Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Colombia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Colo/2021/15/gdan og Colo/2021/16/gdan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske mestiz, kristne og boede forud for deres udrejse i Huila, Colombia. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygtede medlemmer fra en gruppe, der havde kontrollen i klagernes hjemområde, formodentligt FARC, idet den mandlige klager havde givet mad til soldater fra regeringen. De oplyste til støtte herfor, at den mandlige klager i [starten af] 2005 blev opsøgt af medlemmer fra en gruppe, som gav den mandlige klager besked på at forlade området inden for 24 timer. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de frygter medlemmer fra gruppen, som opsøgte den mandlige klager i 2005. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at FARC fortsat er alle steder og har kontrollen, og at det er blevet værre, siden familiens udrejse fra Colombia. Den kvindelige klager har til støtte herfor oplyst, at guerillaen nu går civilklædt og har infiltreret hele landet. Af Udlændingestyrelsens rapport fra 22. februar 2019: ”Sikkerhedssituationen i Colombia: Fredsaftale, væbnede parter, udsatte grupper og retsvæsen”, fremgår det blandt andet, at der i 2016 blev underskrevet en national fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe, FARC. Fredsaftalen var en historisk milepæl. FARC blev under fredsaftalen fjernet fra EU's terrorliste, og som et led i fredsaftalen skulle FARC demobilisere. Afvæbningen blev monitoreret af FN’s mission i Colombia, der i sommeren 2017 bekræftede, at demobiliseringen var afsluttet. Ved aftalen trak FARC sig tilbage fra 98 % af de områder, de tidligere kontrollerede. Fredsaftalen indebærer blandt andet gennemgribende jord- og landbrugsreformer og et nyt retssystem, som skal sikre retfærdighed og forsoning for konfliktens ofre og demokratisk deltagelse. Derudover dannede FARC et politisk parti og stillede op til valget i 2018. Af rapporten fremgår det, at omtrent 800-1.500 FARC-dissidenter ikke har tilsluttet sig fredsprocessen. Disse opererer primært i områder, hvor FARC tidligere var aktive, navnlig i de sydlige provinser, i grænseområdet til Venezuela samt kystregionerne langs Stillehavet i provinserne Nariño, Cauca, Caquetá, Guaviare, Vaupés, Guainía og Meta. Da konflikten mellem FARC og den mandlige klager havde sin baggrund i FARC´s daværende kamp mod regeringen, da FARC og regeringen har indgået en fredsaftale, der indebar en demobilisering af FARC, der blev afsluttet i 2017, da den mandlige klagers konflikt opstod i [starten af] 2005 – for over 16 år siden - og da klagerne ikke er særligt profilerede, findes den omhandlede konflikt med FARC at være afsluttet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klagerne ved en tilbagevenden til Colombia ikke vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I henhold til EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter EMD’s praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til blandt andet EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder at klagernes to myndige børn fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv som omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv er den mandlige klager født i [1960’erne] i Colombia, hvor han har boet frem til 2005 og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Han indrejste [i sommeren] 2013 i Danmark [i sine 40’ere] og har nu haft lovligt ophold i Danmark i knap otte et halvt år. Han har bestået Prøve i Dansk 1. Han har arbejdet i et [firma] i en periode i 2017, i et [firma] i en periode fra 2018 til 2019 samt som vikar i et [firma] i 10-11 måneder indtil [vinteren 2020/21]. Han har siden [foråret] 2021 været ansat på [en fabrik] på fuld tid, hvor han er fastansat. Klageren har i den forbindelse dannet flere bekendtskaber. Den kvindelige klager er født i [1960’erne] i Colombia, hvor hun har boet frem til 2006, og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Hun indrejste [i sommeren] 2013 i Danmark [i sine 40’ere] og har ligeledes haft lovligt ophold i Danmark i knap otte og et halvt år. Hun har gennemført Prøve i Dansk 2. Hun har ikke haft fast arbejde, men har været i praktik forskellige steder, herunder to år på et plejehjem. Klagerne er gift og har to voksne børn [i starten af 20’erne] år, der ligeledes er colombianske statsborgere, i Danmark. I klagernes hjemland har den kvindelige klager [familiemedlemmer], og den mandlige klager har sin [familiemedlemmer]. Klagerne har i [et land i Sydamerika] deres myndige datter. Klageren har siden få måneder efter deres ankomst til Danmark været en del af [en kirke], [by og kirkens navn], hvor de tager del i gudstjenester og i menighedsarbejdet, herunder blandt andet praktisk arbejde for kirken. De har herudover blandt andet deltaget i flere [arrangementer i kirken]. Flygtningenævnet finder henset til klagernes tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af deres opholdstilladelser vil udgøre et indgreb i deres ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge deres opholdstilladelser over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i deres ret til privat- og familieliv. Allerede med henvisning til, at klagerne har et familieliv med deres to myndige børn, der begge bor hjemme, som ved samtidige afgørelser af i dag, har fået forlænget deres opholdstilladelser, finder Flygtningenævnet, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagernes ret til respekt for deres familieliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge deres opholdstilladelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke anledning til at foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt indgrebet i klagernes privatliv kan anses for proportionalt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Colo/2021/14/gdan
