Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde ansøgt om international beskyttelse i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til utilstrækkelig asylbehandlingsprocedure, forholdene på asylcenteret og manglende adgang til sundhedsvæsenet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Norge og herefter udrejst af Norge, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at han ikke mener, at de norske myndigheder har foretaget en grundig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at såfremt klageren blev uretmæssigt behandlet af de norske udlændingemyndigheder, må henvises han til at klage til en overordnet myndighed i Norge. Det forhold, at klagerne har henvist til, at hans asylsag i Norge er blevet skadet, fordi en advokat har hypnotiseret ham over telefonen og dermed forhindret ham i at oplyse sin asylsag, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette alene er baseret på klagerens egen formodning. Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren er blevet chikaneret og bestjålet af flere beboere på det asylcenter i Norge, som han har opholdt sig i, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har anmeldt forholdene til de norske myndigheder. Nævnet henviser klageren til at anmelde forholdene til de norske myndigheder, som antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp. Det forhold, at klageren har henvist til, at han ikke fik den ønskede lægebehandling, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sund og rask. Såfremt klageren har behov for lægebehandling, finder Flygtningenævnet, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendig sundhedsbehandling i Norge. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Norg/2022/1/juri
