Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder enten vil henrette, torturere eller tvinge ham til at aftjene militærtjeneste, fordi han endnu ikke har aftjent militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil behandle ham dårligt, idet han er kurder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder har forsøgt at rekruttere ham til militæret, da han boede i Syrien. Klageren har oplyst, at myndighederne indkaldte klageren til militærtjeneste, ligesom de mere end 15 gange opsøgte klageren på hans bopæl i Syrien, hvor han formåede at holde sig skjult. Klageren har endeligt oplyst, at hans far efter udrejsen betalte penge til en ansat ved myndighederne, som undersøgte, hvorvidt klageren var efterlyst, og at han herefter telefonisk blev meddelt, at han stadig er efterlyst af myndighederne. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Århus’ dom [i vinteren] 2019 fundet skyldig i blandt andet røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 ved efter forudgående planlægning og i fælles forståelse med to andre at have overfaldet en medarbejder i en restaurant, fastholdt ham og udsat ham for vold samt opbrudt kasseapparatet og tilegnet sig ca. 16.000 kr., idet klagerens specifikke rolle var at fastholde medarbejderen, mens denne blev udsat for vold og beløbet blevet taget fra kasseapparatet. Klageren er ved samme dom dømt for på et andet tidspunkt at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at have spyttet på en tjenestegørende social- og sundhedsassistent. Endelig er klageren ved samme dom dømt for på et tredje tidspunkt at have overtrådt knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 2. Klageren blev idømt et års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er ved dom [i foråret] 2020 fra Retten i Herning idømt 1 år og 3 måneders fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år for overtrædelse af diverse opholds-, underretnings- og meldepligter. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet navnlig vedrørende forhold 1 i dommen afsagt af Retten i Århus [i vinteren] 2019, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har to brødre og anden familie, der er bosiddende i Danmark. Klageren er ikke tilknyttet arbejdsmarkedet. Han har ikke taget en uddannelse, og han taler ikke dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af de forbrydelser, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens psykiske problemer og familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/104/hzc
