Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by i det nordlige Syrien], men har siden 2002 og frem til sin udrejse af Syrien i 2010 boet i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet på livstid eller henrettet af de syriske myndigheder på grund af myndighedernes mistanke om, at han havde udført politiske aktiviteter, og fordi han var udeblevet fra flere retsmøder og herefter udrejst illegalt af Syrien. Klageren var således anklaget for at have sendt politisk materiale vedrørende den kurdiske sag til sin farbroder. [I foråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2010, idet nævnet forkastede klagerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren måtte være udrejst illegalt af Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. [I foråret] 2013 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Den 18. september 2013 besluttede Flygtningenævnet generelt at ændre praksis som følge af den forværrede situation i Syrien. På den baggrund besluttede Flygtningenævnet [i vinteren] 2014 at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold, og opholdstilladelse blev givet med mulighed for varigt ophold. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra foråret] 2014, at klageren blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Styrelsen lagde ved vurderingen af sagen vægt på, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endvidere lagde styrelsen vægt på Flygtningenævnets praksis efter beslutningen truffet af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg den 18. september 2013. Styrelsen fandt endvidere ikke, at klageren havde godtgjort, at han var konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus, og at forbedringen ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han fortsat er efterlyst af de syriske myndigheder, i hvilken forbindelse han henviser til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedssituation, ligesom han har henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien. Klageren har desuden henvist til, at han kommer fra [by i det nordlige Syrien] og ikke fra Damaskus, og at han som statsløs kurder i det nordlige Syrien vil være i risiko for overgreb begået af væbnede oppositionsgrupper. Endelig har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren blev født i 198[x] i [by i det nordlige Syrien], hvor han boede, indtil familien i 2002 flyttede til Damaskus som følge af farens sygdom. Klageren har overfor de danske myndigheder oplyst, at hans seneste adresse i Syrien var [by] i Rif Damaskus. Klagerens far døde i 2008, og familien forblev boende i Damaskus, hvor klagerens forlovede også boede, og hvor klageren arbejdede indtil udrejsen i 2010. Henset hertil, og da opholdet i [by] i Rif Damaskus har været af længerevarende karakter, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til området Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, (dagældende § 7, stk. 2) som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er 33 år. Han har haft lovligt ophold i Danmark i 7 år og 4 måneder. Han har fra [sommeren] 2020 arbejdet for ISS på [virksomhed] i [dansk by], og han har forud herfor været i praktik hos [virksomhed] i 2 måneder. Han taler, læser og skriver dansk. Han har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Han har ikke familie i Danmark eller Syrien. Han har en kæreste i Danmark, som har asyl. Han har boet 22 år i Syrien, hvor han er opvokset, har gået i skole og har arbejdet. Hans mor og flere af hans søskende har siden 2012 boet i en flygtningelejr i Irak. Han er sund og rask. Klageren er indrejst i Danmark [i vinteren] 2010, og han blev [i foråret] 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er derfor ikke i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen på flere punkter forekommer divergerende, udbyggende og utroværdig. Klagerens forklaring omkring myndighedernes mistanke mod ham i relation til, at han skulle have udført politiske aktiviteter som følge af onklens aktiviteter, er ikke støttet af det dokument, som klageren har fremlagt omkring en indkaldelse til afhøring hos de syriske myndigheder. Dette dokument er efter Udenrigsministeriets notat [fra efteråret] 2010 ikke ægte, idet sagsnummeret angår en anden sagen med andre tiltalte og et andet gerningsindhold. Klageren har i sin samtale med Udlændingestyrelsen fra [foråret] 2010 oplyst, at hans mor 1½ måned efter klagerens udrejse på bopælen blev opsøgt af ukendte personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, der spurgte efter klageren. Dette har klageren ikke anført i asylskemaet, og under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 har klageren udbyggende oplyst, at hans familie er opsøgt af de syriske myndigheder 2-3 gange i Damaskus efter hans udrejse, og at han selv er blevet opsøgt i Syrien inden udrejsen, men at myndighederne ikke vidste, hvor han opholdt sig. Klageren har også forklaret, at han først udrejste 7 måneder efter at være indkaldt til afhøring, og at han i den periode skjulte sig i Damaskus, men at han i samme periode hentede et id-kort hos myndighederne, og at han besøgte sin familie i [by i det nordlige Syrien] for at løse en konflikt om et skænderi. Klageren har for nævnet forklaret, at hans onkel er løsladt af de syriske myndigheder efter 3 års fængsling, og at onklen nu bor i [by i det nordlige Syrien], hvor han er politisk aktiv. Der er ikke for nævnet fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at indhente en ny ægthedsvurdering af klagerens indkaldelse til afhøring hos de syriske myndigheder. Klageren har i relation til de påberåbte kortvarige anholdelser forklaret upræcist og generelt. Klageren har først oplyst herom under samtalen med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2010 og ikke i sit asylskema, og klageren har ikke nævnt disse kortvarige anholdelser som en frygt ved tilbagevenden til Syrien under samtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021. Klageren har først for nævnet forklaret, at han under disse tilbageholdelser blev udsat for vold. Klageren har også anført, at han har været fængslet i 4 måneder i 2004 og i 5½ måned i 2005. Klageren har oplyst om dette første gang i sin samtale med Udlændingeservice [i foråret] 2010, idet ansøger ikke havde oplyst om dette under en afhøring hos politiet [i vinteren] 2010 eller i sit asylansøgningsskema. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 ikke oplyst om fængslingen i 2005 men alene fængslingen i 2004. Klageren har forklaret, at han ikke blev afhørt eller udsat for fysiske overgreb under fængslingen i 2004, og at han ikke skulle gøre noget for at blive løsladt. Vedrørende fængslingen i 2005 har klageren oplyst, at han blev dømt for vold, han ikke havde begået, og at han betalte et beløb, hvorefter han blev løsladt, og at han ikke har hørt til denne sag siden. Klageren har først for nævnet forklaret, at han under afhøringer i forbindelse med fængslingen blev udsat for vold og tortur. På baggrund af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at han, som i øvrigt er helt uprofileret, har en konflikt med de syriske myndigheder, og at han skulle være efterlyst og i fare for overgreb som følge heraf. Det beror på klagerens egen formodning, at han skulle være i fare for overgreb fra oppositionsgrupperne i Nordsyrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren først i forbindelse med nævnsmødet har anført dette som asylmotiv, og at klageren i øvrigt asylretligt skal vurderes i forhold til området Rif Damaskus. Klageren har oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i Danmark i 2015-2016 i København og Århus. Demonstrationerne var rettet mod det tyrkiske styre, som ville erobre områder, kurderne befinder sig i f.eks. Afrin. Henset til at demonstrationerne ikke var rettet mod det syriske regime, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de to demonstrationer skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, at klager har tatoveringer og at klager er statsløs kurder, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter baggrundoplysningerne, og da klageren ikke er statsborger i Syrien, risikerer han ikke ved en tilbagevenden til Syrien at blive indkaldt til militærtjeneste, hvorfor klageren heller ikke af denne grund kan opnå asyl, ligesom det ikke er et asylbegrundede forhold, at klageren ikke har familie i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klager ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at FLN drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/163/tps
