Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige og klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige frygter at skulle bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke skulle overholde deres internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgers adgang til sundhedsbehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA landerapport 2021 vedrørende Sverige, hvoraf fremgår, at alle asylansøgere, herunder afviste asylansøgere har adgang til nødvendig lægebehandling i Sverige. Det fremgår på side 59 i rapporten, at særligt sårbare ansøgere som udgangspunkt vil være omfattet af en lempeligere vurdering i forhold til adgangen til lægebehandling i Sverige. For så vidt angår DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til den manglende gennemførelse af en personlig samtale, henviser nævnet til, at klageren er blevet vejledt om sin pligt til at deltage i samtaler hos Udlændingestyrelsen og medvirke til at oplyse sin sag. Endvidere bemærker nævnet, at det følger af Dublinforordningens artikel 5, stk. 1, at en personlig samtale kan afholdes for at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for asylsagsbehandlingen. Videre fremgår det af Dublinforordningens artikel 5, stk. 2, at den personlige samtale kan undlades, såfremt ansøger allerede på anden vis har afgivet oplysninger af relevans for afgørelse af den ansvarlige medlemsstat. Klageren har forud for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021 allerede på anden vis afgivet relevante oplysninger for afgørelsen. Klagerens havde således i forbindelse med samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger i sagen. Dertil kommer, at klageren har deltaget i en samtale hos DRC Dansk Flygtningehjælp, hvor klageren også havde mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger af relevans for sagen. Nævnet finder derfor ikke, at dette forhold kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/17/hzc
