Nævnet hjemviste i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1992 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt 8 måneders fængsel for overtrædelse af straffeloven og betinget udvist af Danmark. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Ved ankedom fra 2018 ændrede Højesteret Landsrettens dom, således at klageren blev udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år. I 2018 blev klageren idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for overtrædelse af bl.a. straffeloven samt udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 6 år. I 2019 blev klageren idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens og udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 6 år. Herudover er klageren i periode fra 2005 til 2017 dømt adskillige gange for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, færdselsloven og lov om euforiserende stoffer. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er senest ved [byrets] dom [i foråret]2019 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive efterstræbt som følge af sin fars politiske aktiviteter i Libanon, idet klagerens far var medlem af en organisation i Libanon og efterlyst. Så vidt klageren har forstået, kom der nogle gange personer hjem til klagerens mor for at spørge efter klagerens far. Klageren har yderligere anført, at han deler efternavn med sin far, og at dette muligvis vil medføre problemer for ham ved en tilbagevenden Libanon. Endelig har klageren oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til Libanon, og at han er usikker på, om han overhovedet vil kunne indrejse i landet. Flygtningenævnet skal som nævnt tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Ved denne bedømmelse skal der i første række tages stilling til, om klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Hvis klageren er omfattet af denne bestemmelse, er han udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, medmindre betingelserne i artikel 1 D, 2. pkt., er opfyldt. Er betingelserne i artikel 1 D, 2. pkt., opfyldt, anses klageren automatisk for omfattet af Flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. – der som anført medfører, at klageren er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen – finder anvendelse, hvis klageren nyder eller tidligere har nydt beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-Domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági Hivatal, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den pågældende (statsløse palæstinenser) enten er registreret i UNRWA eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkeligt til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. Det bemærkes herved, at EU-Domstolen i præmis 51 anfører, at ”Det følger af den klare ordlyd af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, at kun personer, som rent faktisk har adgang til hjælp ydet af UNRWA, er omfattet af bestemmelsen om udelukkelse af flygtningestatus indeholdt heri, der som sådan skal fortolkes strengt og således ikke også kan omfatte personer, der er eller har været berettiget til beskyttelse eller bistand fra dette agentur”. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen – med henvisning til, at klagerens fars familieregistreringskort fra UNRWA var fremlagt, og at UNRWA ved en høring havde bekræftet, at klageren var registreret hos UNRWA – fandt, at klageren var omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at UNRWA’s høringssvar [fra begyndeslsen af] 2021 ikke med den fornødne sikkerhed kan forstås således, at UNRWA har bekræftet, at klageren som sådan er registreret i UNRWA. Det skyldes, at Udlændingestyrelsen i sin høring [fra begyndelsen af] har vedlagt og henvist til bl.a. ”An UNRWA Registration Card from the applicant”, hvilket imidlertid ikke er klagerens registreringskort, men derimod et familieregistreringskort af [dag og måned] 1990, som er udstedt til ”[A]”, der er klagerens far. Hertil kommer, at UNRWA i sit høringssvar anfører, at ”[B]” er registreret hos UNRWA, mens klageren hedder [C] (og faderen i dokumenterne i sin spontansag hedder[D]). Det forhold, at UNRWA i høringssvaret om den pågældendes ”Marital Status” har anført ”Single”, og at UNRWA i høringssvaret har anført ”[navn]”, der står for[navn], hvilket fornavn faderen ikke bærer, kan under de angivne omstændigheder ikke føre til et andet resultat i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt UNRWA kan ses for at have bekræftet, at klageren som sådan er registreret i UNRWA. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet grundlag for på ny at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet høring af UNRWA vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren er registreret i UNRWA.” Stat/2021/37/CARA
