Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse (svig) af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2003 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at blive sået ihjel af de iranske myndigheder, blandt andet fordi han blev anholdt og tilbageholdt i tre måneder grundet hans tidligere svigerfamilies politiske aktiviteter og hans egen irakiske herkomst. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med hans asylansøgning. Klageren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 som asylmotiv oplyst, at han ikke længere har noget i Iran, at han har sine børn i Danmark og at han næsten er [60-65 år] og vil derfor ikke have noget at lave i Iran. I indlægget fra advokaten af [sommeren] 2022 har klageren som nyt asylmotiv anført en konflikt med familien til sin tidligere ægtefælle, som han blev skilt fra i 2015, da han skylder en stor medgift, og i den anledning er blevet truet af svigerfamilien og risikerer fængsel ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har afgivet urigtige oplysninger om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om centrale dele af sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvor og hvorfor han oprindeligt blev anholdt af de iranske myndigheder. Til asylsamtalen [i efteråret] 2001 har klageren forklaret, at han blev anholdt til et bryllup, fordi han havde drukket alkohol og råbte ukvemsord ad myndighederne. Til samtalen [i foråret] 2021 oplyste klageren derimod, at han blev anholdt, fordi der blev afholdt et politisk møde hos hans svigerforældre, hvor han befandt sig under et almindeligt besøg. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om centrale dele af det efterfølgende handlingsforløb. Til asylsamtalen oplyste klageren, at han efter anholdelsen af ham blev kørt til [by] politistation i[område], hvor han blev afhørt i ca. en halv time, og at han efterfølgende blev tilbageholdt i en isolationscelle i ca. 3 måneder, hvor han blev udsat for grove fysiske overgreb. Endvidere oplyste klageren, at han blev tilbageholdt i ca. tre forskellige arresthuse eller fængsler. Klageren oplyste desuden, at han blev sigtet for at råbe ukvemsord mod myndighederne og for at være irakisk spion. Klageren oplyste yderligere, at han efter anholdelsen blev stillet for en dommer i[retten], hvor han blev idømt en fængselsstraf på 7 år. Klageren oplyste yderligere, at han efter at have modtaget dommen skulle transporteres til et fængsel, hvor han under transporten bestak betjenten til at køre ham hjem til sin bopæl, så han kunne sige farvel til sin familie. Da de nåede til hans bopæl, flygtede klageren fra betjenten. Klageren oplyste ved samtalen [i sommeren] 2002, at han kun havde været tilbageholdt en enkelt gang, men at han i den forbindelse blev flyttet til i alt tre forskellige arresthuse, og han aldrig havde været tilbageholdt i længere tid, og har ikke forklaret om, at han blev stillet for en dommer. Klageren oplyste, at han bestak betjenten, der anholdt ham, til at køre ham direkte hjem efter anholdelsen, så han kunne hente sin medicin, og at han i den forbindelse flygtede fra betjenten, da de befandt sig på klagerens bopæl. Til samtalen [i foråret] 2021 forklarede klageren derimod, at han var på vej til politistationen efter anholdelsen af ham, men at han aldrig nåede derhen, idet han bestak politibetjenten til at køre ham direkte hjem efter anholdelsen. Klageren har forklaret forskelligt om, hvor længe han efter den angivelige flugt opholdt sig i [by]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2001 har klageren forklaret, at han efter den angivelige flugt opholdt sig 1,5 år i [by]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har klageren forklaret, at han opholdt sig der i ca. 1-1,5 måned. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at klageren bevidst har givet urigtige oplysninger og derved opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2. Med hensyn til det nye asylmotiv om en konflikt med familien til sin tidligere ægtefælle, som han har oplyst, at han mødte i forbindelse at han var i Iran i [sommeren] 2013, og som han blev gift med i [efteråret] 2013, bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren intet har oplyst herom ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021, hvor han oplyste, at han ikke længere har noget i Iran, at han har sine børn i Danmark, at han er næsten [60-65 år] og ikke har noget at lave i Iran, og at der ikke var andre grunde til, at han ikke kunne vende tilbage til Iran, og at det først er i advokatens indlæg af [sommeren] 2022, at denne konflikt er nævnt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af den af klageren fremlagte vielsesattest fremgår, at ægteskabet blev indgået [i foråret] 2013, hvilket var før han ifølge sin forklaring mødte ægtefællen, og som ikke stemmer med hans forklaring om, at de blev gift i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder på baggrund af den fremlagte vielsesattest, som ikke kan anses for ægte, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv- eller familie efter EMRK artikel 8, at indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt, og at indgrebet varetager et legitimt formå som anført i EMRK artikel 8, stk. 2. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2000 som [30-35-årig], og har således opholdt sig her i landet i knap [20-22 år]. Klageren har haft skiftende perioder med arbejde siden 2004. Han har bestået prøve i dansk 2 og taler dansk. Klageren er sund og rask. Klageren har færdiggjort uddannelse svarende til gymnasium i sit hjemland og taler farsi. Klageren har været tilbage i Iran i to perioder i 2013. Klageren har endvidere oplyst, at han har to sønner på henholdsvis [20-23 år] og [17-19 år]. Klageren har videre oplyst, at sønnen på [20-23 år] er flyttet hjemmefra og klarer sig selv, og at den [17-19 årige] søn bor hos klageren, og at der er et stærkt afhængighedsforhold mellem denne søn og klageren, navnlig fordi sønnen mistede sin mor som [9-11-årig], og klageren har taget sig af sønnen siden, og at sønnen er sårbar som følge af hans opvækst. Klageren har videre oplyst, at han har en bror og tre søstre i Iran, og at han har kontakt med dem 2-3 gange årligt. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Ved proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, der således indebærer, at indgrebet i privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet varetager, skal der foretages en samlet konkret vurdering. Voksne børn er som udgangspunkt ikke omfattet af beskyttelsen til familieliv i EMRK art. 8´s forstand, medmindre der forligger et afhængighedsforhold mellem klageren og dem. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at EMD har udtalt, at forholdet mellem myndige børn og deres forældre kan omfattes af begrebet familieliv efter EMRK artikl 8 i sager omhandlende unge, hjemmeboende voksne, som ikke har stiftet selvstændig familie, jf. blandt andet EMD´ dom Pormes v. the Netherlands, præmis 47. Det forhold, at opholdstilladelsen er opnået ved svig skal tillægges en vis vægt i proportionalitetsafvejningen. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i EMRK art 8, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være et uproportionalt indgreb i klagerens ret til familieliv efter EMRK art. 8. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens søn på [17-19 år], der er født i Danmark, og som ikke har stiftet selvstændig familie, bor hjemme hos klageren, og at det efter en samlet vurdering, herunder det oplyste om afhængighedsforholdet mellem dennes søn og klageren, herunder at sønnen mistede sin mor som [9-11-årig], og at klageren har taget sig af ham siden, vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til familieliv efter EMRK art. 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Iran/2022/42/SCH
