Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Al-Hasakah-provinsen i Syrien, men har siden år 2000 og frem til sin udrejse af Syrien, ifølge sine forklaringer til Udlændingestyrelsen, boet i Rif Damaskus, Syrien. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han havde købt en ejendom i Qamishli i 2012, og at han havde boet der det seneste år inden sin udrejse af Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af det kurdiske parti [politisk parti]. Klageren har været medlem siden år 1991. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, og at han frygtede de syriske myndigheder og Islamisk Stat, grundet hans etnicitet som kurder. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har unddraget sig militærtjeneste, og at hans søn nu er i den militærpligtige alder og dermed vil være tvunget til at aftjene militærtjeneste, såfremt han rejser tilbage til Syrien. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han frem til år 2011 var statsløs kurder, hvorfor han ikke blev indkaldt til militærtjeneste. Efter at have opnået syrisk statsborgerskab i 2011 blev klageren indkaldt til militærtjeneste i år 2014. Efterfølgende blev klageren opsøgt af politiet på sin arbejdsplads og blev oplyst, at han ved fremmøde på politistationen skulle melde sig til aftjening af militærtjeneste, hvilket klageren undlod at gøre. Da klageren på et senere tidspunkt blev stoppet ved en kontrolpost i Damaskus, fik klageren frataget sit ID-kort og blev instrueret om, at ID-kortet ville blive udleveret ved henvendelse på aftjeningsstedet. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er ajanib og kurder, hvorfor han frygter de syriske myndigheder, Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat. Klageren har til støtte herfor oplyst, at man som ajanib og kurder ingen rettigheder har i Syrien. Det er ikke muligt at eje bolig, det er svært at arbejde og at tage en uddannelse, og kurderne bliver tvunget til at være muslimer. Der er tale om en længerevarende konflikt mellem regeringen i Syrien og det kurdiske folk. Klageren frygter ved en tilbagevenden til Syrien at blive dræbt af enten den syriske regering, Den Frie Syriske Hær eller Islamisk Stat, grundet hans etnicitet som kurder. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han har været politisk aktiv for det kurdiske parti [politisk parti]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har været medlem af partiet siden 1991, og at han aldrig har udmeldt sig officielt. Klagerens opgaver har bestået af at arrangere kulturelle aktiviteter og undervisning i det kurdiske sprog. Klageren har desuden deltaget i en demonstration i år 2010 imod en lov om forbud mod byggeri i de kurdiske områder. Demonstrationen fandt sted foran præsidentenes palads i Damaskus. Klageren blev i den forbindelse anholdt og afhørt af efterretningstjenesten. Klageren blev sammen med andre demonstranter sat på en bus og ført til efterretningstjenesten, hvor de skulle opholde sig i en kælder i omkring to timer, hvorefter indenrigsministeren fortalte demonstranterne, at de kunne ansøge om ændring af loven i stedet for at demonstrere. Demonstranterne blev herefter løsladt på betingelse af, at de ikke ville demonstrere igen. Klageren har ikke været involveret i yderligere politiske aktiviteter for partiet. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet han grundet sin udrejse af Syrien samt ophold i Danmark bliver anset som en landsforræder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus/ Rif Damaskus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om, hvor han har boet i Syrien. Klageren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han er født i [by A] i Al-Hasakah-provinsen, hvor han boede frem til 2000. Herefter flyttede han til Damaskus, og at hans seneste adresse i Syrien var Damaskus, [by B]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren forklaret, at han er født i [by A] i Al-Hasakah-provinsen, hvor han boede frem til 2000. Herefter flyttede familien til [by C], Rif Damaskus, hvor de boede frem til udrejsen. Af advokatindlægget fremgår, at klageren i 2012 har købt en ejendom i Qamishli, at klageren boede i Qamishli frem til sin udrejse i 2014, og at han fortsat ejer ejendommen i Qamishli. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han i perioden 2013-2014 primært opholdt sig i Qamishli, hvor han satte sit hus i stand og også levede af at sælge grøntsager. Det fremgår af oplysningsskemaet af [dato] 2020, som klageren ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har bekræftet indholdet af, at klageren har oplyst, at han ikke ejer fast ejendom i Syrien. Klageren har heller ikke ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han ejede fast ejendom i Qamishli. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 og til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har oplyst, at han har arbejdet på en tøjfabrik i Damaskus fra 2000 til udrejsen i september 2014. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere oplyst, at han ud over arbejdet på tøjfabrikken havde sin egen tøjforretning i [by B], som han havde startet i 2004, og at hans kone passende forretningen om dagen, og at han arbejdede i forretningen om eftermiddagen/aftenen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ved mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans børn gik i skole i Damaskus. Flygtningenævnet lægger herefter efter en samlet vurdering til grund, at klageren siden 2000 og frem til udrejsen har boet i Damaskus / Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området, kan inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse/inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet for en effektiv immigrationskontrol, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 7 år. Klagerens ægtefælle og 2 mindreårige børn er udrejst af Danmark i 2021 og bor ifølge klageren i Tyrkiet. Klagerens voksne datter er ifølge klageren også udrejst af Danmark og bor i Tyrkiet. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans voksne søn i Danmark, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den voksne søn, der har fuldtidsarbejde, har været udeboende og først er flyttet ind til klageren, der også har fuldtidsarbejde i 2021, efter at klagerens ægtefælle og de mindreårige børn flyttede til Tyrkiet, da klageren havde en stor lejlighed. Det fremgår af cpr-registeret, at klagerens søn er registreret med adresse hos klageren [siden vinteren] 2021. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte sagen på, at sønnens verserende sag om opholdstilladelse bliver afgjort. Klageren har haft fuldtidsarbejde i Danmark i et pizzeria siden 2020. Klageren har herudover arbejdet 3 måneder som buschauffør og 1 måned for Flextrafik. Han har bestået Dansk 2 og har gennemført AMU-kurser. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelse at ikke udgøre et indgreb i klagerens ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har asylbegrundende konkrete og individuelle konflikter med myndigheder eller privatpersoner eller andre i Syrien. Med hensyn til politisk aktivitet, har klageren ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han ikke havde været politisk aktiv og ikke havde være medlem af et politisk parti i Syrien. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren oplyst, at han har været medlem af et kurdisk parti ved navn [politisk parti], og at han indtil 2010 har deltaget i forskellige kulturelle aktiviteter i Syrien for partiet, og at han har deltaget i en demonstration i 2010. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de angivelige politiske aktiviteter ligger langt tilbage i tid, og at klageren ikke har oplevet problemer med de syriske myndigheder som følge af de angivelige politiske aktiviteter siden 2010, og at det angivelige forhold under alle omstændigheder må anses for afsluttet. Efter en samlet vurdering kan det ikke lægges til grund, at klageren har asylbegrundende konkrete og individuelle konflikter med myndigheder eller privatpersoner eller andre i Syrien på grund af angivelig politisk aktivitet. Den omstændighed, at ansøgeren i sin tid er udrejst illegalt af Syrien, og at han på den baggrund frygter de syriske myndigheder, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders generelle reaktion herpå, ikke føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke i øvrigt var profileret eller har haft personlige konflikter med de syriske myndigheder. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at de forlod landet under krigen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han ikke er syrisk statsborger, da han til begge samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i 2011 søgte og fik tildelt syrisk statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere i den forbindelse, at klageren har et syrisk nationalitetsnummer, som fremgår af hans officielle syriske dokumenter, og at han har fået udstedet syrisk ID-kort. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren er etnisk kurder med syrisk statsborgerskab, der blev meddelt ham i 2011. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse som følge af sin kurdiske oprindelse. Flygtningenævnet har med hensyn til militærtjeneste lagt vægt på, at har klageren ved samtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at i forbindelse med, at det blev besluttet at give alle Ajanibi statsborgerskab, blev besluttet, at alle dem, der var under 18 år, ville blive indkaldt til militærtjeneste efter at de havde opnået statsborgerskab, og at alle dem, der var over 18 år og som opnåede statsborgerskab, ville blive fritaget. Det fremgår endvidere af samme samtale, at klageren har oplyst, at han ikke er blevet indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den militærpligtige alder for mænd i Syrien ifølge baggrundsoplysningerne er 18-42 år, samt at klageren var 46 år gammel ved sin udrejse af Syrien og nu er 53 år og dermed uden for den militærpligtige alder. Med hensyn til klagerens voksne søns unddragelse fra militærtjeneste i Syrien bemærkes, at sønnen udrejste af Syrien med klageren, da sønnen var 15 år. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnens unddragelse af militærtjeneste bemærker Flygtningenævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at klagerens søn er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De socioøkonomiske forhold i Syrien kan i øvrigt medføre, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2022/3/jnsa
