Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har forladt Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren lider af astma, og at han i en periode efter han blev meddelt afslag på asyl i første instans alene har modtaget én inhalator i stedet for to, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har modtaget og fortsat må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Sverige. Såfremt klageren måtte være utilfreds med den lægebehandling, han har modtaget, kan han henvises til at klage til en overordnet myndighed i Sverige. Det anførte om, at klageren under opholdet i Sverige har oplevet en langvarig asylbehandling, at han ikke fik lov at gå på sprogskole samt det forhold, at svenskerne ikke har været imødekommende, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Det forhold, at klageren har oplyst, at de svenske myndigheder har meddelt ham afslag på asyl under henvisning til, at han kan rejse tilbage til [hjemlandet], hvilket efter klagerens opfattelse ikke er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens asylsag i Sverige ikke er færdigbehandlet, idet de svenske myndigheder har oplyst, at deres anden instans skal tage stilling til sagen. Dertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at Sverige i sagen vil overtræde sine internationale forpligtelser om forbud mod refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/15/LINB
