Nævnet stadfæstede i sommeren 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Nævnet besluttede i efteråret 2021 at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtlig nævnsmøde. Nævnet stadfæstede i november 2021 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske russere og kristne af trosretning fra [by], Rusland. Ansøgerne har oplyst, at de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen [A]. Under den oprindelige asylsag henviste [Æ1] som asylmotiv til, at han i Rusland frygter, at de ukendte personer, der tidligere havde overfaldet ham, vil slå ham og hans ægtefælle ihjel. Ansøgeren henviste videre til, at han frygter diskriminerende behandling fra den russiske regering og fra samfundet, fordi han er homoseksuel. Under den oprindelige asylsag henviste [Æ2] som asylmotiv til, at han i Rusland frygter at blive udsat for chikane og uretfærdig behandling fra befolkningen og de russiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgerne har som asylmotiv i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive retsforfulgt af de russiske myndigheder, fordi de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen the [A]. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de har uddelt løbesedler, opfordret venner til at slutte sig til organisationerne, delt flere af Navalnyjs tekster og undersøgelser på sociale medier samt deltaget i støttedemonstrationer. Ansøgerne har videre oplyst, at de russiske myndigheder retsforfølger personer, der støtter disse organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive udsat for overgreb og chikane fra de russiske myndigheder samt fra civilbefolkningen som følge af, at de er homoseksuelle. Ansøgerne har som anført i forbindelse med sagens genoptagelse og mødet i Flygtningenævnet d.d. anført, at de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen the [A] Foundation. Ansøgerne har ikke tidligere omtalt sådanne aktiviteter, hverken ved ankomsten til Danmark i [vinteren] 2020 eller senere under sagens behandling i Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021 og i Flygtningenævnet i [sommeren] 2021. Ansøgerne har deltaget i flere samtaler, hvor de - direkte adspurgt - har afslået, at de har været politisk aktive, og at der er nye/yderligere oplysninger af betydning for deres sag, som indebærer, at de ikke kan vende tilbage til Rusland. Ansøgernes forklaringer om deres politiske aktiviteter i Rusland har således fremstået udbyggende, hvilket svækket troværdigheden af dem. Der foreligger imidlertid også udskrifter fra bl.a. Facebook, hvor ansøgerne har delt opslag angående Navalny. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de aktiviteter, som ansøgerne har oplyst at have udført - herunder uddeling af valgmateriale for Navalny i efteråret 2017 og registrering hos og betaling til ”Smart Voting” i [sommeren] 2021, hvor de opholdt sig i Danmark - er af en sådan begrænset karakter og et sådant omfang, at de ikke i sig selv er asylbegrundende, jf. herved tillige de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om, at de er homoseksuelle, har fremstået troværdige og kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet lægger herefter som forklaret til grund, at ansøgerne har oplevet tilråb som følge af deres seksualitet, og at de i [sommeren] 2019 blev antastet af fem privatpersoner, der under henvisning til ansøgernes seksualitet råbte ukvemsord efter dem og truede dem. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne, mens de opholdt sig i Rusland, ikke har haft problemer med myndighederne og – ud over ovennævnte episoder – heller ikke med befolkningen generelt som følge af deres seksualitet. Det lægges således til grund, at der ikke har været episoder forud for sommeren 2019, og at der heller ikke skete yderligere konfrontationer frem til [vinteren] 2020, hvor ansøgerne udrejste af Rusland. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen for LGBT+-personer i Rusland kan være ganske vanskelig. Det fremgår herunder af baggrundsoplysningerne blandt andet, at de russiske myndigheder i juli 2020 i et tillæg til den russiske forfatning har fastslået, at ”the institution of marriage is a union between a man and a woman”. Det fremgår endvidere, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dom af 13. juli 2021 i sagen Fedotova and others v. Russia har fastslået, at det udgør en krænkelse af EMRK´s artikel 8, at de russiske myndigheder ikke vil anerkende/registrere et ægteskab indgået mellem personer af samme køn. Der er også i baggrundoplysningerne beskrevet, at LGBT+-personer i videre udstrækning end den øvrige befolkning i Rusland har begrænset tillid til politiet, jf. herved bl.a. Home Office rapport fra november 2020: ”Russia: Sexual orientation and gender identity or expression”. Endelig fremgår det, at det siden 2013 ved lov har været forbudt at propagandere for ikke traditionelle forhold over for mindreårige. Loven, der indebærer et forbud mod at give børn adgang til information om LGBT+-personers liv, blev af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juni 2017 vurderet at krænke ytringsfriheden, være diskriminerende og opfordre til homofobi. Det fremgår imidlertid også af baggrundsoplysningerne, at homoseksualitet ikke er forbudt i Rusland, men at det tværtimod har været lovligt siden 1993, og at det russiske samfund som sådan fremstår mindre homofobisk, end tilfældet var tidligere. Det fremgår endvidere, at LGBT+ personer ikke risikerer retsforfølgelse og/eller alvorlig skade som følge af deres seksualitet. Der afholdes queer/pride festivaler, og de seneste fire år har queerfestivaler – i modsætning til tidligere - ikke oplevet hindringer fra myndighederne. Det fremgår endvidere, at straffeloven foreskriver højere straf for had-motiverede forbrydelser mod LGBT+-personer, og der er afsagt domme, hvor straffen er fastsat under hensyn hertil, herunder i sager med hadske ytringer om LGBT+-personer. Flere domstole i Rusland har endvidere dømt til fordel for LGBT+-personer, som herefter har fået erstatning, og der er eksempler på, at homoseksuelle er blevet genindsat i ansættelsesforhold. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for homoseksuelle i Rusland – uanset at de må betegnes som vanskelige - ikke i sig selv er asylbegrundende, jf. herved tillige ovennævnte rapport og det i øvrigt foreliggende baggrundsmateriale. Som ovenfor anført er ansøgerne ikke i konflikt med myndighederne i Rusland, og de konflikter, som ansøgerne har oplevet, er ikke af et sådant omfang, at de er asylbegrundende. Der er endvidere ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at ansøgerne, såfremt de offentligt bekendtgør deres seksuelle orientering, ikke har mulighed for at søge den fornødne beskyttelse fra myndighederne i Rusland. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet yderligere til, at ansøgerne ikke søgte myndighedernes beskyttelse i forbindelse med ovennævnte episoder. Det kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, at Ruslands manglende registrering af homoseksuelle ægteskaber ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udgør en krænkelse af EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, stadfæster Flygtningenævnet derfor afgørelsen.” rusl/2021/12/RILA
