Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han og hans familie ville blive mishandlet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han var medlem af Baath-partiet fra 1963 til 1980, og at han var [position i partiet] i Rif Damaskus. I [80'erne] og i [80'erne] blev klageren opsøgt af medlemmer af efterretningstjenesten, som spurgte ind til klagerens udmeldelse af partiet, ligesom de forsøgte at få klageren til at genoptage arbejdet i partiet. I [00'erne] blev klageren på ny indkaldt til en samtale med efterretningstjenesten, hvor han igen blev tilbudt at genindtræde i partiet. Klageren afslog tilbuddet, og herefter blev klageren ikke kontaktet igen. Klagerens sønner, [A] og [B], blev henholdsvis i [vinteren 12/13] og i [efteråret] 2014 fængslet af de syriske myndigheder for at have samarbejdet med oppositionen. [B] blev løsladt den [i efteråret] 2014, mens [A] fortsat var forsvundet. [I foråret] 2015 blev klageren på sin bopæl anholdt af efterretningstjenesten. Klageren blev tilbageholdt i [omkring en måned], hvor han blev afhørt om, hvorfor han havde forladt partiet og om klagerens tilhørsforhold til grupperinger i Syrien. Ligeledes blev klageren udsat for tortur. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren fortsat henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og henrettet af de syriske myndigheder grundet sin udmeldelse af Baath-partiet, og idet partiet ikke kan lide ham og hans familie, da han er en mand med holdninger. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har været tilbageholdt i et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Som følge heraf lider han i dag af tinnitus. Klagerens sønner er ligeledes blevet udsat for tortur. [A] blev i 2013 anholdt efter en eksplosion i en busterminal i [by], Latakia, og han blev løsladt ved hjælp fra en advokat. Advokaten opfordrede [A] til at flygte, idet sagen om eksplosionen ikke var afsluttet. Efterfølgende blev [B] i 2014 anholdt og udsat for tortur. Han blev løsladt omkring tre måneder senere og flygtede kort tid herefter fra Syrien. Sønnerne blev tilbageholdt grundet klagerens udmeldelse af Baath-partiet. Herudover har klageren som asylmotiv henvist til, at det ikke er sikkert i klagerens hjemområde, idet iranske militser har magten i området. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han er i fare grundet sin religion, idet iranere er shiamuslimer, og dermed er imod sunnimuslimer. Klagerens brors barnebarn, to af hans fætres sønner på sin fars side og to fætre på sin mors side er blevet likvideret af den iranske milits på grund af klageren. Fætrene på hans fars side blev slået ihjel i 2013, mens fætrene på hans mors side forsvandt i 2015, hvorefter ingen har hørt fra dem. De blev alle anholdt på grund af klagerens udmeldelse af Baath-partiet. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, såfremt hans sønner ikke melder sig til militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren [i efteråret] 2015 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Klageren har siden 1945 boet i Rif Damaskus, men boede fra omkring 2013 og indtil sin udrejse i [sommeren] 2015 i Latakia på grund af optrapningen i området. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at det ved sagens afgørelse derfor skal lægges til grund, at klageren kommer fra Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurdering af klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien indtil sin udrejse som [sine 70'ere]. Han har gået i grundskole i 6 år og har arbejdet 20 år i [en butik]. Han er syrisk statsborger, taler arabisk og har venner i Syrien. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år. Ved vurderingen af klagerens ret til familieliv bemærkes, at han i Danmark har sin ægtefælle, [C], og sin datter, [D], som begge er blevet familiesammenførte med klageren. Han har derudover [to familiemedlemmer] i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i efteråret] 2015 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det bemærkes herved, at voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forælder og barn. Det bemærkes endvidere, at klagerens oplysninger om sine helbredsforhold ikke kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at klageren modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder rapport fra EASO, Syria, Socioeconomic situation, Damascus City, fra februar 2020, har Syrien hospitaler i Damaskus med den største tilgængelighed af tjenester til behandling af ikke-smitsomme sygdomme, såsom blandt andet hjertekarsygdomme, og der er i Damaskus to hospitaler, specialiserede i kardiologi. Endelig fremgår det af afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Emre mod Schweitz (klage nr. 42034/04) og Hasanbasic mod Schweitz (klage nr. 52166/09), at en udlænding ikke kan påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på fortsat lægebehandling. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelser er således ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i forhold til klagerens oprindelige asylmotiv, som Udlændingestyrelsen tog stilling til ved afgørelsen af [efteråret] 2015, hvorved Udlændingestyrelsen vurderede, at det forekom utroværdigt, at klageren efter sin udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne pludselig skulle blive udsat for fysiske overgreb og trusler af denne grund. Heller ikke klagers forklaring om sin anholdelse og tilbageholdelse i [en måned] dage kan medføre, at klageren derved står i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Der er herved henset til klagerens egen oplysning om, at han blev løsladt uden betingelser og er udrejst af Syrien legalt og uden problemer. Det forhold, at klager har oplyst, at flere af klagers familiemedlemmer i Syrien er blevet anholdt og dræbt på grund af klagers udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne, kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klager frygter iranske militser, som har kontrollen i området, hvor klager kommer fra. Der er herved henset til, at klager er sunnimuslim og alene har oplevet at blive talt grimt til ved kontrolposter på grund af klagers religion, men ikke i øvrigt har oplevet konflikter af denne grund. Det forhold, at klager har oplyst ikke at have et hjem at vende tilbage til, da klagerens hus blev ødelagt ved et bombardement i 2018, er et forhold af socioøkonomisk karakter og kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at klagerens sønner, [B] og [A] har unddraget sig militærtjeneste kan ikke antages at medføre, at klager derved er i risiko for forfølgelse eller overgreb. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Military Service” fra maj 2020 og rapport fra European Asylum Support Office, ”Syria, Military Service” fra april 2021, hvoraf fremgår blandt andet, at familiemedlemmer til militærunddragere ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien og at risikoen for familiemedlemmer i høj grad afhænger af, hvor højt profileret militærunddrageren er i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at [B] og [A] ikke er profileret i forhold til de syriske myndigheder. De har således ikke deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive. Anholdelsen af [A] i 2013 efter en eksplosion i en busterminal skyldtes at alle nye borgere blev anholdt, og han blev løsladt, da han fik en advokat. [B's] anholdelse i 2014 eller 2015 skete i forbindelse med, at efterretningstjenesten spurgte, om han havde våben i huset. [B] blev efterfølgende løsladt. På ovennævnte baggrund vurderer Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke er i risiko for at blive anholdt og henrettet, som følge af sin udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne eller som følge af sine sønners unddragelse fra militærtjeneste. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/199/CHPE
