Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 293 a, § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, § 245, stk. 1, § 123 og § 192 a, stk. 1, jf. stk. 3, jf. [bestemmelser i våbenloven]. Klageren blev samtidig udvist med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren er etnisk [etnicitet] og katolik fra landsbyen [A], Kivu-provinsen, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden frygter at blive slået ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far og onkler blev slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren frygter derfor de mennesker, der slog hans far og onkler ihjel. Endvidere frygter han sin fars familie, idet klagerens mor har fortalt, at klagerens fars familie ønsker at slå dem ihjel. Han har til støtte herfor bl.a. anført, at han tilhører en særlig udsat minoritetsgruppe som følge af, at hans mor er [etnicitet]. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret som børnesoldat eller at blive tvangsrekrutteret til andre grupperinger. Endeligt, har klageren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Klagers mor blev i 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, efter hendes mand var blevet slået ihjel af oprører, og hun selv var blevet voldtaget, hvorefter hendes mands familie, der bebrejdede hende mandens død, begyndte at forfølge hende og i den forbindelse bl.a. sendte to bevæbnede mænd hen til hende i det hus, hun havde søgt tilflugt i. Her voldtog de hende, og brændte derefter hendes hus ned. Klagers mor flygtede herefter sammen med sine børn til landsbyen [B], hvor hun opholdt sig hos en onkel i ca. to år, indtil nogle slægtninge til hendes mands familie fik kendskab til hendes opholdssted. Klagers mor flygtede herefter til Uganda sammen med sin børn. Klager frygter ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo at blive slået ihjel ligesom sin far på grund af den konflikt, der var mellem hans mor og hans fars familie. Klager, der forlod Den Demokratiske Republik Congo i 2011, har imidlertid ikke kunnet redegøre nærmere for denne konflikt, og har ikke kunnet konkretisere, hvorfor han skulle være efterstræbt af sin fars familie. Han har heller ikke nærmere kendskab til, hvem der slog hans far ihjel, ligesom han ikke ved, hvor hans fars familie opholder sig og ikke har haft kontakt til dem. Flygtningenævnet tiltræder på den baggrund, og henset til, at det nu er mere end 10 år siden, at klager udrejste af Den Demokratiske Republik Congo, at klager ikke har sandsynliggjort, at han som følge af den konflikt, der var mellem hans mor og hans fars familie, risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Syd Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Syd Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise klager til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and vioence - Update II” fra den 1. september 2019 fremgår blandt andet, at UNHCR ikke finder intern flugt rimeligt, medmindre den pågældende allerede har stærke bånd til det pågældende område, hvor vedkommende henvises til at tage ophold. Det indebærer ifølge UNHCR som minimum blandt andet, at den pågældende skal kunne tale sproget i det område vedkommende henvises til og skal have familie eller anden lignende tilknytning til området. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst eller redegjort for, hvor klager alternativt skal tage ophold. På den baggrund og henset til klagers alder ved udrejsetidspunktet og til, at han ikke siden sin udrejse har haft kontakt med nogen i Den Demokratiske Republik Congo samt til hans manglende tilknytning til landet i øvrigt, finder Flygtningenævnet, at klager ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo. Klager er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og han kan derfor ikke udsendes, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Klager er ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2019 straffet med fængsel i 5 år og 6 måneder og udvist for bestandigt for navnlig overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 2, ved at have begået et groft røveri […]. Der er således tale om en særlig farlig forbrydelse. Henset til forbrydelsens karakter finder Flygtningenævnet også, at klager må betragtes som en fare for samfundet. Herefter og da der efter en samlet vurdering heller ikke findes at foreligge sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., er klager udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” demo/2022/3/MMAD
