Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at pågældende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014.Den mandlige og kvindelige klager er etnisk arabere, muslimer af trosretning og fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertid beskyttelsesstatus) med henvisning til, at personer fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne kampe sted, ved en tilbagevenden til Syrien måtte anses for aktuelt at være i en reel risiko for at blive udsat for angreb, der var omfattet af EMRK artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste både den mandlige og den kvindelige klager som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Den mandlige og kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder forholdene i Damaskus. Klagerne frygter endvidere, at blive tilbageholdt som følge af, at deres sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at myndighederne en gang har ransaget deres hjem med henblik på at finde deres ældste søn, som på daværende tidspunkt var udrejst. Den mandlige klager har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste i Syrien. Endelig har den mandlige klager henvist til, at han frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder, fordi han er fra [by]. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder betragter personer fra [by] som modstandere. Udlændingestyrelsen har den [en nærmere angiven dato i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder, at klagerne skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fraseptember 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klagerne individuelt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Den mandlige klager har blandt andet henvist til, at han ved en tilbagesendelse til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at den mandlige klager er 56 år, og at det af Udlændingestyrelsens notat “ Syria, Issues Regarding Military Service” fremgår, at værnepligtsalderen ifølge syrisk lovgivning er 18-42 år, men at man har set tilfælde, hvor mænd sidst i 40'erne er blevet indkaldt. Det forhold, at klagernes to sønner har unddraget sig militærtjeneste, medfører ikke at klagerne dermed i sig selv har en konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Udlændingestyrelsens notat fra oktober 2019, hvoraf fremgår, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret fra eller har unddraget sig værnepligt i Syrien, kan være i risiko for at blive afhørt eller tilbageholdt af de syriske myndigheder, eller blive udsat for pres af de syriske myndigheder for at tvinge unddrageren til at melde sig, og at der særligt er tale om afhøring af en far eller en bror. Af baggrundsoplysningerne fremgår det også, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, med mindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne, der er henholdsvis 56 år og 48 år, har opholdt sig lovligt i Danmark i syv år. Klagerne har et hjemmeboende mindreårigt barn, [A], på 14 år, der kom til Danmark som syv årig, og som går på [skole] i [by]. [A] har siden hun kom til Danmark gået i skole. Herudover har klagerne tre voksne børn, der opholder sig i Danmark. Der ses ikke at være momenter af afhængighed mellem klagerne og klagernes voksne, udeboende børn. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 fremgår blandt andet følgende om proportionalitetsafvejningen, herunder særligt om længden af det lovlige ophold, børns selvstændige tilknytning og hensynet til familiens enhed: "… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark. …" Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klagernes datter, [A], er kommet til Danmark som syv årig og i dag er 14 år. Hun har gået i skole i disse år, har gået til håndbold og har to fritidsjobs. Hun har således haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark og har opnået en særlig tilknytning til landet. Hun forlod Syrien, da hun var fem år og husker intet fra og har ingen tilknytning til Syrien. Hun har herudover på dansk uden tolk forklaret om sin skolegang, fritidsjob med videre for nævnet. Hun fremstår på alle måder velintegreret i det danske samfund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det vil være særligt indgribende for klagerens mindreårige datter, [A] – og dermed for klagerne – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Af denne grund finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, såfremt klagernes opholdstilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [nærmere angiven dato i foråret] 2021, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Løbenr.: Syri/2021/160/MALC
