Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 119, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at gøre militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor anført, at man skal tjene i militæret på ubestemt tid, at der ikke er nogen fremtid i militæret, og at det ikke er muligt at arbejde eller tage en uddannelse, når man er i militæret. Derudover er der intet demokrati i militæret, og lønnen er så lav, at man ikke kan forsørge sin familie. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet på ubestemt tid eller slået ihjel. Klageren har til støtte herfor anført, at den eritreiske regering anser folk, der er flygtet fra landet, som værende landsforrædere. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som eritreisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationalitetstjeneste i Eritrea, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren blev ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2020 udvist efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2020 [idømt behandlingsdom]. Der blev ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. Foranstaltningen blev idømt for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, § 119, stk. 1. Klageren blev dømt for at have forsøgt at voldtage en kvinde […]. Klageren blev endvidere dømt for at have fremsat trusler på livet mod en [fagperson]. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som 19-årig [i efteråret] 2014. Han taler dansk. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har en fætter i Danmark. Klageren har været ansat i et vikariat på deltid hos [B], men har ikke herudover haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har afsluttet 9. klasse. Klageren har tilknytning til Eritrea, hvor hans forældre og søskende samt en morbror og en moster bor. Klageren har gået i skole til 9. klasse i Eritrea, og han taler og skriver eritreisk. Klageren har fået stillet diagnosen [diagnose]. Ved [byrettens] kendelse af [vinteren 20/21] blev udvisningen opretholdt i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 2. I den forbindelse har overlæge [C], i en lægeerklæring af [sommeren] 2020 anført blandt andet: […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og farlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige karakter og de lægelige oplysninger om risikoen for residiv til personfarlig kriminalitet, skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder at han nu er udskrevet, og at han tager sin […] medicin […]. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens medicinering beror på frivillighed, og at han tidligere er stoppet med at tage sin medicin og er beskrevet med manglende sygdomsindsigt. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2021/7/EDO
