Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder, født i landsbyen [A] i Aleppo, Syrien, og har de seneste 30 år inden sin udrejse af Syrien boet i [by] i Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder på grund af sine sønners aktiviteter og unddragelse fra militærtjeneste.Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at hans søn [X] flygtede fra Syrien [i efteråret] 2012, idet han ikke ville tjene i hæren. Klagerens søn [Y] delte under krigen mad ud til flygtninge i Damaskus, og sikkerhedstjenesten ville pågribe ham, hvorfor han ligeledes flygtede ud af Syrien [i vinteren] 2013. De syriske myndigheder begyndte herefter at efterstræbe klageren, idet de mente, at han stod bag sønnernes flugt. Klagerens hjem blev opsøgt og ransaget af sikkerhedstjenesten, og klageren blev truet med at blive udsat for tortur, hvis ikke hans sønner kom tilbage til Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede.Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af sine sønners aktiviteter og unddragelse fra militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold, ligesom han har oplyst, at han som kurder er undertrykt og mangler rettigheder.For nævnet har klageren og dennes advokat fremlagt flere skærmbilleder fra klagerens søn, [X’s], Facebook-profil, hvoraf fremgår, at [X] i 2020 og 2021 har delt og postet en række regimekritiske opslag og artikler. Flygtningenævnet skal indledningsvist vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af sønnernes konflikter. Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier som følge af klagerens søn [X’s] unddragelse af militærtjeneste og klagerens søn [Y’s] angivelige konflikt med sikkerhedstjenesten på grund af uddeling af mad til flygtninge m.v. [X] forlod Syrien omkring efteråret 2012, og [Y] forlod Syrien omkring vinteren 2013. Der blev i den anledning foretaget en ransagning af klagerens bopæl, og klageren udrejste herefter fra Syrien [i vinteren] 2013. Klageren havde forinden [i vinteren] 2013 fået udstedt pas. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste i Syrien kan være i risiko for at blive afhørt eller udsat for pres, men ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Der er ikke i sagen oplysninger om, at dette skulle være tilfældet. Klageren har således opholdt sig i Damaskus efter sønnernes udrejse, uden at dette har medført, at klagerne har været udsat for asylbegrundede overgreb, og deres bopæl er alene blevet ransaget en enkelt gang, som følge af sønnernes forhold, ligesom klageren på trods af sønnernes konflikter har fået udstedt pas. Endelig kan det forhold at klageren er udrejst illegalt ikke føre til en anden vurdering, idet det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at syrere ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres illegale udrejse. Det kan heller ikke tillægges betydning, at klagerens søn [X] efterfølgende i perioden 2020/2021 har skrevet kritiske opslag på Facebook om situationen i Syrien. Opslagene fremtræder ikke i et sådant omfang og med en sådan intensitet og karakter, at klagerens søn har profileret sig på en sådan måde, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af disse opslag selv vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2.Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor han boede fra 1977, indtil han udrejste af landet [i vinteren] 2013. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Flygtningenævnet er herunder opmærksom på Amnesty Internationals rapport fra september 2021 ”You´re going to your death”. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det blandt andet fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet, at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g.battles, military operations etc.) in the two governorates,…” Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området, kan nægtes forlænget. Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen findes ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf., § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er 70 år, indrejste i Danmark [i sommeren] 2013. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark. Hans ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring til klageren, og hun har en verserende sag i Udlændingenævnet. Tre af klagerens voksne børn samt deres familier har opholdstilladelse i Danmark. Der ses ikke, at være momenter af afhængighed mellem klageren og klagerens tre voksne udeboende børn. Flygtningenævner bemærker i den forbindelse, at klagerens børn alene har hjulpet klageren og hans ægtefælle med hovedrengøring og indkøb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Syri/2021/207/eeb
