Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk perser og azeri fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren] 2013, og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2020 udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold hos sin familie i Iran, idet han netop var blevet [opereret], og af sin læge blev rådet til ikke at være alene. [I vinteren] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, samt § 17 a, stk. 1, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder og har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke tiltræde, at klageren kan anses for frivilligt at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af betænkning 1982 nr. 968, side 153, at ”en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger, hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde.” Klageren har efter det oplyste ikke foretaget sådanne handlinger og kan derfor ikke anses for at have opgivet sin bopæl i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han rejste til Iran for at modtage pleje af sin familie i forbindelse med sin [lidelse], at han omkring 10 dage efter sin udrejse blev udsat af sin lejlighed på grund af manglende betaling af husleje, og at hans ting er hos kommunen. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet som følge af, at klageren har opholdt sig uden for landets grænser i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 14, stk. 7, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (paradigmeskiftet), at ” Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. juli 2019 for udlændinge, der allerede er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden”. Det indebærer, at klagerens opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, som senest blev forlænget den 7. juni 2019, efter den 1. juli 2019 anses for at være meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Klageren er derfor ikke omfattet af fristen på 12 måneder i udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. punktum. Det fremgår af stempler i klagerens pas, at han udrejste af Danmark til Tyrkiet [i vinteren] 2019. Den danske ambassade i Iran har oplyst, at klageren første gang kontaktede ambassaden med henblik på at vende tilbage til Danmark [i sommeren] 2020. Klageren havde således på det tidspunkt opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren fra den 12. december 2019 frivilligt har taget bopæl hos sin mor i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Det kan ikke lægges til grund, at klageren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af fristen på 6 måneder, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplysninger i sagen, der tyder på, at klageren foretog aktive handlinger med henblik på at rejse til Danmark inden for denne periode. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af klagerens pas, at han i februar 2020 rejste fra Iran til Tyrkiet og retur til Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har forsøgt at kontakte danske myndigheder med henblik på at få hjælp til at vende tilbage til Danmark inden 6-måneders fristens udløb. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han havde til hensigt at vende tilbage til Danmark inden 6 måneder efter sin udrejse. Det kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat, at klageren [i foråret] 2020 blev opereret for sin [lidelse] i Iran, eller at der i 6 måneders perioden kan have været rejserestriktioner som følge af Covid-19. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, som efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han ikke har familie, herunder børn, i Danmark. Han har haft kortvarige ansættelser, men har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har afsluttet 9. klasse på VUC, men har ikke i øvrigt været under uddannelse i Danmark. Klageren er født og opvokset i Iran, hvor han har boet indtil sin udrejse som 31-årig i 2012, og hvor hans mor, bror og søstre bor. Klageren har [problemer med helbredet] og har i Danmark fået indopereret [et apparat]. Han har mulighed for at modtage behandling herfor i Iran som sket i forbindelse med en operation [i foråret] 2020. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren har ikke opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og spørgsmålet er herefter, om udlændingelovens § 17 a medfører, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke kan anses for bortfaldet. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 17 a, der blev indsat i forbindelse med vedtagelsen af repatrieringsloven (lov nr. 353 af 2. juni 1999) – sammenholdt med § 17 – indeholder bestemmelser om, hvornår en opholdstilladelse i Danmark bortfalder som følge af repatriering. Bestemmelsen i § 17 a omfatter efter dens ordlyd og forarbejder personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår det endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren hverken i forbindelse med sin udrejse i ord eller handling har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Da klageren opholder sig i Iran, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2021/60/JNSA
