Nævnet omgjorde i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at de har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning. Klagerne er fra [by, provins] Syrien, og har opholdt sig i Damaskus, Syrien, i en længere årrække forud for deres udrejse. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, den manglende sikkerhed samt at blive slået ihjel på grund af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at klageren er eftersøgt, og at de syriske myndigheder har spurgt efter klageren, fordi hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Den mandlige klager har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive kidnappet. Den mandlige klager har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de mange militser, som truer kurdere. Til støtte herfor har den mandlige klager anført, at politiet opsøgte familiens bopæl mellem tre og ti gange, med henblik på at rekruttere klagernes sønner til militærtjeneste. Den mandlige klager var ikke på bopælen nogen af de gange, hvor de blev opsøgt af politiet, men det var den kvindelige klager. Omkring seks måneder til et år efter sin udrejse, blev den mandlige klager af sine naboer og søskende oplyst om, at han var eftersøgt som følge af sine sønners militærunddragelse, og at politiet havde spurgt efter ham. Klageren er endvidere eftersøgt, fordi han er kurder. Den mandlige klager har endvidere anført, at han blev afhørt seks gange af politiet, fordi hans arbejdsgiver mistænkte ham for at ville rejse ud af Syrien, efter klageren havde anmodet om at få lov til at stoppe sit arbejde som statsansat [stilling, arbejdsplads] for at gå på pension. Politiet spurgte også ind til, hvor klagerens sønner befandt sig. Den mandlige klager betalte bestikkelse for at få lov til at gå på pension. Klageren betalte også bestikkelse for at få sit navn slettet fra et register over offentligt ansatte inden sin udrejse, fordi offentligt ansatte ikke må rejse ud af Syrien. Den mandlige klager har desuden anført, at der er mange grupperinger i Syrien, der siger, at de vil slå kurdere ihjel. Klageren frygter at blive anholdt, så snart han krydser grænsen. Klageren vil måske på grund af sin etnicitet være i risiko for at blive tvunget til at arbejde for Shabiha, som er en uofficiel, civil, bevæbnet afdeling af myndighederne, eller tvunget til at skulle stå ved en kontrolpost. Klagerens firmabil blev endvidere sprunget i luften i 2013, mens den holdt foran klagerens bopæl. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de generelle forhold, og at hendes sønner vil blive forfulgt af regimet, da de er i den militærpligtige alder. Den kvindelige klager har som asylmotiv endvidere henvist til, at [stednavn] er blevet angrebet af tyrkerne, og at alle kurdere er omringet, og at kurdere er undertrykte i Syrien. Til støtte herfor har den kvindelige klager anført, at myndighederne vil anholde hende for at nå frem til hendes sønner. Den kvindelige klager frygter at hun vil blive tilbageholdt indtil hendes sønner melder sig. Myndighederne har tidligere ransaget familiens bopæl fem gange, hvor de smadrede ting, slog klageren og spurgte efter sønnerne. Den kvindelige klager har både før og efter sin udrejse fået oplyst af sin ægtefælles søster, at myndighederne har spurgt efter sønnerne og familien. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerne asylretligt skal vurderes i forhold til Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden foråret 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden sommeren 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes senest af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet klagernes tre voksne sønner opholder sig i Danmark, hvoraf to bor hos klagerne, men tidligere har haft selvstændig bopæl, og at den ældste søn afventer familiesammenføring med sin syriske ægtefælle. Der er ingen oplysninger om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og de voksne børn. For så vidt angår retten til privatliv indrejste den mandlige klager i Danmark som 54-årig, mens den kvindelige klager indrejste som 49-årig. De har haft ophold i Danmark i knap fem år. Ingen af dem har haft arbejde, men de har begge været i praktik. De har gået på sprogskole, og den mandlige klager har bestået Prøve i Dansk 2, men kan ikke tale, skrive eller læse dansk. De er født og opvokset i Syrien og har siden henholdsvis 1985 og 1989 boet i Damaskus frem til deres udrejse af Syrien, og de har haft almindeligt familieliv, og hvor den mandlige klager har arbejdet i Damaskus. De taler begge kurmanji og arabisk. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [foråret] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportional og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagernes opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes tre sønner alle har unddraget sig militærtjeneste, og at de alle har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges endvidere til grund, at de syriske myndigheder har spurgt efter sønnerne. Derimod kan nævnet ikke lægge klagernes forklaring om, at myndighederne også har spurgt efter den mandlige klager til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager har forklaret, at han ikke har været hjemme, når myndighederne har opsøgt hans bopæl, og at han har forklaret forskelligt og udbyggende om henvendelserne. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige klager i ni år forud for sin udrejse var offentlig ansat som [stillingsbetegnelse, arbejdsplads]. Nævnet lægger endvidere til grund, at [arbejdsplads er et centralt militært mål, og at hans ansættelse i en ikke ubetydelig stilling har givet ham et generelt kendskab til aktiviteterne i [arbejdsplads], hvilket i sig selv er egnet til at profilere den mandlige ansøger i forhold til de syriske myndigheder. Dette støttes af hans forklaring om, at han måtte betale bestikkelse i forbindelse med sin udrejse, da hans navn fremgik af en særlig liste over personer med udrejseforbud, og at han måtte betale bestikkelse for at få lov til at opsige sin stilling. Derimod kan nævnet ikke lægge den mandlige klagers forklaring om, at han under sin ansættelse har fået særligt kendskab til [fortrolige oplysninger] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at han har forklaret udbyggende herom. Han har ved forlængelsessamtalen forklaret, at han blev afhørt af efterretningstjenesten seks gange, inden han efter et år mod bestikkelse fik bevilliget sin afsked, men har først under mødet i nævnet forklaret om sit kendskab til [fortrolige oplysninger]. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den mandlige klager som ansat [stillingsbetegnelse, arbejdsplads] er særligt profileret, og det forhold, at klagerens sønner har unddraget sig militærtjeneste i højere grad sætter ham i myndighedernes søgelys. Hertil kommer, at klagerne har kurdisk baggrund, som efter baggrundsoplysningerne sætter klagerne i en mere udsat position. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger mv. finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at den mandlige klager er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige klager opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning anser klageren for en modstander af styret, og hans deltagelse i en demonstration i København i [efteråret] 2020 mod Danmarks udsendelsespolitik kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I konsekvens heraf meddeles den kvindelige klager tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser [fra sommeren] 2020, således at klagerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/86/CHPE
