Nævnet stadfæstede i januar 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tigre og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er fra [by] i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter myndighederne, fordi hun har unddraget sig militærtjeneste og er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2010 modtog en indkaldelse til militærtjeneste. Indkaldelsen blev afleveret personligt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme, hvorfor ansøgeren fik oplysningerne fra et familiemedlem. Efter 14 dage blev ansøgerens bopæl på ny opsøgt vedrørende indkaldelsen. Ansøgeren var igen ikke hjemme. Ansøgerens søster opfordrede herefter ansøgeren til at flygte ud af landet. Myndighederne opsøgte søsteren gentagne gange og afhørte søsteren for at lægge pres på hende og for at få hende til at fortælle, hvor ansøgeren befandt sig. Kort efter at militæret havde opsøgt dem, rejste ansøgeren fra byen. Ansøgeren har i forbindelse med ansøgningen om asyl om udrejsen af Eritrea oplyst, at hun har fået udstedt et nationalitetspas i 2002, men at hun aldrig har anvendt dette pas som rejselegitimation. Hun har videre oplyst, at hendes pas ikke efterfølgende er blevet fornyet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi hendes ægtefælle er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle også er deserteret fra militæret i Eritrea efter 10 år i tjenesten. Ansøgeren mødte sin ægtefælle i [land i Nordafrika] i 2011, og de blev religiøst viet i 2014. Vielsesattesten blev efterfølgende sendt til myndighederne i Eritrea, hvor attesten blev behørigt registreret. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Eritrea. Udvalgte akter fra ansøgerens familiesammenføringssag og fra ansøgerens ægtefælles asylsag har indgået i Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren oplyste i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen, at hun udrejste illegalt af Eritrea i 2010, og at hun ikke havde været i Eritrea siden. Ansøgeren fastholdt dette i forbindelse med den udvidede samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere under samtalerne forklaret og fastholdt, at hun fik udstedt et pas omkring 2002, at dette pas ikke efterfølgende er fornyet, og at hun mistede passet i 2015. I forbindelse med ansøgerens ansøgning om familiesammenføring i 2015, oplyste ansøgeren, at hun var statsborger i Eritrea, og at hun havde nationalitetspas. I ansøgningen var beskrevet, at passet var udstedt på en eritreisk ambassade i [land i Nordafrika]. Endvidere blev oplyst pasnummer, at passet var udstedt [i efteråret] 2012, og at passet var gyldigt til [efteråret] 2017. Ansøgningen var vedlagt en kopi af det omhandlede pas. Det fremgår af kopien af passet, at der [i efteråret] 2013 af de eritreiske myndigheder er udstedt et eritreisk visa til ”EXIT”. Det fremgår endvidere af ansøgningen om familiesammenføring, at hun på dette tidspunkt boede i [land i Nordafrika], og at hun flygtede dertil i [efteråret] 2008. Ansøgeren har for Flygtningenævnet om disse spørgsmål nu forklaret blandt andet, at hun fik udstedt pas i 2002, og at passet blev fornyet i 2012. Hun har nu videre forklaret, at hun udrejste til [land i Nordafrika] fra Eritrea i 2010. Hun opholdt sig derefter i [land i Nordafrika] indtil hun i 2012 legalt indrejste i Eritrea, hvor hendes pas blev fornyet. Hun opholdt sig derefter i Eritrea indtil [efteråret] 2013, hvor hun legalt udrejste til [land i Mellemøsten]. Fra [land i Mellemøsten] rejste hun til [land i Nordafrika]. I 2014 indrejste hun på ny i Eritrea, hvor hun blev gift. Derefter udrejste hun fra Eritrea. Hun har ikke været i Eritrea siden udrejsen i 2014. Hun har endvidere forklaret, at hun i perioden i 2012 til 2013, hvor hun opholdt sig i Eritrea, ikke blev kontaktet af myndighederne i Eritrea. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt muslimske landsbykvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. Af Landinfo Eritrea: ”Endringer i nasjonaltjenesten?” fra januar 2019 fremgår, at kilder angiver, at gifte kvinder er blevet fritaget eller hjemsendt fra nationaltjeneste, hvis de kan dokumentere, at de enten er gifte, gravide eller, hvis de har personlige kontakter til de eritreiske myndigheder. Kilder angiver endvidere, at de eritreiske myndigheder har en mere afslappet holdning til nationaltjeneste for kvinder. Af ”Eritrea – National Service, exit and entry”, januar 2020, oplyses, at det af National Service Proclamation, artikel 17 (1), fremgår, at enhver eritreisk statsborger, der er forpligtet til at udføre nationaltjeneste, kun kan få lov til at rejse til udlandet, hvis de fremlægger bevis for, at de er fritaget eller har afsluttet nationaltjeneste. Det fremgår, at eritreiske statsborgere skal have et udrejsevisum for at forlade landet lovligt, og at det er vanskeligt at få et udrejsevisum. Det fremgår endvidere at en person skal søge om visum til et andet land, før der kan søges om udrejsevisum, men at det første skridt er at få udstedt et pas. Endelig fremgår det, at såfremt en person kan få et pas, vil vedkommende sandsynligvis også kunne få et udrejsevisum. Ansøgeren har afgivet skiftende og delvist usammenhængende forklaringer om hendes ophold i Eritrea efter 2010 og tidspunkterne for hendes ind- og udrejser af Eritrea. Forklaringerne fremstår udbyggende for nævnet. Oplysningerne om, at ansøgerens pas blev fornyet i 2012, og at hun indrejste og opholdt sig Eritrea i længere perioder i 2012 til 2013 og i 2014, må anses for først at være fremkommet efter forehold af de oplysninger der fremgår af akterne fra familiesammenføringssagen. Efter den forklaring der nu er afgivet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i 2002 fik udstedt pas i Eritrea, og at dette pas blev fornyet ved ansøgerens personlige tilstedeværelse i Eritrea i 2012. Det lægges til grund, at ansøgeren udrejste til [land i Nordafrika] fra Eritrea i 2010, og at hun herefter opholdt sig i [land i Nordafrika] indtil 2012, hvor hun indrejste legalt i Eritrea. Det lægges til grund, at ansøgerens pas blev fornyet i Eritrea i 2012. Det lægges videre til grund, at ansøgeren herefter opholdt sig i Eritrea indtil september 2013, hvor hun, i overensstemmelse med de oplysninger der fremgår af kopien af ansøgerens pas, legalt udrejste til [land i Mellemøsten]. Det må videre lægges til grund, at hun i 2014 på ny indrejste i Eritrea, hvor hun blev gift, hvilket understøttes af oplysningerne i vielsesattesten, der er fremlagt i forbindelse med familiesammenføringssagen. Det lægges endelig til grund, at hun herefter udrejste fra Eritrea. På denne baggrund, og efter oplysningerne om, at ansøgeren – der nu er [45-50] år – flere gange i perioden 2012 til 2014 har ind- og udrejst af Eritrea, og at hun ikke har oplevet konflikter med myndighederne i Eritrea i denne forbindelse, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive indkaldt til nationaltjeneste, risikere straf for at have unddraget sig nationaltjeneste eller straf for at have udrejst ulovligt. Spørgsmålet er herefter om ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb som følge af, at ansøgerens ægtefælle i 2010 uden myndighedernes tilladelse har forladt militærtjeneste i Eritrea. Af baggrundsoplysninger om konsekvenser for familiemedlemmer til desertører, herunder EASO’s Country of Origin Information Report: Eritrea National Service, Exit, and return, udgivet i september 2019, fremgår følgende: “Family members of deserters or draft evaders are sometimes imprisoned for a couple of weeks or months in order to put pressure on the searched persons to report back to the unit. This applies as long as the searched person is believed to be still inside Eritrea. Once the person has left the country, the relatives are usually released.” Af Country Report: Eritrea: Eritrea National Service, exit an entry, udgivet i januar 2020 fremgår følgende: ”Consequences for family members of draft evaders or deserters 33. Most sources had heard of consequences of evasion and desertion for family members (parents, spouse or siblings) of evaders and deserters. However, some of these sources considered that this was worse in the past. In line with this, journalist Tom Gardner found that the Eritrean government was more ‘relaxed’ now compared to earlier. One source mentioned that family members would certainly be questioned, possibly aggressively, if someone fled, and that family members were potentially punishable if authorities thought that they were in any way involved. According to the source, ‘jail is always an option’. 34. Two sources had not heard of consequences for family members of draft evaders or deserters. Academic researcher, Tanja R. Müller, emphasised that family members had previously faced consequences, but this practice had more or less been abandoned now. 35. A group of interlocutors emphasised that there is no visible pattern in retaliations and referred to the lack of rule of law in Eritrea, and therefore found it hard to affirm whether there will be retaliations against the family of a person who has deserted. These interlocutors had heard of consequences, including jail, whereas other family members had been left alone. 36. An international organisation, based in Ethiopia, advised that family members of draft evaders or deserters who fled the country are held accountable to pay a fine. According to an academic researcher, Tanja R. Müller, these families had previously been asked to pay an amount of money, but she had not heard about this being requested from her acquaintances in Eritrea for quite a while now. 37. Human Rights Watch advised that when a person evaded or deserted national service, their spouses might be requested to replace them regardless of the fact that married women with children were often exempted from national service. According to HRW, there were some examples of the risk of reprisals for family members being greater if the evader or deserter was believed to still be in the country compared to when the person had fled. Academic experts Martin Plaut and Habte Hagos stated that the practice of requesting family members to take the place of the deserter or the evader used to be widespread and is considered to still apply.” Efter det oplyste, herunder ansøgerens egen forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på intet tidspunkt har været samlevende i Eritrea, og at ansøgeren ikke har oplevet problemer eller konflikter med myndighederne i Eritrea på grund af, at ægtefællen har forladt militæret. Det må endvidere lægges til grund, at ægteskabet blev indgået i Eritrea i 2014, og at ægtefællerne efterfølgende anmodede myndighederne i Eritrea om at registrere vielsesattesten, hvilket skete uden anmærkninger. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ægtefællerne ville tage sådanne skridt, såfremt de formodede, at de derved ville udsætte sig for risiko for forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke af denne grund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således samlet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Det er endvidere Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Eritrea ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2026/1/flfr
