Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [bydel], [by], Iran. Ansøgeren er født muslim, men er ifølge det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet anklaget for spionage, og fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende anklagen om spionage har ansøgeren oplyst, at han var ansat hos et selskab ved navn [A], der hører under det iranske [ministerium], hvor hans primære opgave bestod i at servere te for de ansatte i ministeriet. En dag efter arbejdstid ringede ansøgeren til sin kæreste fra en telefon i et kontor ved siden af køkkenet, hvor han arbejdede. I kontoret blev der opbevaret computere og servere. En ansat opdagede ansøgeren, og den følgende dag blev han afhentet på sin arbejdsplads af to civilklædte personer. Ansøgeren fik bind for øjnene, ført ind i en bil herefter kørt til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i 15-20 dage, i hvilken forbindelse han blev afhørt mange gange, idet de iranske myndigheder mistænkte ham for spionage. Under tilbageholdensen blev han udsat for overgreb og fik ikke lov til at sove. Efter 15-20 dage blev ansøgeren ført til et fængsel ved navn [B], hvor han opholdt sig i to dage. Ansøgeren blev herefter løsladt på den betingelse, at han ikke rejste ud af Teheran. To måneder herefter udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i 2015 eller 2016 blev introduceret til kristendommen via en armensk familie, som var nabo til ansøgerens mormor. Ansøgeren bemærkede, at familien afholdt ceremonier og bad bønner, ligesom de havde kristne bøger i deres reoler. Ansøgeren overværede bønnerne, stillede spørgsmål hertil og fik en indre ro af at være sammen med familien. Da ansøgeren opholdt sig i Teheran og arbejdede for [A], dyrkede han sin kristne tro ved at læse i biblen sammen med sin ven [navn]. Ansøgeren identificerede først sig selv som kristen under sit ophold Grækenland, idet han her begyndte at gå i kirke. Ansøgeren har anført, at han endnu ikke er døbt, men at han ønsker at missionere i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han formoder, at de iranske myndigheder har fået kendskab til hans konversion, idet den iranske efterretningstjeneste er kommet i besiddelse af ansøgerens bibel og kors under en ransagning af hans bopæl, der fandt sted mens ansøgeren var tilbageholdt. Ansøgeren har yderligere oplyst, at efterretningstjenesten en dag opsøgte ansøgerens mosters bopæl, hvor ansøgeren boede i den pågældende periode. Da ansøgeren ikke var hjemme, tog efterretningstjenesten i stedet mosterens ægtefælle med til afhøring. Under afhøringen fortalte efterretningstjenesten, at de havde fundet nye beviser imod ansøgeren. Ansøgeren har i sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021 forklaret, at han arbejdede i et firma i Teheran, som hører under det iranske [ministerium]. Han arbejdede på en etage, hvor [enhed] holdt til. En dag i [foråret] 2017 gik han ind på et tomt kontor på en anden etage for at ringe ud af huset, hvilket ikke kunne lade sig gøre fra køkkenet, hvor han arbejdede. Han medbragte en telefon fra køkkenet, som han ville sætte i telefonstikket på kontoret. Han har senere under afhøringen rettet oplysningen om, at kontoret ikke lå på en anden etage, men rettelig på den etage, hvor han arbejdede. Han plejede at blive på arbejdspladsen lidt længere for at kunne ringe til sin kæreste, hvilket han også ville pågældende dag. Han blev inde på kontoret mødt af nogle medarbejdere, som spurgte, hvad han lavede på kontoret. Han blev den næste dag tilbageholdt og beskyldt for spionage. Ansøgeren har under asylsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han tog telefonen med fra køkkenet for at gå til kontoret for at ringe ud af bygningen. Da han forsøgte at komme ind på kontoret ved at sætte nøglen i låsen, blev døren låst op indefra af indehaveren af kontoret. Den pågældende spurgte, hvad han lavede, siden han var på vej ind på kontoret. Han har under denne samtale forklaret, at de andre gange, hvor han ringede ud af huset, skete det som regel fra et kontor, der var et møderum, men at han denne gang valgte at gå ind i det pågældende rum, hvor der var computere og servere, idet han ville låne en computer til at spille poker. Den nøgle, som han havde fået udleveret til sit arbejde i køkkenet, fungerede også til at låse op til serverrummet. Ansøgeren har forklaret, at han herefter var tilbageholdt i 15-20 dage, hvor han ved sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han var udsat for psykisk tortur. Han har under den senere asylsamtale oplyst, at han under tilbageholdelsen ikke fik lov til at sove, og at han inden afhøringerne blev taget til et baderum, hvor han påklædt og med bind for øjnene blev stillet under en kold bruser. Han blev efter 15-20 dage overført til et fængsel, hvor han efter en til to dage blev løsladt med besked på, at han ikke måtte forlade Teheran. Han vendte efter sin løsladelse tilbage til sin arbejdsplads, hvor han blev nægtet adgang. Han opholdt sig herefter to måneder i Iran uden at blive opsøgt af myndighederne, men valgte efter sin forklaring at udrejse, fordi myndighederne havde fundet ud af, at han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at der under hans tilbageholdelse var blevet foretaget en ransagning af hans bopæl hos sin mormor, hvor der blev fundet en bibel og et kors. Han tilstod under afhøringerne, at disse ting tilhørte ham, men fastholdt under afhøringerne, at han var muslim. Han antager, at han blev løsladt, fordi myndighederne ikke havde beviser mod ham vedrørende mistanken om spionage på grund af episoden med telefonen, og at ransagningen af hans bopæl to måneder senere skyldes, at myndighederne havde håbet at kunne afsløre andre kristne gennem ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne til grund som følge af episoden med telefonen, da forklaringen herom forekommer divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han inde på kontoret blev mødt af nogle medarbejdere, som spurgte, hvad han lavede på kontoret, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var tale om et serverrum, og at da han forsøgte at komme ind i rummet ved at sætte nøglen i låsen, blev døren låst op indefra af en medarbejder, der spurgte, hvad han lavede. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først til asylsamtalen og over for Flygtningenævnet har forklaret, at han under afhøringen af myndighederne ligeledes blev konfronteret med hans besiddelse af en bibel og et kors, men at han på trods af dette blev løsladt, da han insisterede på at være muslim, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han formoder, at myndighederne havde fået kendskab til ansøgerens religiøse overbevisning som følge af en ransagning hos mormoren, hvor de fandt en bibel og et kors. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren som følge af denne episode har bragt sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, herunder efterretningstjenesten. Der lægges i den forbindelse yderligere vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne. Med hensyn til ansøgerens konvertering til kristendommen har ansøgeren forklaret, at han var konverteret til kristendommen, da han boede i Iran, og at han under sin tilbageholdelse blev afhørt herom, men desuagtet blev løsladt. Han har videre forklaret, at han efter sin udrejse opholdt sig i Tyrkiet i to år, hvor han ikke praktiserede sin kristne tro. Han har som begrundelse herfor forklaret, at han arbejdede på en restaurant, hvor indehaveren var muslim, hvorfor han antog, at hans arbejdsgiver ville reagere dårligt på det, hvis han havde fundet ud af, at ansøgeren var kristen. Han praktiserede heller ikke sin kristne tro uden for arbejdstiden, fordi han aldrig havde fri, og derfor ikke havde tid til at gå i kirke. Hertil kommer, at han under sin forklaring for nævnet udbyggende har forklaret, at han opholdt sig ulovligt i Tyrkiet, hvorfor han undgik kontakt med andre personer, ligesom han divergerende har forklaret, at det først var under hans senere ophold i Bosnien, at han blev overbevist om, at han var kristen. Endelig fremgår det, at ansøgerens deltagelse i kirkelige og religiøse kurser i Danmark først er opstået efter hans anden asylsamtale og Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af disse oplysninger ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om hans konversion forekommer divergerende, og at han ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hans beslutning om konversion. Ansøgeren har efter Udlændingestyrelsens afgørelse oplyst Røde Kors, at han har været udsat for tortur, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling hertil. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet har på den baggrund ikke fundet grundlag for at iværksætte en sådan undersøgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han vil være i nogen reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/64/CARA
