Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der af Polen havde fået udstedt et visum, der på tidspunktet for ansøgningen om asyl fortsat var gyldigt. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en overførsel til Polen frygter, at hun ikke vil få adgang til asylproceduren og blive indkvarteret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-overførte, herunder AIDA, Country Report: Poland 2020, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at en person, der tidligere er blevet dublin-overført fra Polen til Danmark, har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at pågældende ikke ved overførslen fik adgang til asylproceduren, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af AIDA, Country Report: Poland 2020 fremgår, at en række overførte personer ved ankomsten til Polen har valgt frivilligt at udrejse til sit hjemland fremfor at ansøge om asyl i Polen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, såfremt hun ønsker hjælp i forbindelse med sin asylansøgning. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at hun grundet sit tidligere ophold i Danmark i perioden 2015-2016 og sit forhold til en person i Danmark, har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at hendes sag bør tages under behandling, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/5/gdan
