Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landbyen A], Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet Hezbe Democrat Kurdistan (KDP) siden efteråret 2021. Ansøgeren har ligeledes hjulpet [et familiemedlem] med at transportere penge og smugle varer fra Iran til Irak for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren i [sommeren] 2020 er blevet idømt fem års fængsel for at have samarbejdet med KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hjulpet [et familiemedlem] med at transportere penge og smugle varer over grænsen fra Iran til Irak for KDP. Ansøgerens broder [A] blev 20 dage efter ansøgerens seneste leverance for [et familiemedlem] kontaktet telefonisk af den iranske efterretningstjeneste, som indkaldte ansøgeren til efterretningstjenestens kontor i [byen B]. Ansøgeren blev nervøs, og han mødte derfor ikke op på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren blev af en ven orienteret om, at efterretningstjenesten havde indberettet ansøgerens navn til det lokale checkpoint i landsbyen. Ansøgeren er efterfølgende blevet idømt fem års fængsel in absentia. Ansøgeren og ansøgerens familie drøftede situationen, og de blev herefter enige om, at det var bedst, hvis ansøgeren udrejste til Europa. Ansøgerens asylmotiv er som anført, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren i [sommeren] 2020 er blevet idømt fem års fængsel for at have samarbejdet med KDP. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det anførte asylmotiv ikke kan lægges til grund, da det af Udenrigsministeriets notat af [en dato i vinteren] 2021 vedrørende ægthedsvurdering af den nævnte dom fremgår, at dommen med stor sikkerhed ikke er ægte grundet dommens substantielle og materielle fremstilling. I notatet anføres det, at en uafhængig kilde vedrørende dommens materielle fremstilling havde hæftet sig ved blandt andet, at ”[l]injeafstand og tekstfont følger ikke normalt procedure for iranske retsdokumenter”, og at ”[s]ammensætningen af arkivnummeret følger ikke normal praksis for iranske domsafsigelser”. Vedrørende dommens substantielle indhold hæftede den uafhængige kilde sig ved blandt andet, at ”sprogbrugen i dokumentet følger generelt ikke almindelig juridisk jargon for iranske domsafsigelser”, og at domstolens fulde titel (Den Islamiske Revolutionsdomstol) ikke fremgår af dokumentet, hvilket ellers altid vil fremgå. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af den nævnte dom. I den forbindelse har nævnet foruden ægthedsvurderingen også taget i betragtning, at ansøgeren i første række ikke kunne præsentere den originale dom, men at han efterfølgende skulle have fået den tilsendt pr. post af en ukendt person i Irak, som familien i Iran fysisk skulle have givet den originale dom til. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at de iranske myndigheder ikke har ransaget forældrenes bopæl, efter at ansøgeren skulle være blevet idømt den nævnte fængselsdom. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder blandt andet, at han er blevet medlem af KDP, og at ansøgeren har en åben [profil på et socialt medie], hvor han poster opslag vedrørende blandt andet KDP, ikke som sådan underbygger, at ansøgeren har haft en kontakt til KDP i Iran, der har resulteret i afsigelsen af den omhandlede dom. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at ansøgerens KDP-aktiviteter først tog sin begyndelse efter, at ansøgeren i [sommeren] 2021 af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på asyl. Flygtningenævnet skal for god ordens skyld bemærke, at ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder blandt andet, at han er blevet medlem af KDP, og at ansøgeren har en åben [profil på et socialt medie], hvor han poster opslag vedrørende blandt andet KDP, ikke kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran af disse grunde risikerer overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til ”Country Information Report – Iran”, der er udgivet den 14. april 2020 af det australske Department of Foreign Affairs and Trade (DFAT), hvor det på side 70 vedrørende forholdene for iranere, der vender tilbage til Iran, er anført bl.a., at en velplaceret kilde havde oplyst, at den pågældende ”was not aware of voluntary ruturnees being prosecuted for criticising the Islamic Republic”, og at ”As far as DFAT is aware, the authorities do not check the social media accounts of Iranians returning from abroad”. Konkluderende anføres det, at ”DFAT assesses that, unless they were the subject of adverse official attention prior to departing Iran (e.g. for their political activism), returnees are unlikely to attract attention from the authorities, and face a low risk of monitoring, mistreatment or other forms of official discrimination”. I en rapport, der er udgivet 21. januar 2021 af den norske ”Utlendingsforvaltningens fagenhet for landinformasjon” vedrørende Irans modtagelse og behandling af asylansøgere som returnerer, anføres side 12 f. bl.a., at det iranske regime overvåger sine borgeres aktiviteter i udlandet gennem informanter, infiltratorer og digital overvågning, men at overvågningen ”sannsynligvis bare gjelder dem med en høy profil, eller som har kontakt med politisk opposisjon i Iran”. I samme rapport anføres det side 25 f. bl.a., at der ikke sker en systematisk kontrol af SoMe-kontoer ved returnering, og på side 32 f. anføres det, at det følger af forskellige rapporter, at asylansøgere, der returnerer frivilligt generelt set ikke har haft problemer med de iranske myndigheder. På den anførte baggrund – og når også henses til, at ansøgeren forud for sin udrejse fra Iran var helt uprofileret – finder Flygtningenævnet ikke, at de iranske myndigheder vil have fået kendskab til ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder ansøgerens opslag på [et socialt medie]. Henset til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/22/MLVT
