Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, straffelovens § 119, stk. 1, overtrædelse af lov em euforiserende stoffer og overtrædelse af færdselsloven, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Yderligere har klageren en dom fra 2018, hvor han blev idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Syrien, fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste og slå civile ihjel, ligesom han heller ikke ønskede selv at blive slået ihjel. Til støtte herfor har klageren henvist til, at familiens bopæl efter hans udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og at klagerens far er blevet udspurgt om klageren. Klagerens far blev i denne forbindelse tilbageholdt og udsat for tortur, og de syriske myndigheder indikerede, at de var særligt interesserede i klageren, fordi han havde gået på en [x] skole, hvor han havde opnået færdigheder, som de kunne gøre brug af i militæret. Yderligere har klageren henvist til, at han er palæstinenser, og at palæstinensere bliver brugt som menneskeskjold ved frontlinjen. Endelig har klageren oplyst, at han under sit ophold i [by] blev bortført af en islamisk gruppering, som mistænkte ham for at støtte den syriske regering. Han var bortført i tre dage og blev i denne forbindelse udsat for tortur. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, oprindeligt siden den [foråret] 2015. Klageren er på ny meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2019. Endvidere er klageren meddelt opholdstilladelse [i sommeren] 2020. Ved dom afsagt af [byret] den [i foråret] 2022 er klageren idømt 1 år og 6 måneders fængsel for blandt andet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, vold og trussel om vold mod tjenestegørende politifolk efter straffelovens § 119, stk. 1, hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt gentagne tilfælde af kørsel i personbil efter indtagelse af bevidsthedspåvirkende stoffer. Klageren blev ved dommen, der ikke er anket, udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år regnet fra udrejsen eller udsendelsen. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022, at Syrien må betragtes som klagerens hjemland, samt at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., fordi han har været registreret hos UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. fordi klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, idet der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, vold mod polititjenestemænd, samt gentagne tilfælde af kørsel under indtagelse af bevidsthedspåvirkende stoffer. Han er endvidere dømt for en række andre lovovertrædelser. Ved afgørelsen af om klageren udgør en fare for samfundet, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren, udover ved den ovennævnte dom, tidligere er dømt seks gange, blandt andet for alvorlig personfarlig kriminalitet. Efter en samlet vurdering tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klageren må anses for at være en fare for samfundet, og at der herefter ikke kan gives klageren opholdstilladelse. Den af klageren afgivne forklaring om baggrunden for den begåede kriminalitet og om klagerens angivelige fremtidsplaner kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2022/18/CARA
