Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold og adgangen til asylproceduren for asylansøgere i Italien, herunder risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Nævnet bemærker hertil, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at Italien efter de foreliggende oplysninger har meddelt klagren humanitær opholdstilladelse, som er udløbet i [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret 2020] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering og sundhedsbehandling ved en tilbagevenden til Italien, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, her-under AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling.Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/2018 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including fami-ly groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Fol-lowing our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) og den 27. maj 2021 i sagen A.B. and Others mod Finland (application no. 41100/19) har vurderet modtageforholdene, herunder også asylansøgeres adgang til sundhedsydelser i Italien og afvist klager herover. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene for asylansøgere i Italien i perioden fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domsafsigelser i de to ovennævnte sager og frem til udgivelsen af Swiss Refugee Councils rapport af 10. juni 2021 kan anses for at være forværret i en sådan grad, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2021 i Udlændingestyrelsen er refereret for at have forklaret, at han er sund og rask. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det ikke er muligt for klageren at søge om forlængelse af sin humanitære opholdstilladelse i Italien, da han har opholdt sig uden for landet i mere end 12 måneder, og at klageren ved indrejse i Italien vil være nødt til at indgive en ny ansøgning om asyl, i hvilken forbindelse han vil stå over for de samme problemstillinger som andre dublinoverførte, der tidligere har været registreret som asylansøgere i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på, at Italien har accepteret at modtage klageren efter Dubinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, hvorfor det må lægges til grund, at Italien har færdigbehandlet klagerens asylsag. Herudover finder Flygtningenævnet i lighed Udlændingestyrelsen, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Endelig kan den omstændighed, at klageren har fået en kæreste i Danmark, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ikke kan anses som omfattet af familiebegrebet som beskrevet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet der ikke efter det op-lyste er tale om et fast samliv eller et ægteskabslignende forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2021/20/LINB
