hvor han var i tre måneder og stod vagt, indtil han flygtede derfra. De syriske myndigheder opsøgte klageren tre gange, fordi de ledte efter klagerens ægtefælle, og de truede klageren, hendes søn og hendes far. De opsøgte klageren på hendes forældres bopæl, hvor hun opholdt sig indtil udrejsen. I forbindelse med opsøgningerne blev klageren skubbet og slået, hun blev truet med at blive taget med, og hun blev truet med, at de ville slå hendes søn ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Styrelsen fandt ikke, at risikoen var begrundet i individuelle forhold, men derimod at risikoen havde baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet, som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om forlængelse fortsat henvist til sin ægtefælles konflikt med myndighederne. Klageren frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, da de kan bruge hende til at lægge pres på ægtefællen. Klagerens svigermor har endvidere telefonisk oplyst, at de syriske myndigheder har spurgt efter "ham". Myndighederne opsøgte svigermorens bopæl kort tid efter klagerens udrejse. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænget, da grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien (udlændingelovens § 7, stk. 3): Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I den nævnte afgørelse anførte Udlændingestyrelsen herom, at styrelsen havde lagt vægt på, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at en opholdstilladelse af den nævnte karakter ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus også henvises til side 157 i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at “Looking at the indicators it can be concluded that in the governorate of Damascus, there is, in general, no real risk for a civilian to be personally affected within the meaning of Article 15(c) QD.” Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3, idet rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien, herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Endvidere skal Flygtningenævnet bemærke, at heller ikke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2021 i sag 71321/17 (M.D. and Others v. Russia) kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af de konkrete forhold, herunder at ansøgerne var mænd i den militærpligtige alder med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig, jf. bl.a. dommens præmis 46 og 110. Flygtningenævnet skal samtidig bemærke, at baggrundsoplysningerne om Syrien og den nævnte dom medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimelig tvivl skal komme asylansøgerne til gode (forsigtighedsprincippet). På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Om opholdstilladelse pga. Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8: Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, at indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og at indgrebet varetager et legitimt formål som anført i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter navnlig, om en nægtelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til respekt for deres privat- og familieliv. Ved proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, der således indebærer, at indgrebet i privat- og familielivet skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet varetager, skal der foretages en samlet og konkret vurdering. Spørgsmålet er nærmere bestemt, om opholdstilladelsen ikke kan nægtes forlænget med henvisning til, at klageren (selv) har opnået en særlig tilknytning til Danmark, og/eller at klageren har en særlig familiemæssig tilknytning til Danmark, herunder navnlig i kraft af sine børns tilknytning til Danmark. Med hensyn til proportionalitetsafvejningen af en voksen udlændings (selvstændige) tilknytning til Danmark fremgår blandt andet følgende af forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019: ”2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention … 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold … For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse” For så vidt børns selvstændige tilknytning til Danmark fremgår af de nævnte forarbejder blandt andet følgende om EMRK: ”2.3.2.1.1.5. Børns selvstændige tilknytning For flygtningebørnefamilier vil et ophold her i landet af en vis varighed alt andet lige betyde, at barnet i kraft af et børneliv i Danmark med alt, hvad dertil hører, herunder skolegang, god og grundig læring af det danske sprog, deltagelse i fritidsaktiviteter, knytning af kammeratskaber etc., opnår en vis tilknytning her til landet. … I forhold til børns selvstændige tilknytning har EMD således i sagen Salija mod Schweiz vurderet, at to børn, der var 4-5 og 8-9 år gamle, og som gik i børnehave og skole, let kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur (var i en ”adaptable age”), hvilket havde betydning for alvorligheden af de vanskeligheder, som barnet med sandsynlighed ville blive mødt med. På den baggrund vurderes det, at der, i al fald indtil barnet fylder 8 år, kan lægges yderligere vægt på, at barnet let vil kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur med den konsekvens, at barnet som udgangspunkt ikke kan anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, før barnet fylder 8 år. Det vil betyde, at den tilknytning, som barnet har opnået til Danmark i en situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i udgangspunktet skal indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse af opholdstilladelsen for barnet og medlemmerne af barnets familie […]. Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark.” Det skal i forlængelse af de citerede forarbejder bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom af 28. juli 2020 i sag 25402/14 (Pormes v. Netherlands) i præmis 62 synes at have lagt til grund, at et barns formative år begynder på et tidligere tidspunkt end forudsat i de citerede forarbejder. For så vidt angår spørgsmålet om klagerens egen tilknytning til Danmark, kan Flygtningenævnet tiltræde, at hendes ophold i Danmark ikke har en sådan varighed, og at hendes aktiviteter i Danmark, herunder tilknytning til arbejdsmarkedet, har et sådant omfang, at hun derved har opnået en særlig tilknytning til Danmark, der medfører, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. I den forbindelse har Flygtningenævnet på den ene side lagt vægt på blandt andet, at klageren aktuelt har haft et lovligt ophold i Danmark i [omkring seks år], at klageren kan læse og tale dansk, at hun har bestået prøve i Dansk 2, og at hun har været i praktik i forskellige [institutioner] i tre måneder ad gangen. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på blandt andet, at klageren ikke er i gang med en uddannelse i Danmark, at klageren ikke aktuelt har en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, og at klagerens ophold i Danmark er under otte år. Hertil kommer, at klageren indrejste til Danmark som [mellem 20 og 25-årig], hvorfor klageren har levet det meste af sit liv i Syrien, og at klageren fortsat har sine onkler, morbrødre, fastre og mostre bosat i Syrien. I relation til klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark finder Flygtningenævnet også, at familieenheden i Danmark aktuelt består af klageren og hendes to sønner [B og C]. Spørgsmålet er herefter, om [B] og [C] har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke kan nægtes forlænget. Henset til, at [B] er [4-7 år] og C er [4-7 år], vil de let kunne tilpasse sig blandt andet sproget og kulturen i Syrien, hvorved bemærkes, at børnene også indbyrdes taler arabisk, og at de på grund af deres alder kun i begrænset omfang (for [C's] vedkommende muligvis slet ikke) har haft sine formative år her i landet. [B] og [C] kan herefter, uanset længden af deres ophold i Danmark og det forhold, at de har gået i vuggestue og børnehave og for [B's] vedkommende skole i Danmark, ikke anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at klageren […], og at hun er bange for, at klagerens ægtefælle vil bortføre børnene, kan ikke føre til et anden vurdering. Om opholdstilladelse som følge af klagerens individuelle forhold (udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2): Henset til, at klageren har påberåbt sig individuelle forhold, skal Flygtningenævnet herefter tage stilling til, om klageren som følge heraf kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er navnlig, om klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder med henblik på at bruge klageren til at lægge pres på hendes ægtefælle, der har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi han flygtede fra reserven (en militær kaserne, hvor han som genindkaldt efter det oplyste nødtvungen afviklede militærtjeneste). Flygtningenævnet finder efter klagerens forklaring for nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens ægtefælle tilbage i 2015 deserterede fra reserven. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 oplyste, at hun var "blevet opsøgt 3 gange af de syriske myndigheder, og formålet med alle 3 besøg var, at myndighederne ville finde ansøgers ægtefælle, fordi han var flygtet fra militærbasen", hvilket står i modsætning til klagerens forklaring for nævnet, hvor hun har forklaret, at hun flygtede ud af Syrien inden ægtefællens desertering. Dette forhold er ganske centralt, som klageren også nu, selvom der er forløbet mere end seks år siden oplysnings- og motivsamtalen blev afholdt, skulle kunne forklare ens om. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hun til nævnet har forklaret, at hun ikke på noget tidspunkt er blevet truet eller udsat for vold af de syriske myndigheder, mens hun til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at myndighederne havde været voldelige over for hende, idet de en gang skubbede hende og de en gang slog hende med et maskingevær, ligesom de truede hende med, at de ville slå hendes søn ihjel, "hvis ikke ansøger fortalte, hvor ansøgers ægtefælle befandt sig". Hertil kommer, at hun under oplysnings- og motivsamtalen – som citeret – oplyste, at hun var blevet opsøgt tre gange på forældrenes bopæl (i øvrigt fordi de syriske myndigheder ville finde hendes ægtefælle, der var flygtet fra reserven), hvorimod hun til nævnet har forklaret, at hun kun blev opsøgt én gang på sin egen bopæl, hvilket var i forbindelse med, at de syriske myndigheder afhentede ægtefællen, der ikke havde reageret på en genindkaldelse til militæret. Selvom Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen om klagerens ægtefælles desertering til grund, skal nævnet bemærke, at det i lyset af klagerens ægtefælles alder i 2015 – hvor han var 26 år, da han er født [i] 1989 – må lægges til grund, at han rent faktisk må have unddraget sig at blive genindkaldt til reserven. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om omfanget af genindkaldelser i 2015. Spørgsmålet er herefter, om klageren af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved sin tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at såkaldte Draft evaders familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv. fremgår følgende af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f.: ”4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas." Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, at der anført i den citerede rapport fra april 2021. På denne baggrund må det ved vurderingen af, om klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb mv. fra de syriske myndigheders side som følge af klagerens ægtefælles militærunddragelse, tages i betragtning, at klagerens svigermor og ægtefællens bror er bosat i Damaskus, og at klagerens svigermor alene er blevet opsøgt én enkelt gang af de syriske myndigheder, hvor de spurgte efter klagerens ægtefælle, hvilket klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyste havde fundet sted for fire år siden. Når det anførte sammenholdes med, at klageren og ægtefællen ikke var bosat i et oprørskontrolleret område, men i Damaskus, og at der i øvrigt ikke foreligger andre belastende oplysninger om ægtefællen f.eks. om hans tilknytning til oprørsgrupper mv., tiltræder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheders omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter disse bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/262/ajev
