Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra [bydel], Damaskus. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 16/17] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt eller dræbt af ukendte personer. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev stoppet af en politibetjent på vej hjem fra arbejde, som spurgte klageren, om han ville køre en civilklædt person, som stod ved siden af politibetjenten, til bydelen [bydel], hvilket klageren gjorde. I bilen truede manden klageren med en pistol. Manden krævede, at klageren samarbejdede med ham. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv videre til de generelle forhold. Den mandlige klager henviste yderligere til, at han frygtede, at hans børn skulle blive kidnappet. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes ægtefælle ville blive tilbageholdt i Syrien, fordi han var blevet truet til at samarbejde med en ukendt person. Den kvindelige klager henviste som asylmotiv videre til de generelle forhold, herunder at hun havde hørt om en gruppe, der kidnappede børn og derefter krævede løsesum. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han vil blive betragtet som en forræder, da han er udrejst af Syrien og ikke er blevet for at kæmpe. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, da klagerens [familiemedlem] blev anholdt og efterfølgende er afgået ved døden i fængslet i 2018. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af hans deltagelse i flere demonstrationer i Jylland i 2018. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af sin søn, [A’s], militærunddragelse. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter sin ægtefælles søsters tidligere ægtefælle, da denne har truet klageren. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endelig henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har været offentligt ansat. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af hendes ægtefælles oprindelige konflikt med de syriske myndigheder. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søn har deltaget i demonstrationer i Syrien imod styret. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hun har fætre, der har deltaget i demonstrationer i Syrien imod styret. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse yderligere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søn, [A], har unddraget sig militærtjeneste. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søsters tidligere ægtefælle har anmeldt hende og hendes familie for at være landsforrædere, da de har forladt Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endelig henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har forladt sin stilling som offentligt ansat uden tilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerne har konflikter med de syriske myndigheder, som kan føre til meddelelse af opholdstilladelse. Vedrørende den mandlige klager bemærkes indledningsvis, at han på ingen måde kan betragtes som havende været offentligt ansat. Dette er også forklaret af ham selv ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015. Vedrørende den af den mandlige klager beskrevne episode, hvor han angiveligt blev stoppet og truet med en pistol af en civilperson, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har forklaret divergerende om, hvem han formodede, at den pågældende var. Ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklarede han således, at han formodede, at den pågældende tilhørte oppositionen. Senere hen har han forklaret, at han på grund af et våbenskjold eller lignende, der fandtes på det våben, han blev truet med, formodede, at den pågældende tilhørte sikkerhedstjenesten eller lignende. Foreholdt dette under møde i Flygtningenævnet, har klageren ikke kunnet give nogen troværdig forklaring herpå. Den kvindelige klager har ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklaret, at hun tidligere havde undervist, men at hun på daværende tidspunkt ikke havde arbejdet i mange år. Ved senere samtale [i vinteren 20/21] har hun forklaret, at hun arbejdede som privat underviser i 10 år. Ved sagens behandling for Flygtningenævnet har hun imidlertid gjort gældende, at hun var offentligt ansat, og at hun underviste helt frem til kort før sin udrejse fra Syrien, og at hun således må betragtes som en offentligt ansat, der uden tilladelse har forladt sin tjeneste. Begge klagere henviste ved deres indrejse i Danmark i 2015 i såvel skemaer som ved oplysnings- og motivsamtaler i vidt omfang til de generelle forhold i Syrien. Særligt bemærker Flygtningenævnet, at ingen af dem omtalte, at der skulle have været gentagne ransagninger af deres bopæl, som senere hævdet. Det blev heller ikke på daværende tidspunkt omtalt, at deres søn, [A], skulle have været udsat for individuelt begrundede chikanerier i sin skole, fordi han angiveligt ikke ville medvirke i demonstrationer til fordel for styret. Derimod blev der henvist til, at forholdene, herunder for børn, generelt var farlige og usikre, herunder at skolebygninger var blevet beskadigede under krigshandlinger. Endelig har klagerne forklaret udbyggende om omstændighederne vedrørende deres udrejse, idet den mandlige klager ved førnævnte oplysnings- og motivsamtale i 2015 forklarede, at de udrejste legalt og oplyste, at de skulle til Tyrkiet, mens begge klagere ved møde i Flygtningenævnet har forklaret, at de ved udrejse tilkendegav over for de syriske myndigheder, at de alene skulle på ferieophold i Libanon. Efter en samlet vurdering må klagernes forklaringer herefter betegnes som værende i så væsentlig grad divergerende og udbyggende, at de ikke kan lægges til grund ved sagens behandling, men må tilsidesættes som utroværdige. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klagerne ved deres udrejse af Syrien var omfattet af forhold, der indebar risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende efterfølgende forhold bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har henvist til sønnen, [A’s], værnepligtsforhold. Flygtningenævnet bemærker hertil, at [A] var [12-15 år] og således ikke værnepligtig ved sin udrejse af Syrien. Den omstændighed, at han senere har opnået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til værnepligtsforholdene medfører ikke, at han kan sidestilles med en person, der efter at være indkaldt, er deserteret, ligesom han ikke kan anses for at være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsmateriale nr. 1704 ”Syria Treatment Upon Return”, side 11, at familier til personer, der har unddraget sig værnepligt, normalt ikke vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder. Klagernes deltagelse i demonstrationer og andre aktiviteter i Danmark vendt mod de syriske myndigheder har ikke et sådant omfang, at det kan føre til at anse klagerne for at være profilerede i forhold til de syriske myndigheder, hvorved bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder det sandsynligt, som hævdet af klagerne, at enhver form for aktivitet af denne karakter vil være det syriske styre bekendt. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde, at klagernes forklaring om, at de skulle være i risiko for forfølgelse på grund af en konflikt med den kvindelige klagers svoger ikke forekommer overbevisende og ikke kan lægges til grund. Der henvises her i det hele til det af Udlændingestyrelsen anførte. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt, der kan meddeles klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan Flygtningenævnet i det hele henvise til Udlændingestyrelsens afgørelser, som Flygtningenævnet på dette punkt kan tiltræde. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Vedrørende den mandlige klager bemærker Flygtningenævnet, at han indrejste i Danmark som [45-50]-årig og havde levet hele sit liv indtil da i Syrien. Han taler i begrænset omfang dansk og har haft arbejde i Danmark i nu fire år. Han har sin ægtefælle, sin umyndige datter og sin voksne søn i Danmark. Sønnen har selvstændig bopæl. Der er intet oplyst om et afhængighedsforhold mellem den mandlige klager og sønnen. Henset særligt til varigheden af klagerens ophold i Danmark sammenholdt med hans ophold i og tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse på grund af disse forhold ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Vedrørende den kvindelige klager bemærker Flygtningenævnet, at hun indrejse i Danmark som [35-40]-årig og havde levet hele sit liv indtil da i Syrien. Hun har kun begrænsede danskkundskaber og har ikke haft arbejde i Danmark. Hun har den samme familiemæssige tilknytning til Danmark som den mandlige klager. Henset særligt til varigheden af klagerens ophold i Danmark sammenholdt med hendes ophold i og tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse på grund af disse forhold ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Spørgsmålet er herefter, om klagernes umyndige datter, [B], har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse, og dermed af [B’s] opholdstilladelse, vil indebære en tilsidesættelse af Danmarks internationale forpligtelser. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 fremgår blandt andet følgende om proportionalitetsafvejningen, herunder særligt om længden af det lovlige ophold, børns selvstændige tilknytning og hensynet til familiens enhed: "… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark. …" Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klagernes datter, [B], er kommet til Danmark som [8-11]-årig og i dag er [16-18] år. Hun har gået i skole i nu syv år, har haft almindelige fritidsinteresser, gået i fritidscenter og har, efter det oplyste, danske venner. Hun har nu afsluttet folkeskolen og er begyndt på gymnasiet. Hun har således haft en væsentlig del af sine formative år og første ungdomsår i Danmark og har opnået en særlig tilknytning til landet. Hun forlod Syrien, da hun var [8-11] år. Hun har herudover på dansk uden tolk forklaret om sin skolegang, fritidsinteresser og ønske om uddannelse med videre for nævnet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, ikke mindst henset til varigheden af hendes ophold i Danmark, at det vil være særligt indgribende for hende – og dermed for klagerne – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/126/eeb
