Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til sit hjemland, samt til, at klagerens herboende kæreste er gravid med deres fælles barn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [dato i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klageren har en kæreste, som er gravid med deres fællesbarn, kan føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og klagerens kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og klagerens kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke bor sammen med sin kæreste. Nævnet finder således ikke, at klagerens forhold til sin kæreste i Danmark er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det forhold, at klagerens kæreste er gravid, skal det hertil bemærkes, at klagerens kæreste er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller havde en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham til [klagerens hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/24/rila
