Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Sagen er genoptaget.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien og klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Italien i medfør af Dublin-forordningens artikel 12, stk. 4, jf. artikel 22, stk. 7, er forpligtet til at modtage klageren, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det er gjort gældende, at nye lægelige oplysninger understøtter, at klagerens helbred er forværret. Det fremgår blandt andet af sagen, at klageren har været indlagt på Psykiatrisk Skadestue, [by], i [en periode i foråret] 2021. Af det medsendte journalmateriale for perioden [X] fremgår videre, at klageren [i foråret] 2021 fremtrådte ”relevant i tanke og tale, tillige klart selvmordstruende med både tanker, planer og remedier klar”. Der foreligger i sagen senest en udtalelse [fra efteråret] 2021 udarbejdet af psykiater [A], [NGO], hvoraf fremgår, at der ikke har været nogen bedring i klagerens psykiske tilstand, og at der er en forøget selvmordsfare. Om modtageforholdene for asylansøgere i Italien henvises til det anførte i nævnets afgørelse [fra efteråret] 2020. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Modtageforholdene for asylansøgere i Italien er generelt heller ikke af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Det beror således på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering indgår blandt andet, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold med videre i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Efter oplysningerne om, at klageren angiveligt er torturoffer og har betydelige psykiske problemer og er selvmordstruet, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne helt særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen nu helt undtagelsesvist bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, uanset den mulighed, der er for at indhente en bekræftelse fra de italienske myndigheder som anført i Udlændingestyrelsens udtalelse [fra efteråret] 2021. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens ansøgning om international beskyttelse behandles her i landet.” Dub-Ital/2021/18/gdan
