Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritres. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev ved [byretten] i 2020 idømt seks fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens §§ 244, stk. 1, 245, stk. 1 og 266 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. [landsretten] stadfæstede i 2021 byrettens dom med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i otte måneder. Klageren er etnisk tigrinya og katolik af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Eritrea, idet han er udrejst illegalt og ikke har aftjent nationaltjeneste, og idet han ikke samarbejdede med myndighederne under en afhøring vedrørende klagerens far. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han flygtede fra Eritrea, efter at hans forældre blev tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, fordi klagerens far var blevet beskyldt for at have hjulpet personer ud af Eritrea. Klageren blev i forbindelse hermed afhørt flere gange. Klageren kunne ikke svare på spørgsmålene under afhøringerne, hvilket blev tolket som om, at han ikke ville samarbejde med myndighederne. Klageren har ikke set sine forældre, siden de blev tilbageholdt. Klageren udrejste af Eritrea i 2002 eller 2003 til Sudan. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2015, idet det blev vurderet, at han risikerede konkret og individuel forfølgelse. Klageren blev ved [byretten]s dom af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 idømt seks måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens §244, § 245 og § 266 og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Ved [landsretten] ankedom af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2021 stadfæstede landsretten byrettens dom og forhøjede straffen til otte måneders fængsel, ligesom klageren blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2. Landsretten fandt efter en samlet afvejning af den idømte straf på fængsel i otte måneder, karakteren af den begåede vold over for klagerens barn og ægtefælle sammenholdt med hans tilknytning til Danmark og tilknytning til Eritrea, at klageren skulle udvises, da udvisning under de foreliggende omstændigheder ikke med sikkerhed vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til familieliv og således være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren har i forbindelse med den verserende § 31-sag tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke frivilligt til en udsendelse til Eritrea. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, der er eritreisk statsborger, er udrejst illegalt af Eritrea, og at han ikke har aftjent nationaltjeneste. Han findes derfor fortsat isoleret set at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for sikkerheden i det land, han befinder sig i, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2021 blev klageren idømt otte måneders fængsel, idet han blev fundet skyldig i flere tilfælde af vold og trusler mod sin ægtefælle, i ét tilfælde af grov vold mod sin nu fraskilte ægtefælle under anvendelse af kniv, ligesom tiltalte blev fundet skyldig i flere tilfælde af vold udøvet over en længere periode mod sin mindreårige datter, der nu er fem år. Flygtningenævnet finder efter karakteren af kriminaliteten – der omhandler flere tilfælde af vold over en længere periode over for klagerens mindreårige datter samt flere tilfælde af vold og trusler mod sin fraskilte ægtefælle – herunder ét tilfælde af grov vold mod sin fraskilte ægtefælle med anvendelse af kniv – sammenholdt med fængselsstraffens længde, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Af de samme grunde, må han betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er født og opvokset i Eritrea, taler og forstår hjemlandets sprog, og har tidligere oplyst, at han har flere søskende, der bor i Eritrea, og at klageren tror, at hans forældre også bor i Eritrea. Klageren indrejste den [en nærmere angiven dato i sommeren] 2014 til Danmark og fik opholdstilladelse den [en nærmere angiven dato i foråret] 2015. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i lidt over syv år. Klageren er i sommeren 2021 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle. Han har ikke siden voldsepisoden den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2020 set eller haft samvær med sin datter, og han har heller ikke anmodet Familieretshuset om at få fastsat samvær. Hans fraskilte ægtefælle og datter er de forurettede i ovennævnte [landsrettens]-dom. Klageren har ikke anden familie i Danmark. Han har deltaget i skolepraktik på […], haft en lærerplads som murer i tre måneder, haft flere ansættelser i restaurationsbranchen og har været ansat på et slagteri, hvor han blev tilbudt en praktikplads. Han har deltaget i sprogundervisning og forstår og taler dansk i et vist omfang. Han har bestået prøve i dansk 2, har bestået et modultest på [uddannelsessted] og har på [uddannelsessted] og [uddannelsessted] gennemført almen voksenuddannelse i dansk samt matematik. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2021/11/MALC
