Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke vil tilbage til Tyskland, idet han ikke føler sig tryg i Tyskland og frygter for sit liv, samt at klageren har helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste har en konflikt med nogle [nationalitet] personer, som skygger og chikanerer klageren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Det kan i den forbindelse heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren efter det oplyste har forsøgt at rette henvendelse til det tyske politi med klage over, at personalet gik ind på klagerens værelse på asylcentret, men at dette var nyttesløst, idet nogle [personer] skulle have overbevist det tyske politi om ikke at hjælpe klageren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at det tyske politi ikke vil hjælpe klageren som følge af indblanding fra nogle ukendte [nationalitet] personer. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagerens klage. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren anførte vedrørende, at klageren har helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han har modtaget lægelig behandling i Tyskland, ligesom klageren har fremlagt dokumentation herfor. Klageren må på denne baggrund forventes atter at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/21/anfi
