Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [et nærmere specifikt område], Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, som opsøgte hende dagligt siden urolighederne begyndte, fordi de efterspurgte hendes sønner, ligesom hun henviste til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, ligesom hun har henvist til de generelle vilkår i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle og børn har været politisk aktive for Yekiti-partiet, og at hun i Syrien er blevet opsøgt af myndighederne, som ville have oplysninger om, hvor hendes sønner befandt sig. Klageren har videre oplyst, at hun frygter myndighederne, fordi det er et brutalt regime. Klageren har endvidere oplyst, at hun ikke vil kunne klare sig selv som enlig kvinde i Syrien, og at hendes børn i Danmark hjælper hende i dagligdagen. Endelig har klageren oplyst, at hun på grund af sin helbredsmæssige forhold, hvor hun modtager medicin for blandt andet [en række sygdomme], ikke vil kunne få den nødvendige behandling i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus) med henvisning til, at "personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3". Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i [et nærmere specifikt område] i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Det gælder som udgangspunkt også for en enlig kvinde som klageren. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1 eller stk. 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold, bemærkes i forhold til klagerens henvisning til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, at Flygtningenævnet har vurderet, at klageren ved en tilbagevenden ikke vil være i risiko for nogen individuel forfølgning. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet vægt på, at klageren ikke selv har været politisk aktiv på nogen måde, eller på anden måde har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i Syrien ikke personligt har oplevet problemer med myndighederne, herunder i tilfælde, hvor myndighederne havde opsøgt hende på sin bopæl for at få oplyst børnenes opholdssteder efter deres udrejse, ligesom nævnet har lagt vægt på, at disse episoder foregik længe før klagerens udrejse. Det forhold, at klagerens ægtefælle har været politisk aktiv i Yeketi partiet, kan ikke føre til nogen anden vurdering, når henses til, at klagerens ægtefælle afgik ved døden for snart 20 år siden. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de nævnte forhold medfører, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra myndighederne, hvorfor der ikke på denne baggrund er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det fremgår af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, om indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære for klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark som [+70-årig]. Hun har herefter haft lovligt ophold i Danmark i omkring 6 år. Hun har ikke arbejdet eller studeret under sit ophold, ligesom hun ikke kan tale eller forstå dansk. Hun har i Syrien haft sit eget broderi, hvor hun har syet traditionelle syriske dragter. De fleste af hendes voksne børn og stedbørn bor i Danmark, hvor de har stiftet selvstændig familie, som de bor sammen med. Klageren har oplyst, at hun lider af [en række sygdomme]. Hun har endvidere problemer med [en række helbredsudfordringer], ligesom hun tidligere har haft en [sygdom]. Det fremgår af en lægeerklæring af [vinteren 2020/2021], at klageren klarer sig uden offentlig hjælp i egen bolig. Hun har tidligere oplyst, at hendes børn hjælper hende med indkøb og madlavning, hvis hun [bliver påvirket af sin sygdom i løbet af dagen], men herudover klarer hun sig selv i hverdagen. Hendes datter hjælper hende med tøjvask og rengøring en gang om ugen, ligesom hun kommer med mad til klageren. Klageren har under mødet i nævnet forklaret, at hendes helbred er blevet forværret det seneste års tid, hvor hun nu har fået behov for hjælp til at komme i bad. Hendes søn hjælper hende nu med indkøb og madlavning, som hun ikke længere kan klare selv. Klageren har forklaret, at hun ikke længere har familie eller venner tilbage i Syrien. Hun har muligvis to søstre i Syrien, således som hun har oplyst under en samtale med Udlændingestyrelsen, men hun ved ikke, om disse fortsat lever. Den ene søster er ældre end hende, mens den anden er yngre. Efter oplysningerne om klagerens helbredsforhold, herunder karakteren af hendes helbredsmæssige gener, er der ikke grundlag for at antage, at hun ikke vil kunne få den nødvendige medicinske behandling i Syrien. Hertil kommer, at disse helbredsforhold i det væsentlige allerede var til stede, da ansøgeren udrejste fra Syrien, og at der ikke er oplysninger om, at der er sket nogen forværring af klagerens helbred, mens hun har opholdt sig i Danmark. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet indtil hun udrejste fra Syrien som [+70-årig]. Hun har ingen uddannelse, og er analfabet. Nævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at det må anses for tvivlsomt, hvorvidt hun har familie tilbage i Syrien, herunder hendes to søstre, hvoraf den ene er ældre end hende. Hun ved ikke, om de er afgået ve døden eller udrejst, da hun ikke har kontakt med dem. Klageren kan ikke tale eller forstå dansk, og har ikke haft beskæftigelse i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet de fleste af hendes voksne børn og stedbørn har opholdstilladelse i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren er enlig kvinde, analfabet og ikke været på arbejdsmarkedet i adskillige år. Klageren har haft lovligt opholdt i Danmark i omkring 6 år. Hun har helbredsmæssige problemer, som hun modtager medicinsk behandling for. Det må efter hendes forklaring lægges til grund, at hun – som nu er [+70 år] - med tiden har fået større og større behov for hjælp og støtte fra sine herboende børn til at klare sig i hverdagen, herunder med indkøb, rengøring og personlig pleje. Nævnet finder på denne baggrund, navnlig henset til klagerens alder, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Herefter, og efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for tiden vil være i strid med EMRK artikel 8 og Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingenævnets afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/203/ehd
