syri2021215

Nævnet hjemviste i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og bombardementer i Syrien grundet krigen. Klageren oplyste til støtte herfor, at hun havde oplevet, at et hus, hvor hun befandt sig, blev ramt af en raket. Klageren frygtede endvidere myndighederne, fordi hendes tidligere ægtefælle var blevet (gen)indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [vinteren 20/21] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle. Hun har til støtte herfor oplyst, at han har truet hende, fordi hun ville lade sig skille fra ham. Han har fremsendt hende lydoptagelser, hvor han truer med at slå hende ihjel […]. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne, fordi hendes søn har unddraget sig militærtjeneste. Hun har herudover henvist til, at hun frygter myndighederne, fordi hendes ene bror, der er bosat i [et andet europæisk land], var offentligt ansat i Syrien, og fordi hendes anden bror, der er bosat i Danmark, udrejste illegalt. Hun har ydermere henvist til de generelle forhold i Syrien. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus) med henvisning til, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Som det fremgår nedenfor, har Flygtningenævnet fundet grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henvisning til, at klagerens nu myndige søn, [A], [i sommeren] 2021 af Udlændingestyrelsen er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage stilling til, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (herefter EMD) af 14. september 2021 i sag 71321/17 mv. (M.D. m.fl. mod Rusland) skal forstås således, at den aktuelle situation i Syrien medfører, at enhver person ved tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, dvs. uanset den pågældendes ”profil ”, og uanset hvilket område, den pågældende vender tilbage til. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at den nævnte dom efter det oplyste ikke er endelig på nuværende tidspunkt, jf. EMRK artikel 44, stk. 2. Rapporten af 7. oktober 2021 fra Amnesty International har efter nævnets opfattelse ikke et sådant indhold, at den kan begrunde en ændring af Flygtningenævnets hidtidige praksis vedrørende den generelle situation i Syrien. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at tage stilling til, om klagerens (og dennes mindreårige søns) opholdstilladelse skal forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien. Om opholdstilladelse på grund af Danmarks internationale forpligtelser Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, og at en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8 at det vil udgøre en krænkelse af den nævnte bestemmelse. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet i øvrigt, at der ikke mellem klageren og dennes bror i Danmark [B] består et familieliv omfattet af EMRK artikel 8 (afhængighedsforhold mellem klageren og [B]), og at hensynet til klagerens fortsatte kontakt med broderen allerede af denne grund ikke kan begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. Det forhold, at hun for nævnet har forklaret, at hun de seneste to måneder har boet sammen med [B] kan ikke føre til et andet resultat. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med klagerens mindreårige barn [C’s] ret til privat- og familieliv, idet han ikke har opnået selvstændig tilknytning til Danmark. Foruden de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, har nævnet lagt vægt på, at klageren og dennes barn i sin tid fik meddelt midlertidige opholdstilladelser, hvilket de må anses for at have været bekendt med. Hertil kommer, at klagerens mindreårige barn vil have sine formative år foran sig og vil kunne følge med sin mor tilbage til Syrien og udvikle sig dér. Herudover tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens helbredsmæssige forhold – [to konkrete sygdomme] – ikke er af en sådan karakter, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan i den forbindelse blandt andet henvise til EMD’s dom af 13. december 2016 i sag nr. 41738/10 (Paposhvili mod Belgien), hvoraf det følger, at EMRK artikel 3 kan være til hinder for udvisning/udsendelse, hvis der foreligger meget ekstraordinære omstændigheder (”very exceptional cases”). En udsendelse/udvisning af en udlænding vil således være i strid med EMRK artikel 3 under betingelse af, at udlændingen lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom (sygdomskriteriet), og at udlændingen ikke kan modtage behandling for sygdommen i hjemlandet (behandlingskriteriet). Der er ikke tale om en sådan situation i den foreliggende sag. Om opholdstilladelse som følge af den myndige søns udeblivelse fra militærtjeneste, klagerens brødre, forholdet til klagerens eksmand mv. (individuelle forhold) Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af den nu myndige søns [A’s] udeblivelse fra militærtjeneste, hvorved det blandt andet bemærkes, at klageren og sønnen forlod Syrien i [foråret] 2015, da han var [8-11] år, idet han er født [fødselsdato]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af, at hendes bror [B] er udeblevet fra den genindkaldte militærtjeneste, da det – efter akterne i hans asylsag og klagerens forklaring for Flygtningenævnet – ikke kan lægges til grund, at han skulle være særligt profileret. Flygtningenævnet tiltræder i lyset af klagerens forklaring for Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af, at hendes bror, der nu er bosat i [et andet europæisk land], forlod Syrien mens han var offentligt ansat. Det samme gælder det forhold, at den anden bror, der er bosat i Danmark, udrejste illegalt fra Syrien. Heller ikke det forhold, at klageren frygter at skulle leve som enlig kvinde i Syrien kan begrunde asyl i Danmark, hvorved der henvises til det, Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse. Efter en samlet vurdering af klagerens forklaring i forbindelse med samtalen [i vinteren 19/20], og hendes forklaring og fremtræden for Flygtningenævnet, finder nævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring til grund om, at hendes tidligere ægtefælle skulle have hacket sig ind på klagerens [socialt medie]-profil og delt hendes samtaler med en anden mand offentligt. Det samme gælder klagerens forklaring om, at hendes tidligere ægtefælle skulle have sendt lydoptagelser til klageren, hvor han truer med at slå hende ihjel […]. Under alle omstændigheder vil der alene være tale om, at eksmanden i 2019 har sendt lydoptagelser til hende, men at han efter det oplyste ikke har truet klageren på anden vis. For så vidt angår klagerens synspunkt om, at hun frygter, at hendes søn, [C], vil blive taget fra hende af hendes eksmand – fordi [C] bærer faderens familienavn, og fordi det følger af den syriske lovgivning, at den fulde ret til at bestemme over fællesbørn tilkommer faderen – skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren ikke har nævnt dette forhold i forbindelse med samtalen [i vinteren 19/20]. Det ville have været nærliggende at nævne dette, når klageren i øvrigt omtalte sin frygt for, hvad klagerens eksmand kunne finde på, når det samtidig tages i betragtning, at klagerens eksmand på dette tidspunkt efter klagerens egen forklaring var bekendt med, at hun havde et forhold eller lignende til en anden mand. Flygtningenævnet kan derfor – og når også henses til klagerens fremtræden for nævnet – ikke lægge klageren forklaring til grund i forhold til spørgsmålet om, at [C] skulle blive taget fra hende af hendes eksmand. Hertil kommer, at frygten synes at bero på klagerens egen formodning. Som nævnt ovenfor har Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 meddelt klagerens nu myndige søn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet styrelsen har henvist til ”den nuværende praksis for mænd fra Syrien i den værnepligtige alder”. Spørgsmålet er herefter, om der som konsekvens heraf også er grundlag for at meddele klageren og dennes mindreårige søn opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, på baggrund af det internationale princip om ”familiens enhed”, uanset at de ikke har et selvstændigt asylgrundlag. Afgørelsen heraf må bero på en konkret vurdering af, om relationen mellem den myndige søn og klageren og dennes mindreårige søn er omfattet af hensynet til beskyttelse af familiens enhed, jf. pkt. 185 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Ved den nævnte vurdering kan der efter Flygtningenævnets opfattelse også skeles til EMD’s praksis i forhold til, hvornår forholdet mellem voksne familiemedlemmer, f.eks. mellem forældre og voksne børn, udgør et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Det følger af denne praksis, at der som udgangspunkt kræves en form for afhængighed, førend det lægges til grund, at der foreligger et familieliv. Domstolen har således udtalt, at der kun foreligger et familieliv i artikel 8’s forstand, hvis ”additional factors of dependence, other than normal emotional ties, are shown to exist”, jf. præmis 30 i dom af 7. februar 2019 i sag nr. 37115/11 (Yesthla mod Nederlandene). Samtidig følger det af EMD’s praksis, at EMD ”has not insisted on such further elements of dependency in a number of cases concerning young adults who were still living with their parents and had not yet started a family of their own”, jf. præmis 47 i dom af 14. december 2020 i sag nr. 25402 (Pormes mod Nederlandene). Da Udlændingestyrelsen imidlertid ikke har haft mulighed for at tage stilling til det nævnte spørgsmål – uanset at klagerens myndige søn først efter styrelsens afgørelse [i vinteren 20/21] i klagerens sag er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 – finder nævnet det efter omstændighederne rigtigst at hjemvise sagen vedrørende klageren og dennes mindreårige søn til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans.” Syri/2021/215/gdan