Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter, at de svenske myndigheder vil udsende ham til [hjemlandet], samt det forhold, at han frygter at blive hjemløs i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtigelser, herunder EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder princippet om non-refoulement, som Sverige har tiltrådt. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har forklaret, at han har haft svært ved at opnå kontakt med de svenske myndigheder, og at han ikke har modtaget hjælp af myndighederne eller andre i forbindelse med behandlingen af sin asylsag. Det bemærkes hertil, at der må være en formodning for, at klageren har haft mulighed for at vælge en advokat, der har kunne varetage hans interesser under klagesagsbehandlingen. Endelig kan det forhold, at klageren efter det oplyste har en psykisk lidelse, heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen, forud for udsendelsen af klageren til Sverige, vil kunne videregive relevante sundhedsoplysninger til de svenske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32, således at de svenske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsproblemer samt den behandling han har modtaget i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/14/LINB
