Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en irakisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og i [foråret] 2021 er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i [foråret] 2021 har anmodet Sverige om at tilbagetage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18. stk. 1, litra d, at Sverige i [foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra b. og at de svenske myndigheder i [foråret] 2021 overfor Udlændingestyrelsen har bekræftet, at klageren blev meddelt endeligt afslag på asyl [i foråret] 2021. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder under de ovennævnte omstændigheder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i [foråret] 2021 på baggrund af de for styrelsen på det tidspunkt foreliggende oplysninger har henvist til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om klagens frygt for at vende tilbage til Irak, og at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering, finansielle ydelser og sundhedsydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og afviste asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/9/HMU
