Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende [en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shiamuslim, men har oplyst, at hun efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet og retsforfulgt af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun frygter ligeledes, at hendes familie i Iran vil gøre hende fortræd på grund af hendes konversion, da de er meget religiøse og traditionelle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin bror, [A], da hendes søster og ægtefælle har fundet ud af, at hun har haft et forhold til en anden mand, mens hun var gift. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen oplyst, at hun i forbindelse med sin første rejse til Danmark i 2014 begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren har under sine ophold i Danmark siden 2014 gået i kirke, modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i kristne sommerlejre, ligesom hun i efteråret 2021 er indskrevet på [kristen højskole]. Ansøgeren blev tiltrukket den kærlighed, der var blandt de kristne, og som hun ikke havde oplevet i islam. [I sommeren] 2019 blev ansøgeren døbt i [dansk kirke]. Ansøgerens søster har fundet ud af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at hendes familie vil slå hende ihjel, hvis de finder ud af, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren formoder, at hendes søster har fortalt hendes bror, at hun er konverteret, ligesom hun formoder, at myndighederne er blevet bekendt med hendes konversion. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konflikten med sin bror, [A], som resultat af hendes udenomsægteskabelige forhold til sin kollega, [B], har ansøgeren oplyst, at hun tilhører den etniske gruppe lor, som er meget religiøs. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bror er medlem af Irans Revolutionsgarde, at han er meget religiøs, og at han ikke accepterer den mindste overtrædelse af islam. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit seksuelle forhold til [B], herunder den heraf afledte konflikt med hendes familie, til grund. Nævnets flertal har i vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [B] overnattede på hendes bopæl i Teheran, og at de der var sammen seksuelt, mens hendes ægtefælle var i [land i Europa] for at besøge deres datter. Hun har samtidigt forklaret, at bopælen var en fem etagers ejendom, hvor der var fire lejligheder på hver etage. Hun har derudover forklaret, at hvis det var blevet opdaget, at de havde været sammen seksuelt, så var de begge blevet slået ihjel på stedet. Hun har endeligt forklaret, at hun frygter, at [B]’s ægtefælle, som han efterfølgende giftede sig med, har viderebragt oplysninger, herunder fotos, om ansøgerens og [B]’s forhold til deres arbejdsplads. Denne forklaring forekommer ikke sandsynlig, henset til den af ansøgeren afgivne forklaring om risikoen og konsekvenserne, der var forbundet ved forholdet til [B]. Flygtningenævnets flertal vurderer herefter ikke, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Der lægges herunder vægt på, at den af ansøgeren forklarede årsag til konverteringen og dermed tilgivelsen for hendes påståede seksuelle forhold til [B] herefter ikke kan lægges til grund. Det er således flertallets samlede vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft det formål at skabe et konstrueret asylgrundlag. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. De fremlagte udtalelser, dåbsbevis og vidnet [C]’s forklaring kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema [fra sommeren] 2020 ikke har oplyst om, at hun var døbt og konverteret. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal bemærker herudover, at der er afgivet divergerende forklaringer om indholdet af telefonsamtalen med ansøgerens søster [i sommeren] 2020. Nævnets flertal finder herefter, at det må bero på ansøgerens egen formodning, at hun vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse af sine familiemedlemmer, herunder sin bror, [A], ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/59/LINB
